Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Iraks skabelseshistorie kan lære os meget om Sønderjylland

Man kan lære meget om, hvordan alle nationer bliver skabt ved at se på Iraks historie. Også om Danmark.

»Danmark fik sin grænse omtrent på samme tid, som Irak fik sin. Og efterhånden er Danmark og Irak flettet sammen. Der er danske soldater i Irak og irakiske indvandrere i Danmark,« skriver Hans Hauge. På billedet en irakisk demonstrant holder et irakisk flag. Foto: Ahmad Al-Rubaye / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: AHMAD AL-RUBAYE

En tilfældig streg på et landkort kan skabe et folk. Stregen bliver til en grænse i naturen, og så kommer der grænsehegn og toldere, for der kan ikke være toldere uden grænser. Der kan nu komme grænseforeninger og genforeninger. Uden grænser, ingen genforening. Uden grænser, ingen mindretal.

Man slog en streg, og så var de, der efter 15. juni 1920 boede i Flensburg, tyskere, mens de, der boede i Padborg, var danskere. Så enkelt er det. Det har ikke noget at gøre med kultur eller følelser, men det får det.

Hans Hauge Fold sammen
Læs mere

Danmark fik sin grænse omtrent på samme tid, som Irak fik sin. Og efterhånden er Danmark og Irak flettet sammen. Der er danske soldater i Irak og irakiske indvandrere i Danmark. I 1920 fandtes der ikke irakere, men der var engelske soldater i Bagdad – og det er der endnu.

Man kan lære meget om, hvordan alle nationer bliver skabt ved at se på Iraks historie. Irak blev opfundet på Semiramis Hotel i Cairo i Egypten i marts 1921 af Winston Churchill. Han malede billeder om dagen, red rundt på en hvid hest og konstruerede lande om aftenen sammen med bl.a. Lawrence of Arabia.

Forud var gået en samtale i 1918 mellem Frankrigs premierminister, Clemenceau, og Englands David Lloyd George, der lød som følgende:

»Hvad skal vi diskutere?« spurgte Clemenceau.

»Mesopotamien og Palæstina,« svarede Lloyd George.

»Hvad vil du have?«

»Jeg vil have Mosul.«

»Er der andet?«

»Jerusalem,« svarede Lloyd George.

»Det får du, men ikke Mosul.«

Det fik englænderne så alligevel. Der var der olie.

Churchill tegnede streger i sandet, og Irak var skabt. Han lagde tre osmanniske provinser sammen, der intet havde med hinanden at gøre: Mosul var kurdisk. Midten var sunnimuslimsk, og syden var shiitisk ligesom Iran. På hotellet kaldte de Mesopotamien »Iraq«, og det har det heddet lige siden. De fik en sunnimuslimsk konge, Feisal, der faktisk mødte dronning Ingrid engang. Der var også danske embedsmænd i Irak for at hjælpe. Vest for Irak skabte de Transjordanien, og der bor der i dag jordanere. Efter at Churchill havde opfundet Irak, gik kong Feisal i gang med at opfinde irakere. Og de er der endnu; selv de, der bor i Danmark, føler sig som irakere.

En tilfældig grænse kan skabe et folk. Det skete i Irak og på næsten samme tid i Danmark, og vi blev uden at ville det et foregangsland, og det har vi ikke glemt. Vi blev nemlig en idealnation. Det blev Irak ikke. Irakerne havde ingen sans for nationalisme. Og uden nationalisme intet folk. Efter 1920 talte vi samme sprog og havde den samme religion. Vi var ét folk. Vi var ens. Det varede lige til 1972-73.

Da indførte vi indvandrerstop, men det hjalp ikke. Vi gik i stedet i gang med at fjerne stregerne i marsken. Vi blev grænseoverskridende og åbne og kom ind i det postmoderne imperium, EU. I imperier er der ikke grænser. Det hedder »Schengen«. Det var der heller ikke i Det Osmanniske Imperium dengang før 1921, i dag er grænsen mellem Iran og Irak porøs, og vi har kun et vildsvinehegn. Den slags har de ikke brug for i Irak.