Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Intet dansk »præsidentvalg«

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Medierne fortæller i disse tider næsten konstant, hvordan meningsmålinger viser, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er mere populær end fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Som om det var noget, der ville kunne afgøre det snarlige folketingsvalg – men det er det næppe.

Sandt er det, at Thorning-Schmidts personlige popularitet har været for opadgående siden et lavpunkt i 2012-13 – måske især siden terrorangrebet i februar. Sandt er det også, at Løkke Rasmussens har været nedadgående siden efteråret 2013, hvor de seneste bølger af historier om Venstre-lederens økonomiske dispositioner begyndte. Men faktum er blot, at partiledernes popularitet synes at betyde et sted mellem lidt og intet for tilslutningen til de to blokke.

Lad os tage Venstre: I det meste af 2012 lå partiet på 32-34 pct. af stemmerne – en pæn fremgang på fem til syv procentpoint i forhold til folketingsvalget året før. Den tilslutning er siden bilagssagerne faldet til 22-24 pct., hvorved et stort antal mandaters fremgang reelt er forvandlet til noget, hvor nuværende V-politikere vil ryge ud af Folketinget. Det er faldet sammen med dykket i Løkke Rasmussens popularitet: I 2012 scorede han gennemsnitligt 3,2-3,4, når vælgere i YouGovs meningsmålinger blev bedt om at give deres syn på ham på en 5-punktsskala, hvor 1 er »meget dårligt«, 5 er »meget godt« og 3 er »hverken godt eller dårligt« – og det er nu faldet til ca. 2,5 –altså overvejende negativt. Til sammenligning gav vælgerne på det tidspunkt Thorning-Schmidt karakter i niveauet 2,5-2,8. Det er siden steget til nu 2,9-3,0 – . I samme periode er Socialdemokraternes tilslutning steget fra et historisk lavt 17-18 pct. til en fortsat beskeden tilslutning på 22-23 pct.

SÅ BETYDER PERSONLIG popularitet ikke noget? Nej, for i samme periode som Venstre og Løkke Rasmussen har haft vigende tendens, mens Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne har haft svagt stigende, har balancen mellem blokkene været stort set uændret: I 2012 lå den »blå« opposition til i alt 54-56 pct. af stemmerne, mens den nuværende regerings parlamentariske grundlag tilsammen lå til 43-46 pct. Balancen mellem de to blokke er for tiden cirka 54-55 pct. og 45-46 pct. – altså reelt ganske uændret trods forandringerne i tilslutning til de to primære regeringsalternativer og deres ledere.

Eller sagt på en anden måde: Jo, partilederpopularitet betyder noget for statsministerkandidaternes partier – men ikke for, hvem der bliver statsminister, fordi det sjældent får vælgerne til at skifte fløj. Hvorfor skulle de også det, når de har andre på samme fløj at vælge imellem?

Det hele bliver ikke enklere af, at valgforskere ikke er sikre på, hvad forholdet egentlig er mellem partiers tilslutning og bedømmelsen af deres ledere.

Måske er det i virkeligheden ikke vurderingen af partilederen, der påvirker, hvor villig man er til at sætte kryds ved partiet, men stik modsat. At det er ens vurdering af partiet og dets politik, der påvirker, hvordan man ser på partilederen.

Alt dette betyder også, at Socialdemokraternes strategi om at gøre Thorning-Schmidt til midtpunkt for deres kampagne op til det kommende folketingsvalg er fornuftig – for Socialdemokraterne. Men det er næppe noget, der betyder meget for »rød blok« som helhed. Andet end at Socialdemokraterne »kannibaliserer« på Radikale, SF og Enhedslisten. Det danske folketingsvalg er ikke et præsidentvalg – på godt og ondt.