Man skal passe på med at erklære sejren for tidligt. Det har mange politikere gennem tiden måttet sande. Hvem husker ikke, da USAs daværende præsident George W. Bush om bord på hangarskibet USS Abraham Lincoln i maj 2003 proklamerede, at krigen i Irak var overstået?

»Mission accomplished«, lød de nu famøse ord. Det skulle vise sig, at de amerikanske vanskeligheder først for alvor tog fart i tiden, der fulgte efter præsidentens tale: tabstallene voksede, modløsheden fik ben at gå på og ’missionen’ - demokratiseringen af Irak - var langt vanskeligere end forudset af strategerne i Det Hvide Hus.

Forleden var det USAs nuværende præsident, Donald Trump, der med syvtommersøm hamrede det glade budskab fast: Islamisk Stat er besejret! Udmeldingen kom efter at den ene udmattede, kjortelklædte jihadist efter den anden overgav sig til amerikanskstøttede kurdiske styrker i Baghouz i det nordlige Syrien. Dermed har den frygtede terrorbevægelse mistet den sidste rest af sit Kalifat.

Indtil for blot et år siden herskede Islamisk Stat over større landområder i Syrien og Irak, men nu ligger mange af de langskæggede krigere seks fod under ørkensandet i anonyme massegrave eller opholder sig bag lås og slå i fængsler og interimistiske fangelejre.

Det er næsten for godt til at være sandt. Og det er lige præcis, hvad det er. Islamisk Stat er ganske vist fordrevet fra deres magtbaser, og deres åndelige leder Abu Bakr al-Baghdadi kan ikke længere holde sine krigsopviglende prædikener fra sin yndlingsmoske, men bevægelsen trækker stadig vejret.

Ja, mere end det, den lever så meget, at den fortsat spreder død. I de områder, hvor IS siden i fjor har tabt terræn, har de i stedet videreført kampen med bilbomber og selvmordsangreb. Islamisk Stat har én særlig ekspertise: de ved, hvordan man terroriserer et samfund. Det er de ikke færdige med.

IS er som Hydra

Det er bagsiden af medaljen af den sejrssikre melding, der udgik fra præsident Trump. Islamisk Stat er som Hydra, det ni-hovedet monster i den græske mytologi: når man hugger ét hoved af, vokser to nye frem. Og det miderste hoved er udødeligt.

I tilfældet med Islamisk Stat er det idéerne, som er lige så genstridige at få bugt med som Hydraens hoved. Islamisternes fanatiske verdensbillede, der kun tillader sort eller hvid – farverne på deres fane – kræver, at alle enten underkaster sig deres ekstremistiske udgave af islam eller også betaler prisen i form af henrettelse, slaveri og alskens undertrykkelse.

Det tankesæt, som Islamisk Stat propaganderer, er ikke gået af mode. Hvorfor skulle årtiers vranglære og indoktrinering forsvinde som dug for Solen, blot fordi islamisterne er blevet fordrevet fra nogle officielle bygninger?

Heller ikke på vores breddegrader kan vi tillade os at kippe med flaget i tiltro til, at islamisterne er en saga blot. Mange af de vestlige syrienskrigere vil formentlig lykkes med at skaffe sig tilbage til deres respektive lande. Selv hvis de fleste er færdige med at udføre jihad, skal der kun en brøkdel til for at sprede mere terror.

Tænk også på det mobiliseringspotentiale, der findes blandt muslimer rundt om i de europæiske ghettoer i takt med at indvandrings- og islamkritiske partier får vind i sejlene. Et polariseret politisk klima er vand på islamisternes mølle. Vi lever i en tid med vrede og hævntørst.

Islamisk Stat har rigeligt af begge dele. Og nok til at lade det mærke i både Mellemøsten og Europa. Måske starter det først for alvor nu – ligesom dengang i Irak. Sorry, Mr. President, it ain’t over yet!