Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

IS ved, hvad de vil i Middelhavet – det gør Europa ikke

De europæiske ledere lukker øjnene for, at de kun kan forhindre, at mange mennesker dør, hvis flygtningestrømmen kommer under kontrol. I slutningen af februar advarede Egyptens ambassadør i Storbritannien om, at terrorister fra Islamisk Stat vil bruge flygtningestrømmen som en port til Europa.

»Forklædt som lasede og sølle mennesker på flugt kan forhærdede terrorister gemme de sig blandt flygtningene, og det er en stor trussel mod Europa.« Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Stillet over for flygtningekatastrofen i Middelhavet har de europæiske ledere to store udfordringer: De skal bringe flygtningestrømmen under kontrol. Og de skal forhindre, at mange mennesker dør i deres forsøg på at nå Europa. Men indtil videre har lederne slet ikke været i stand til at finde en løsning. Og det kan vise sig at være en katastrofe for Europa.

På EU-topmødet i sidste uge blev det vedtaget at udvide EUs Triton-mission, der bevogter den italienske kystlinje. Ved at sætte flere skibe ind her, regner man med, at man også vil kunne samle flere nødstedte flygtninge op. En halvhjertet løsning: Der bliver gjort lidt, men man tager slet ikke fat på det egentlige problem. Dermed vil flygtningestrømmen fortsætte, og flere vil drukne.

De europæiske ledere lukker øjnene for, at de kun kan forhindre, at mange mennesker dør, hvis flygtningestrømmen kommer under kontrol. Løsningen på de to udfordringer hænger tæt sammen. Hvis man ikke får styr på asylstrømmen, vil stadigt flere mennesker sætte livet på spil for at nå Europa, og en del vil omkomme undervejs.

Læs også: Fordi vi kan

EU-lederne øger indsatsen for at redde nødstedte flygtninge uden at gribe ind over for tilstrømningen. Resultatet af det vil sandsynligvis være, at flere tager chancen og sejler ud i overfyldte både. Det kan i sidste ende føre til flere og ikke færre døde.

Strømmen af mennesker fra Mellemøsten og Afrika, der prøver at komme til Europa, vokser dramatisk i disse år. Eksperter taler om, at op mod én million nu står på spring for at vove forsøget. Mange af dem befinder sig i Libyen, der nærmest er brudt sammen som samfund. Det giver menneskesmuglerne gode kort på hånden. Der er mange af dem, for der er store penge at tjene. Og de finder hele tiden nye metoder. Nu er de i gang med en systematisk import af kæmpestore gummibåde fra Kina.

Takket være menneskesmuglere nåede sidste år over 100.000 asylansøgere frem til Italien og andre sydeuropæiske lande. I år ser det ud til at blive endnu flere. Langt de fleste bliver ikke i Italien, de rejser illegalt videre til nordeuropæiske lande som Tyskland, Storbritannien, Sverige og Danmark.

Her er asylsystemerne stærkt belastet. Lokalsamfundene kæmper med at integrere de mange nytilkomne. Opsplitningen og de sociale spændinger vokser. De europæiske samfund knager i fugerne.

Læs også: Rædslernes hav

Dertil kommer, at flygtningestrømmen øger faren for islamisk radikalisering og terror i Europa.

I mediernes fremstilling lyder det ofte, som om alle flygter fra Islamisk Stats grusomheder. Det bliver fortiet, at en del af dem, der kommer til Europa med bådene, tværtimod selv er tilhængere af Islamisk Stat. De kommer for at destabilisere de europæiske samfund med terror og radikalisering af muslimer.

For to uger siden blev 30 kristne på flugt fra Etiopien myrdet af Islamisk Stat ved Libyens kyst. Ude på havet var der omtrent på samme tid en frygtelig hændelse, hvor muslimer smed kristne over bord på åbent hav. Flere blev anholdt, da de kom i land.

Men det er sandsynligvis kun toppen af isbjerget, vi ser her.

I slutningen af februar advarede Egyptens ambassadør i Storbritannien om, at terrorister fra Islamisk Stat vil bruge flygtningestrømmen som en port til Europa. De kan tilmed selv agere menneskesmuglere og på den måde få mange af deres tilhængere over Middelhavet. Det er særlig nemt, nu, hvor de har magt over flere havnebyer i Libyen. (BBC)

Få dage efter denne advarsel talte Italiens forsvarsminister og udenrigsminister for et militært angreb på Islamisk Stat. Og der blev indsat 500 ekstra soldater i Roms gader. (Catholic Herald)

Læs også: Thorning: Bådflygtninge er Afrikas ansvar

Men den stærkeste advarsel kom for ganske nylig fra en chef i NATO, Jamie Shea. Han tegnede et meget dystert billede på en anti-terror konference i London og sagde, at masseflugten over Middelhavet er en gave til Islamisk Stat, som vil ind i Europa og foretage terroraktiviteter.

Forklædt som lasede og sølle mennesker på flugt kan forhærdede terrorister gemme sig blandt flygtningene, og det er en stor trussel mod Europa.

»Islamisk Stat bruger flygtningestrømmen til at infiltrere Europa med terroraktioner.«

»Det er et meget, meget stort problem, som indvandringsmyndighederne i de europæiske lande her står over for,« sagde James Shea.

Storbritannien kan ikke være nok på vagt og parat til at bekæmpe denne trussel, sagde Nato-chefen.

Hvis Europa skal bekæmpe denne trussel, er der kun én holdbar løsning:

Flygtningebådene skal stoppes i Middelhavet, så de ikke kommer ind i EU-området. Asylansøgerne skal tilbage til Afrika. Her skal EU opbygge et apparat, der kan yde dem hjælp. Det har blandt andet nogle af magthaverne i Libyen efterlyst (TV 2)

 

Det er den model, Australien har taget i anvendelse med succes. Frem til 2012 strømmede flygtninge i både til Australien, der slet ikke kunne integrere de mange mennesker.

Men så besluttede australierne at lave systemet helt om. Nogle af asylansøgerne i bådene bliver stoppet og sendt tilbage til de lande, de kom fra. Andre bliver sendt til områder, som Australien har aftale med, hvor deres asylansøgning behandles. Det betyder, at der ikke længere kommer bådflygtninge til Australien, og ingen mennesker drukner i forsøget på at nå dertil.

Men den fremgangsmåde viger Europas ledere tilbage fra. Det er også en enorm omfattende opgave. Desuden kan det være i strid med konventionerne. Men australierne er i dag helt sikre på, at de har gjort det rigtige.

Alternativet kan vise sig at være et Europa, der bryder sammen under en ukontrollabel flygtningestrøm og en invasion af folk fra Islamisk Stat – som i modsætning til de europæiske landes ledere har en klar plan for, hvad de vil med Europa.