Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Integration: Vi skal vise, at vi kan overgå os selv

Samfundet skal stille krav og ikke lade fagforeninger og offentligt ansatte holde flygtninge væk fra arbejdsmarkedet.

Min familie og jeg oplevede det, man kalder for at ramme bunden, da Balkankrigen udbrød. Vi har måttet forlade alt, hvad vi havde kært, og alt hvad vi havde i det hele taget. Et sæt skiftetøj, en håndfuld gamle fotografier og livet i behold var, hvad vi havde under armen, da vi i november 1992 trådte på dansk jord for allerførste gang. Og det var det, vi havde med os og indeni os, der talte. Ikke alt det, vi efterlod 2.000 kilometer væk.

Efter tre år med midlertidige opholdstilladelser og to forskellige flygtningecentre, fik vi endelig permanent ophold og, langt om længe, arbejdstilladelse i Danmark. For mine forældres vedkommende blev flygtningehjælp erstattet med bistandshjælp, som det hed dengang, og et 12 kvadratmeter stort værelse blev til en treværelses lejlighed. Efter tre år med uvidenhed, skiftende forhåbninger og mangel på privatliv, var den lejlighed et helt palads, for vores vedkommende. Vi elskede den. Mine forældre elsker den så meget, at de aldrig har overvejet at flytte derfra.

»Min far blev frarådet på det kraftigste at tage imod et job, som han »alligevel ikke ville kunne bestride«. Ingen så de næsten 40 års arbejdserfaring inden for flere forskellige brancher. «


Kort efter, de fik arbejdstilladelse, begyndte mine forældre at søge arbejde. Overalt. Og det er så her, jeg mødte den danske velfærdsstat for første gang. Da min far sad i stolen over for en sagsbehandler på Københavns Kommune, var alt, hvad man så, en mand på over 50 år, som aldrig har været ude på det danske arbejdsmarked, og dårligt nok kunne kommunikere på dansk. Og min far blev frarådet på det kraftigste at tage imod et job, som han »alligevel ikke ville kunne bestride«.

Ingen så de næsten 40 års arbejdserfaring inden for flere forskellige brancher. Tidligere selvstændig malermester, mangeårig tjener og senere restauratør. Alt, man så dengang, var toppen af isbjerget. I dette tilfælde et meget kompetent, erfaren og flittigt isbjerg, som det danske samfund fik stor nytte af, da han kort efter mødet, gik fra at modtage bistandshjælp til at betale topskat.

Man ser eksempelvis ikke en langtidshjemmegående mor som en sikkert fremragende rengøringsdame, dygtig madmor eller meget omsorgsfuld pædagogmedhjælper, en dygtig bankmand eller noget helt femte.

Paradigmeskift

Vi har brug for et paradigmeskift i samfundet, og ikke mindst blandt folk, der gennem deres arbejde har direkte indvirkning på integration og beskæftigelse. Vi har brug for at opfordre folk til at tage et job, selv om de ikke bryder sig om det - til at starte med - for på passiv forsørgelse lever de af penge, tjent af mennesker, der bestrider disse job.

Vi er nødt til at finde det ok at arbejde for det, vores arbejdskraft er værd, i stedet for at lade fagforeningerne og de offentligt ansatte holde os fra arbejdsmarkedet, for ens arbejdskraft kan kun stige i takt med, at man stimulerer den ved at være på arbejdsmarkedet og bidrage med alt, hvad vi har i os.

Vi skal vise, at bare fordi vi har overgået os selv i aktiv beskæftigelse, altid kan gøre det bedre og overgå andres, og ikke mindst vores egne forventninger til os selv.