Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ingen klar forskel på ord og handling

Mange forestiller sig, at filosofi er en verdensfjern syssel, der ikke har de store, praktiske konsekvenser. Til gengæld er der givetvis mange, der har den opfattelse, at politik er en særdeles praktisk aktivitet. Det muliges kunst – og ikke så meget andet.

01DEBHENRIK-DAHL-161932.jpg
Henrik Dahl Fold sammen
Læs mere

Man kunne derfor fristes til at konkludere, at filosofi og praktisk politik ikke har nogen grund til at nærme sig hinanden. Men jeg vil hævde, at politik ofte kunne have gavn af en solid dosis filosofi. Thi filosofien er ikke altid verdensfjern. Og politik kan ofte have gavn af den indsigt og stringens, filosofien kan tilføre. Her er et eksempel.

Det diskuteres fra tid til anden, om det er rimeligt at forbyde folk at sige visse ting. Ikke mindst i lyset af Grundlovens paragraf 77, som fastslår, at enhver (under ansvar for domstolene) er berettiget til at sige, hvad hun eller han tænker. Og hvad man end mener pro et contra konkrete lovforslag vedrørende ytringer, så henviser de involverede politikere ofte til, at der er forskel på ord og handlinger.

Ja – det er der selvfølgelig. Men eftersom man i mange tilfælde handler i og med, at man taler, er forskellen ikke helt så ligetil at fastlægge.

Nogle ytringer er naturligvis tæt på at være rene beskrivelser af verden. »København ligger på Sjælland«, kan man dårligt kalde andet end en beskrivelse af, hvordan verden nu engang er indrettet.

Men hvad med, »vil du række mig saltet?« eller »der er ikke mere toner!« Det første udløser ved det høflige middagsbord en handling – nemlig at den person, som sidder i bekvem afstand fra både saltet og spørgeren, flytter saltet hen foran den, der beder om det. Det andet er – hvis det ytres af den moderne, bløde chef – en venlig ordre til rette vedkommende om at sørge for, at den tomme beholder med toner snarest muligt erstattes af en fyldt.

Det, jeg har givet eksempler på, er, hvad sprogfilosoffen John Austin kaldte talehandlinger. I dag er hans teori meget bredt anerkendt. Og dermed er det fastslået (indtil Austin en skønne dag modbevises af andre filosoffer), at der slet ikke findes den klare forskel på ord og handlinger, som politikere ofte forudsætter, når de taler om ytringsfriheden og dens grænser.

Ord kan være løfter. Det forpligter en selv til at handle. Ord kan være ordrer. Det forpligter andre til at handle. Ord kan være ritualer. Dermed kan de ændre to menneskers status, så de bliver til rette ægtefolk. Ord kan være løgn. Det kan kaste et menneske i fængsel uden grund. Ord kan være sande. Derfor kan de koste et menneske livet – hvis man for eksempel svigter sin tavshedspligt.

Ingen mener, at det er en krænkelse af ytringsfriheden at forbyde falsk vidnesbyrd for retten. Eller at det er en krænkelse af ytringsfriheden at retsforfølge dem, der bryder deres tavshedspligt. Derfor er der ingen lette udveje. Nogle hensyn vejer faktisk tungere end retten til at sige, hvad man har lyst til. Spørgsmålet er blot hvilke.

Henrik Dahl er MF for Liberal Alliance.