Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Internettet er én stor, pædagogisk udfordring

Jeg kan huske, da jeg fik min første mobiltelefon som ni-årig. Det var en Sony Ericsson, der kunne ringe og SMSe – det var det. Jeg er kun 17 år gammel, men præcis gammel nok til at være en af de sidste, der ikke nåede at sidde i børnehaven med en iPad.

På en måde svarer det til at give et barn en iPhone til at lukke det ud på egen hånd. Der sidder mennesker klar til at udnytte børnenes indtog i cyberspace – for eksempel var der for nogle år siden et lille barn, der på sin fars iPad købte virtuelle smølfebær for et femcifret beløb.

Tidligere har barndommen været meget overvåget. Når man sad i børnehaven og legede med dukker og brandbiler, kunne pædagogerne se, hvad der foregik. Når børnene blev lidt ældre og kom i skole, kunne gårdvagten konstatere, at der ikke var nogen, der var ved at blive kvalt i sjippetovet. Hvis lærerne i dag skulle holde samme type opsyn med de små, glinsende skærme, ville de alle gå ned med kollektiv stress.

Børn og unge har ikke altid samme dømmekraft som voksne. Før i tiden har voksne haft en finger med i spillet i skabelsen af børnenes kultur – nu skabes den af andre børn. Blandt andet kan man nævne YouTuberne, der lærer børnene at farve deres hår lilla, spise Jelly Beans med bræksmag og lægge makeup.

Børnene kan komme i kontakt med hinanden hurtigere end nogensinde. Det har gjort langdistancevenskaber mulige, og det har gjort børn mindre ensomme på lange familieferier. Det har dog også givet kommercielle interesser direkte adgang til børnene, der gennem YouTube-kendisser kan reklamere for deres produkter. Endnu værre er, at det har gjort mobning til noget, der hurtigt kan komme til at fylde hele barnets liv. Nu kan de onde kommentarer tikke ind døgnet rundt, og de kan også være endnu hårdere, for det er nemmere at sige noget ondt, når man ikke skal se offeret i øjnene imens.

Selv for voksne kan det være svært

Den foreløbige kulmination er grupper som Offensimentum på Facebook, hvor omkring 40.000 skoleelever er medlemmer. Her kan mobningen komme i form af storme, hvor 500 teenagere på ingen tid kan tilsvine et uskyldigt barn, de ikke engang kender. Der er ikke engang mulighed for at tage kontrollen over det, for det foregår under jorden og over hovedet på pædagoger, lærere og forældre. De har måske også svært ved at forstå, hvad der er ved at ske, for det er et helt nyt fænomen.

Børn og unge har med internettet fået et meget stort ansvar, som selv for nogle voksne kan være svært at håndtere. Samtidig er det blevet normalt, at børn ligesom deres forældre bliver stressede. Man kan nævne de overbebyrdede klinikker for spiseforstyrrelser som et eksempel. Børnene skal oparbejde en identitet på internettet og konkurrere, som var det en vildmark. Det er en stor pædagogisk udfordring, som det er vigtigt at lære at angribe på den rigtige måde.

Simon Vesterø er studerende.