Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Inklusion er en gevinst for eleverne

Der er brug for, at vi tager ansvaret i hverdagen. I Børne- og Kulturchefforeningen og i Skole og Forældre er vi klar - sådan at i morgen kan blive en lille smule mere inkluderende end i dag.

Eik Møller, Formand for Børne- og Kulturchefforeningen, og, Mette With Hagensen, Formand for Skole og Forældre Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det billede, der i øjeblikket er skabt i medierne af inklusion i folkeskolen, er et billede af horder af elever med forskellige diagnoser, der bliver kastet ind i alle landets folkeskoleklasser, hvorefter de hærger og raserer, så ingen børn kan føle sig sikre i dagens folkeskole. Billedet bruges af nogle debattører til at tale imod inklusion og tale for en skole, som er meget bedre, fordi flere børn ekskluderes til specialundervisning.

Billedet af inklusion i folkeskolen er imidlertid langt mere nuanceret, fordi medierne udelukkende tager fat i de ulykkelige sager. Inklusion ikke bare kan lykkes, men gør det også ude i virkeligheden, og inklusion er tilmed den bedste løsning for de fleste børn.

Baggrunden for, at vi overhovedet vil inkludere flere elever er, at andelen af børn, som er blevet ekskluderet fra de traditionelle skoleklasser, er steget støt og roligt gennem de sidste 30 år. Flere og flere penge er blevet flyttet fra almenområdet til specialområdet. Problemet er bare, at eleverne hverken lærer mere eller trives bedre af det. Derfor er det på tide at stoppe op og spørge os selv, om vi kan gøre det bedre for alle børn. Og det kan vi, med en fælles indsats og ved at tage et fælles ansvar.

Danmark skrev i 1994 under på Salamanca-erklæringen. Erklæringens kernebudskab lyder således: »alle børn - også dem med særlige behov har ret til uddannelse, på lige vis. Skolerne skal derfor tage hensyn til den forskellighed der findes hos børn, de forudsætninger og de potentialer, der er i den forskellighed. I erklæringen påpeges det, at den inkluderende orientering er det mest effektive hjælpemiddel til at skabe de bedste miljøer og til at realisere uddannelse og læring for alle.«

Salamanca-erklæringen fortæller os - politikere, embedsmænd, lærere, forældre, børn og unge - at vi alle har et ansvar for at inklusion lykkes. Inklusion er med Salamanca-erklæringens budskab ikke en bestemt metode, men en måde at forholde sig til andre mennesker på.

DANMARKS UNDERSKRIFT på Salamanca-erklæringen har desværre ikke haft den ønskede effekt i alle sammenhænge. En del af forklaringen på, hvorfor det tilsyneladende er gået galt i debatten, er at alt for meget handler om metoder til at håndtere enkelte børn på, og ikke om fællesskabets - vores alles - ansvar.

Derfor vil vi i Børne- og Kulturchefforeningen og forældreforeningen Skole & Forældre gerne bidrage til at få en saglig og nødvendig debat om inklusion. Inklusion er efter vores opfattelse en kerneopgave i den danske folkeskole, og ingen kan melde hus forbi - hverken forældre eller de professionelle, der har ansvaret for børnenes læring, dannelse og uddannelse.

Vi ved, at børn, der går i skole med børn, der er anderledes, får mere empati, tolerance og forståelse for forskellighed. Og de børn, der ekskluderes fra almenskolen, vokser op i et parallelsystem uden kontakt med netop den almindelige verden, hvor de skal tage deres uddannelse og få et job som unge og voksne.

OPGAVEN ER DERFOR, at inklusion både kan og skal lykkes. Det sker, når alle parter er kompetente, støtter op og tager ansvar. Inklusion lykkes, når politikere opstiller mål og prioriterer ressourcer, når embedsmænd skaber optimale rammer omkring kommunens inklusionsindsats, når skoleledelsen efteruddanner og støtter det personale, som skal arbejde med børnene, når forældrene i klassen informeres og taler åbent om børnenes forskelligheder og udfordringer. Inklusion lykkes, når det bliver anset for en fælles opgave, at alle børn skal trives i skolen, når børnene har viden og forståelse for klassekammeraternes forskelle og udfordringer, og ikke mindst, når det er muligt at tilkalde eksperter og rådgivere, hvis der er brug for akut hjælp og støtte i klassen.

INKLUSION KAN LYKKES. Beviset findes i eksempler som dette: En ny elev kommer til skolen, han har en diagnose, som klasselæreren ikke ved meget om, så der arrangeres møde mellem PPR, drengens forældre og skolelederen. På mødet informeres om diagnosen og hvordan den kommer til udtryk hos netop denne dreng. Efterfølgende aftaler skoleleder og klasselærer uddannelse og støtte til klassens lærere. Der arrangeres et forældremøde, hvor PPR og forældrene orienterer om drengens diagnose og adfærd. Klassekammeraterne orienteres også, og der aftales spilleregler eleverne imellem. I dette tilfælde tager skolen ansvar, forældrene involveres, og der kommunikeres åbent til alle om udfordringerne. Drengen begyndte i skolen i 2. klasse og afslutter næste år 9. klasse sammen med resten af klassen.

Fordelen for drengen i eksemplet er, at han gennem hele sin skoletid har været sammen med de andre elever i en almindelig klasse. Han kan begå sig i en almindelig verden og så kan han, med passende støtte, gennemføre en ungdomsuddannelse og få et job. Fordelen for klassen er, at de har en god klassekammerat, har lært at mennesker er forskellige, og at det er ok at skille sig ud.

SALAMANCA-ERKLÆRINGEN minder os om, at vi alle har et ansvar. Politikere og ledere skal tage ansvaret, fortælle, hvorfor inklusion er en kerneopgave og hvordan den kan løses. Der skal stilles krav om, at alle professionelle og alle forældre tager deres medansvar for, at børnefællesskabet fungerer for alle børn, og det er ikke en mulighed at ekskludere et barn fra fællesskabet, medmindre andet er prøvet først.

Efter vores opfattelse burde Salamanca-erklæringen hænge på ethvert borgmesterkontor, hos enhver forvaltningschef, på alle skolelederes kontor og der hvor alle professionelle og børn færdes. Først når den grundlæggende tilgang til andre mennesker, som Salamanca-erklæringen pålægger os, i praksis vises i politikernes mål, forvaltningernes dialog med lederne, ledernes dialog med medarbejdere og forældre og forældrenes indbyrdes dialog, kan vi sige, at inklusion lykkes - først der. Den gode nyhed er, at det kan lykkes. Det er der heldigvis masser af eksempler på i hverdagen.

DER ER IKKE brug for flere hensigtserklæringer og målsætninger i kommuneaftaler og andre steder. Der er brug for, at vi tager ansvaret i hverdagen. I Børne- og Kulturchefforeningen og i Skole og Forældre er vi klar - sådan at i morgen kan blive en lille smule mere inkluderende end i dag.