Jeg skrev den i 7. klasse, før rødt blæk ødelage min fantasi. Den hed »Regnvejr«, så det var selvfølgelig passende, at den endte sit liv i netop det. Minder var der også gemt i bamserne fra perioden med ung, dramatisk kærlighed. De fik et spabad i håndvasken efter deres svømmetur i kloakvand og ligger nu i solen på altanen. Deres skæbne er stadig uvis. Tilbage står fortsat en sø i mit kælderrum og derfor en mængde overlevede flyttekasser med ting i min stue.

Søen i kælderrummet er ikke kommunens ansvar. Det er heller ikke min boligforenings ansvar, selvom det hedder sig, at jeg bor i socialt (!) boligbyggeri. Jeg kan søge erstatning hos mit private forsikringsselskab, lader man mig vide, og så er det naturligvis rart, at jeg har tegnet mig en indboforsikring, selvom jeg kun ejer ting med affektionsværdi. De private forsikringsfolk er til gengæld ikke kede af at træde til med en menneskelig indsats. Berlingske berettede tirsdag: »I forbindelse med skybruddet har forsikringsselskaber, håndværkere og andet krisepersonel måtte aflyse sommerferier, opstøve affugtere fra det meste af Nordeuropa, og i øjeblikket er vikarer og al disponibelt mandskab sendt i arbejde (…)«

Men hvorfor flyder vores kloakker overhovedet over? Hvor er de penge, der skulle sørge for, de ikke gjorde det? Hvor er alle de kroner, det arbejdende folk i årevis har smidt i statskassen? Jeg forstår det oprigtig talt ikke.

Hvorfor er der store huller i vejen ved mit fixerum (altså biblioteket)? Hvorfor er vores jernbaner slidt ned? Hvorfor er der kun afsat penge til psykiatrien i SATS-puljen og ikke som en fast post på finansloven sammen med andre, nødvendige udgifter til sundhed og sygdom? Vi lever i en velfærdsstat med verdens højeste skattetryk. I mange år har det arbejdende folk betalt mange penge til fælleskassen for at det fælles kan fungere og for, at vi kan tage os af de svageste.

Men når vi ikke kan det, hvor er pengene så blevet af? De er jo ikke engang røget i kloakken.