Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Israels ofre

Kathrine Lilleør: De unge israelske soldater er Mellemøst-konfliktens største ofre. De er 18-20 år, og de har intet andet valg end at overtage deres forfædres fastlåste synspunkter. Mens livet endnu er ungt og spørgsmålene mange, presses de ned i uniformer, hvorpå man sender dem rundt til de utallige små fronter, som Israel består af.

Kathrine Lilleør, sognepræst, ph.d. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De sidder inde i deres jeeps, og stiger ud med hårde lukkede ansigter, når de får øje på en flok palæstinensiske landmænd, der står for tæt på en vejafspærring sammen med en lille gruppe skandinaver, som jeg er iblandt. Der er ikke plads til et smil, der er ikke plads til andet end at komme væk fra det palæstinensiske had i en vis fart, hvis man en ung israelsk soldat.

Yehudas historie er ligeså enkel, som den er sigende. Han aftjente sin værnepligt i 2001 i Hebron, der stadig primært er palæstinensisk, men som blev delt i en jødisk og palæstinensisk zone i den periode. Soldaterne ryddede et par gader omkring et par små jødiske bosættelser, der var blevet beskudt dagligt af palæstinensiske aktivister. Det var selvfølgelig voldsomt og ulykkeligt for de palæstinensiske familier, der nu blev beordret til at flytte. Yehuda var selv væk fra området i den periode og deltog ikke i selve rydningen, men på en vagt et par uger efter, åbnede han døren til en før meget driftig palæstinensisk tandlægeklinik. Han finder den fuldstændig og helt meningsløst smadret. Det ændrer Yehudas liv. Først beslutter han at videreuddanne sig i hæren for at sikre sig, at hans soldater aldrig vil gøre sådan. Men siden opgiver han soldater­livet. Hans begrundelse er, at han mister soldatens afstand til de palæstinensere, som lider under den israelske besættelse. Han kan se smerten i deres øjne, og han kan ikke smyge den af sig.

Nu arbejder han udelukkende med at hjælpe andre israelske soldater, der som ham selv er mærket for livet af at skulle være en besættelsesmagts udsendinge. Yehuda er ikke anti-israelsk. Tværtimod. Men han bryder sig ikke om de religiøse bosættere. Især ikke dem, han kender. De bryder sig heller ikke om ham. Da vi den dag i Hebron går forbi nogle små bosætterdrenge, råber de efter ham: »Morderen Yehuda, vi vil ikke lade dig vinde«.