Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Iran – USAs nye darling?

Erik Boel, tidl. landsformand for Europabevægelsen og forfatter til »Tyrkiet på vej gennem EU’s nåleøje« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den brede pensel blev taget i anvendelse i medierne, blandt politikere og forskere, da de 5+1(dvs. medlemmerne af Sikkerhedsrådet og Tyskland) tidligere på måneden blev enige om atomaftalen med Iran.

Den betyder i princippet, at Iran lover ikke at overskride grænsen til at blive atommagt i de kommende år og accepterer inspektion mod, at det internationale samfund til gengæld afvikler de fleste af sanktionerne over for Iran.

Det er en historisk aftale, fordi spredning af atomvåben udgør den største risiko for, at disse våben en dag tages i brug. Ikke mindst, når det pågældende land, som det er tilfældet med Iran, befinder sig i en region præget af spænding og uro. Hvis først Iran får atomvåben, er risikoen, at andre rivaliserende lande i området – Saudi-Arabien, Egypten, Tyrkiet – vil sætte alt ind på at udvikle sådanne våben. Altså en kædereaktion.

Hertil kommer, at man kan diskutere, hvor stabilt og rationelt det iranske regime er.

Naturligvis er der en risiko for, at Iran snyder på vægten. Det kan bestemt heller ikke udelukkes, at de kræfter i Iran, der ønsker konfrontation med USA og Vesten, får overtaget. Eller for den sags skyld, at det lykkes Kongressen i USA at hindre ophævelsen af sanktionerne. Præsidentvalget i USA til næste år er også en joker. Hillary Clinton har hilst aftalen velkommen. Men i den republikanske lejr er modstanden overvældende, og bl.a. præsidentkandidat Jeb Bush har lagt afstand til den.

Alligevel er der grund til behersket optimisme, fordi centrale aktører har en interesse i aftalen: Den kan være med til at opbløde den diplomatiske hårdknude i Mellemøsten og frigøre et stort økonomisk potentiale. Aftalen vil betyde en markant vækst i samhandel og investeringer med Iran. Alene for Danmarks vedkommende regner Dansk Industri med en fordobling af eksporten over et par år.

Til fordel for at aftalen holder, taler konkrete fælles interesser mellem USA og Iran i den internationale politik: Ifølge udenrigsminister John Kerry er IS USAs største sikkerhedspolitiske udfordring i øjeblikket – her er Iran amerikanernes eneste potentielle allierede. I Syrien har Iran forlovet sig med præsident Assad, og Iran er nøglen til en løsning af den fastlåste konflikt. Tilsvarende har USA og Iran sammenfaldende interesser i Afghanistan, hvor talebanerne vinder frem

Hvis både Iran og USA ser sig i stand til at lægge fortidens fjendebilleder på hylden, er det ikke første gang, at supermagten og den regionale stormagt spiller sammen. Under shahen helt frem til 1979 var Iran en nær allieret af Vesten og indgik i et tæt efterretningssamarbejde med Israel og Tyrkiet (Trident-samarbejdet).

Forestiller vi os, at USA virkelig vælger at alliere sig med det shiamuslimske Iran, vil det betyde en omkalfatring af det geopolitiske landskab i Mellemøsten. Hverken Israel, de stærke arabiske stater eller de sunnimuslimske befolkninger i Mellemøsten er parat til at forsone sig med Iran. Den udfordring løser atomaftalen ikke.