Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Islamisk borgerkrig

Kristian Mouritzen: Den amerikanske præsident Barack Obama må lytte bedre til de rådgivere, der ved noget om situationen i Mellemøsten. Obama har lidt for mange gange haft et frit svævende diplomati i forbindelse med optøjerne i Egypten. Lidt på den ene og på den anden side. Men nu er situationen gået ind i en virkelig delikat fase, hvor Iran meget hurtigt kan få en hovedrolle, som USA ikke vil bryde sig om.

»Martyrernes blod er ikke flydt forgæves,« står der på et skilt ved begravelsesoptoget for Fadel al-Matrook, der blev dræbt under et begravelsesoptog for en anden demonstrant, i Bahrain. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mazen Mahdi
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis shia-muslimerne i Bahrain for alvor får held med at vælte den sunni-muslimske kong Hamad bin Isa al Khalifa og få gennemført reformer, der tilgodeser flertallet i befolkningen, så kan Iran se en strategisk fordel i situationen.

Alle håber selvfølgelig på, at en revolution i Iran vil betyde, at der også sker markante reformer i dette land. Men hvis det ikke sker, så er der en del »revolutioner« i gang andre steder. De kan give et helt ændret magtforhold i Mellemøsten. Iran, som er shia-mulimsk, har i forvejen en betydelig rolle i nabolandet Irak, hvor flertallet også er shia-muslimer med en betydelig større magtbase end under Saddam Hussein.

Kontrollen rækker videre gennem Syrien til Libanon, hvor flertallet også er shia-muslimer i et system, der ikke giver dem en afgørende indflydelse i alt, men dog giver dem magt til at opbygge en stat i staten.

Hvis Bahrain også falder i shia-muslimernes hænder, så betyder det noget for Saudi-Arabiens østlige provinser, som grænser op til Bahrain, hvor flertallet af landets shia-muslimske befolkning bor. Det vil det saudiarabiske regime, som er sunni-muslimsk, ikke bryde sig om. Faktisk vil denne situation være et mareridt for de fleste i området. Iran vil stå tilbage som den helt store sejrherre i det spegede spil, der p.t. foregår, fordi det får en række nye »magtbaser« blandt de shia-muslimske trosfæller.

Nu er det langtfra sikkert, at Iran får en gevinst ud af revolutionerne i Tunesien og i Egypten. Folk i Bahrain, i Yemen, i Libyen og andre steder går trods alt på gaderne for at få frihed og demokrati. Det er det, der er demonstranternes ønsker, hvis man skal tolke ud fra deres bannere og skilte. Egyptens revolution går netop på demokrati og frihed. Men der er stadig utroligt mange faldgruber, før vi kommer til at opleve ægte demokrati i den arabiske verden.

Det er disse fælder, amerikanerne holder øje med. Bahrain huser USAs 6. flåde, som er altafgørende for den amerikanske strategi i Mellemøsten. USA har baser rigtig mange steder i de mindre arabiske golfstater, og det er givet, at demonstrationerne netop i de lande giver amerikanerne søvnløse nætter. En folkelig opstand mod disse emirer, konger og herskere er ikke udelukkende gode nyheder i Det Hvide Hus. Det kan hurtigt blive vendt til et problem for USAs indflydelse og sikkerhed i området.

I Yemen er situationen lige så kaotisk. Her risikerer amerikanerne at få nye problemer enten med al-Qaeda, som har en magtposition i visse dele af landet, eller med Yemens meget opdelte befolkning. Også her findes der en stor shia-muslimsk gruppe i den del af landet, der vender mod Saudi-Arabien, og det er en gruppe, der også har kontakter ind i det saudiske kongedømme. Tabere og vindere afgøres i disse dage i Mellemøsten. Men det stadig langtfra sikkert, at demokratiet vinder alle steder.