Det skulle være så godt. Inklusion. Nu skal børn med særlige behov ind i en klasse med 25 andre børn, som allerede har dannet grupper, venskaber og socialt liv sammen. Det fungerer bare ikke.

Jeg har ikke selv været inkluderet, men jeg har Asperger (autisme) og har gået på privatskole. En mellemstor skole. Det var svært. Det var meget svært. Børnene frøs mig ude, og lærerne vidste intet om autisme. Kun støttepædagogerne.

Jeg ville gerne have haft, at lærerne vidste noget om min diagnose. Hvem var jeg? Hvilke udfordringer havde jeg? Hvor skulle jeg særligt hjælpes? Hvad er autisme?

I 5. klasse kom jeg så på specialskole, og det blev et vendepunkt. Her forstod folk mig, nogen havde samme historie, jeg fik en social omgangskreds og en bedre læring.

Derfor skal man ikke rive børn ud af en specialklasse. Jeg vil vove at påstå – og jeg er endda velfungerende, jeg har en høj sproglig intelligens og en god evne til at se sammenhænge – at var jeg ikke kommet på specialskole, så skrev jeg ikke det her. Det, at komme i skole dengang, var forfærdeligt, det var så slemt, at jeg overvejede at gøre et eller andet, så jeg kunne blive bortvist og komme hen på en ny skole.

Derfor forstår jeg ikke inklusion. Man skal have lov at blive i et specialtilbud, som er velfungerende, og hvor man lærer mere og får bedre sociale kompetencer. Selvom jeg er velfungerende og relativt dygtig fagligt, var jeg nødt til at komme på specialskole. For læringens skyld og for at få det godt mentalt.

Jeg selv lærte for eksempel mere i engelsk på et år i mit nuværende skoletilbud end jeg lærte på to år tidligere. Jeg begyndte at hente det tabte tilbage fra matematik, langsomt og sikkert. At man derfor tvinger børn med særlige behov ind i en almindelig skole, hvor de kæmper med at være der, græder fordi de skal af sted, og ikke lærer nok, fordi de bliver hjemme (hvilket der jo ikke er noget at sige til) og måske ikke kommer til at bidrage til samfundet i sidste ende, synes jeg er hul i hovedet. Børnene får heller ikke et godt socialt liv eller sociale kompetencer.

Skal man have en velfungerende inklusion, er man nødt til at uddanne lærerne i f.eks. autisme. De skal vide, hvad det er, de skal vide, hvordan de får børn med særlige behov integreret, og hvordan børnene lærer.

Lærerne skal altså forstå, at børn med autisme eller ADHD for den sags skyld, kan være utrolige forskellige i deres læring og i øvrigt i måden at være på. Samtidig er man nødt til at få børnenes forældre inddraget i processen. Selvom jeg, som sagt, ikke blev inkluderet, var jeg stadig i en almindelig klasse, hvor jeg havde autisme. Og selvom jeg stort set ikke var vant til andet end almindelige klasser, fungerede det ikke. Forældrene blev ikke inddraget i, at nu skulle der gå en dreng med autisme i klassen. De fik ikke at vide, at: »Der kommer en ny dreng, der hedder Jakob. Han har autisme og har svært ved det og det. Vær opmærksom på det og nævn det gerne for jeres børn.« Bare noget i den stil. Det ville nok have gjort en kæmpe forskel.

Og sidst, men ikke mindst, er det bydende nødvendigt at nytænke inklusion. Det skal være en mere gennemtænkt proces. Tidligere undervisningsminister Christine Antorini (A) ville, trods et samråd i Folketinget (hvor der lød advarsler, red.), fortsætte inklusion i hurtigt tempo. Det er helt, helt forkert i mine øjne. Nu sidder hun jo ikke som undervisningsminister mere, men hun har sparket processen i gang. Desværre. Inklusion er en stor proces. Det er 10.000 børn, som skal inkluderes. Det gør man ikke bare lige.

En idé kunne være at udskyde processen nogle år. De år kan man bruge på at ruste lærere med kurser i diagnoser. Hvordan skal børn hjælpes? Hvordan får vi dem socialt integreret? Hvordan giver vi dem faglig læring? Og så kan man begynde stille og roligt og gå langsomt frem og se, hvordan det går. Hele tiden små skridt. Og går det dårligt, skal det rulles tilbage og tænkes igennem igen.

Man kunne for eksempel prøve at inkludere en årgang ad gangen, og indfase inklusion over ti år. Det ville være en løsning, hvor man viste individet noget respekt. Selvfølgelig med forståelse for, at det måske er nødt til at blive trukket tilbage eller gå langsommere, fordi mange vil have svært ved det.

Der findes børn derude, som har det langt sværere end jeg, og som man vil inkludere. Og kan jeg ikke gå i en almindelig skole, kan de heller ikke.

Tænk nu processen igennem, I taber folk med diagnoser på gulvet, og I mister nogle, som kunne bidrage til samfundet i sidste ende.

Jakob Terp-Hansen er stifter af og politisk redaktør på youngnews.dk