Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Intet godt nyt fra ghettoen

»Der findes ikke nogen gode nyheder fra ghettoerne. Og med ingen mener jeg virkelig ingen. Som i: nul og niks og ingenting. Uanset hvilket udsnit af verden, man betragter, er ghettoerne forfærdelige. Arnesteder for patriarkalsk vold, social kontrol, kriminalitet, socialbedrageri, religiøs intolerance og fanatisme.«

Henrik Dahl: »Der er ingen vej udenom. Skolemiljøet må erkende, det ikke på nogen måde er danskernes skyld, det hele går så dårligt. Og så må det i gang med at yde en hård og konsekvent modstand imod den arabiske ghettomentalitet.« FOTO: SCANPIX
Læs mere
Fold sammen

I gårsdagens avis kunne jeg læse, at der blandt arabiske ghettodrenge formentlig er en udbredt praksis, som går ud på i skolerne at anvende modersmålet til at svovle og bande, bagtale, mobbe og kontrollere.

Særlige ofre for dette er arabiske piger, somaliere og shiamuslimer af begge køn samt lærerne (der ironisk for størstepartens vedkommende stemmer rødt og »humanistisk« ved valgene).

Er jeg overrasket? Selvfølgelig ikke. Thi erfaringen – og læsning af for eksempel Ahmad Mahmouds erindringer »Sort land« og Ahmed Akkaris ditto »Min afsked med islamismen« – har lært mig, at der ikke findes nogen gode nyheder fra ghettoerne.

Og med ingen mener jeg virkelig ingen. Som i: nul og niks og ingenting. Uanset hvilket udsnit af verden, man betragter, er ghettoerne forfærdelige. Arnesteder for patriarkalsk vold, social kontrol, kriminalitet, socialbedrageri, religiøs intolerance og fanatisme. Samt sidst, men bestemt ikke mindst: den samme slags terrorfantasier, som rundt omkring i verden hele tiden bliver til virkelighed.

Konklusionen er også temmelig klar: problemet er en bestemt arabisk mentalitet, der møder for lidt modstand fra alle andre.

Og hvorfor kan jeg sige det så sikkert? Det kan jeg, fordi uanset om man møder denne mentalitet med svensk venlighed eller fransk hårdhed eller dansk velfærds-bureaukratisme eller på fjerde og femte måder, ender man med præcis de samme problemer.

Mangfoldigheden i tilgangene til at løse problemerne kombineret med deres nedslående og syndromagtige ensartethed anser jeg for det endegyldige bevis på, at det er den arabiske ghettomentalitet, der er årsagen til problemerne – og intet som helst andet.

En sådan uimodtagelighed over for enhver civilisatorisk, udefra kommende impuls og en sådan hårdhed over for udefra kommende modstand, er på sæt og vis imponerende. Thi var for eksempel danskerne – men vi kan også tage svenskerne, belgierne, franskmændene eller en anden, vesteuropæisk nation – lige så hårde i deres afvisning af enhver udvanding eller opblødning af deres kultur, ville vi faktisk ikke have problemer med ghettoer.

Det er selvsagt vanskeligt at sige noget endegyldigt om, hvorfor man i skolemiljøet i så vidt omfang finder sig i de forhold, der senest er beskrevet i Jalal el Derbas’ ph.d.-afhandling. Men jeg tror, at en egentlig fornægtelse i skolemiljøet stadig er udbredt. Altså: en psykologisk forsvarsmekanisme, hvor man nægter at se virkeligheden i øjnene, og derfor bliver ude af stand til at reagere på en hensigtsmæssig måde.

På det menneskelige plan kan jeg godt se, det må være hårdt at skulle indse, at et helt sæt af antagelser (der formentlig også har bidraget til den professionelle identitet) er forkerte og må falde.

Dog er der ingen vej udenom. Skolemiljøet må erkende, det ikke på nogen måde er danskernes skyld, det hele går så dårligt. Og så må det i gang med at yde en hård og konsekvent modstand imod den arabiske ghettomentalitet. Hvad der tidligere har eksisteret af rationelle modargumenter, findes ikke længere.