Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

For Israel

Politisk korrekthed er en skrantende venstrefløjs sidste metode til at flytte magt. Det er en ideologi, der ikke opererer med en fastlagt model for samfundsomvæltning, men arbejder ud fra en ligeså enkel som hyklerisk doktrin: Find ofret, ofret har altid ret!

Henrik Jensen, lektor og forfatter Fold sammen
Læs mere

For den politisk korrekte er sandheden og det rette ikke længere første prioritet, men medfølelsen med ofret, og sikringen af ofrets, minoritetens, forestillede rettigheder. Det gælder om at være på ofrets side, uanset hvad det handler om. Man er for ’den lille’, imod ’den store.’ For minoriteten, imod majoriteten; for kvinder, imod mænd; for børn, imod voksne; for ansatte, imod chefer; for Christiania, imod staten; for indsatte, imod myndigheder; for nydanskere, imod gammeldanskere; for ’folk’, imod politikere - for resten, imod Vesten og videre i den dur. Alle kan lege med.

En sags rationelle kerne eller videre sammenhæng er uvæsentlige i forhold til, at det stakkels offer må tilgodeses, her og nu. Det populistiske potentiale er enormt og strategien har stort gennemslag i medierne, for hvem ofre altid er godt stof. Hvem har ikke en instinktiv trang til at holde med den lille?

Når alle andre midler er forsøgt, er der kun den rene medynk tilbage – det er synd for ofret! Metoden minder om de reklamespots, der angler efter bidrag til at holde denne verdens udmagrede og mishandlede hunde i live.

Den politisk korrekte er for palæstinenserne, imod israelerne. Det er klart ud fra argumentationen ovenfor, men forbliver alligevel en kilde til undren, at så store dele af en såkaldt oplyst elite i dette land – og i Vesten i øvrigt - er så paratkritiske overfor Israel og modsvarende ukritiske overfor palæstinenserne, som det senest kom til udtryk ved den israelske opbringning af den såkaldte nødhjælpskonvoj.

Eksemplarisk patetisk var den svenske krimiforfatter Henning Mankells udmeldinger med antisemistiske undertoner. I det hele taget findes der ikke et mere utåleligt eksempel på politisk korrekthed end de svenske kriminalromaner, som folk for tiden slubrer i sig. En genre som netop er udviklet af demoraliserede maoister og trotkister, Sjöwall/Wahlöö, Guillou, Mankell, Stieg Larsson.

Men hvem er det sande offer her? Den palæstinensiske befolkning er funderet i en arabisk/muslimsk præmis om at Israel skal tilintetgøres. Ikke desto mindre er det blevet politisk korrekt at se bort fra, at Israel i 60 år har befundet sig i en daglig overlevelseskamp, som betyder at man naturligvis ikke bare kan lade påståede nødhjælpsskibe passere.

Ifølge de politisk korrekte er Vesten her medskyldig gennem sin ’enøjede’ støtte til Israel. Man begræder hvad man ser som en misforstået overbetoning af erindringen om holocaust og en deraf følgende accept af en vestlig gæld til det jødiske folk. Man glæder sig over tegn på, at denne erindring og skyld nu ser ud til at være svækket – bl.a. med valget af Obama – så Vesten kan få et mere ’balanceret’ og ’retfærdigt’ syn på konflikten.

Men den skyld er der, og den bliver der. Der vil altid være en moralsk forbundethed mellem Vesten og Israel. Den løber i øvrigt parallelt med den sammenvævning af vestlig og jødisk kultur, der også er sket over det seneste halvandet århundrede. Hvordan ville vestlig kultur se ud uden det jødiske bidrag?

Omvendt er det indtil videre til at overse, hvad der er fælles mellem vestlig og arabisk kultur.