Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ingen kan lære nogen noget – så vi skal sanse os til viden

»De prædiker stadigvæk om tværfaglighed og gruppearbejde, skønt eksperimentet med denne gådefulde læringsform for længst har spillet fallit.« Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Uddannelsesverdenen rammes med jævne mellemrum af nye pædagogiske teorier og praksisser, som sjældent dokumenteres med andet end henvisninger til det påståede »potentiale«. Teorierne finder imidlertid genklang i hele det pædagogisk-administrative kompleks af bureaukrater, uddannelsesledere og rektorer, som lever af at »disrupte« vores uddannelsessystem med få års mellemrum.

Det seneste påfund fra de pædagogiske teoretikere har været at indføre karakterfrie klasser. Begrundelsen skulle være, at eleverne er for stressede og præstationsangste på grund af karaktererne. Flere har ligefrem betegnet karaktergivningen som udtryk for en »syg kultur«, der ødelægger elevernes læringsproces. Man skulle ellers tro, at karakterer netop ansporede til flid, fordybelse og dygtiggørelse. Men åbenbart ikke i Danmark.

Det pædagogiske kleresi af dogmatiske teoretikere er generelt leveringsdygtige i fordummende ideer. De er således de seneste år nået frem til, at lektier er overflødige, da de angiveligt skulle være helt uden effekt. I så fald er uddannelsesprocessen åbenbart den eneste i denne verden, hvor øvelse ikke gør mester. I en ren postfaktuel tilstand af IT-fanatisme fastholder de, at digitaliseringen af uddannelsessystemet øger indlæringen, selv om forskningen tyder på det modsatte.

De prædiker stadigvæk om tværfaglighed og gruppearbejde, skønt eksperimentet med denne gådefulde læringsform for længst har spillet fallit. Eleverne kan naturligvis ikke arbejde tværfagligt, førend de har opnået en reel faglighed i fagene. Mest absurd er dog ideen om læring i bevægelse. Pædagogerne mener at have fundet ud af, at man opnår en bedre indlæring, hvis man bevæger sig samtidig. Derfor sendes eleverne nu ud på de mest besynderlige læringseksperimenter, hvor de danser, løber, leger og sanser sig til matematiske kundskaber og læseevner. Man ved sjældent, om man skal grine eller græde.

Det er dog den pædagogiske løgn i en nøddeskal. Ingen kan lære nogen noget, og vi skal derfor i stedet alle gennem bevægelse sanse os frem til den viden, som åbenbart hele tiden har luret under overfladen. Det er nærmest som i en religiøs sekt, hvor man finder frem til sandheden gennem ritualerne.

Det er sigende for udviklingen, at Roskilde Universitets Center, der har implementeret flest af det pædagogiske kleresis dogmer, for tiden reklamerer med, at de uddanner »kandidater i virkeligheden«. Den fattige bonde, der blot skulle trække ploven i det feudale samfund, var også kandidat i virkeligheden – uden dog at kunne læse, skrive eller regne. Den vestlige oplysningstanke har trange kår, når vi ikke længere uddanner kandidater i et fag med en faglighed. Men når stadigt flere kandidater hverken kan læse, skrive eller regne tilfredsstillende, er det måske meget betryggende for os alle blot at kalde dem for »kandidater i virkeligheden«. Det kan alle blive. Uden at lære noget.