Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ingen i Danmark har overblik over museernes aktuelle indsamling

Danmark har et finmasket net af museer og arkiver. Umiddelbart skulle man tro, at vores historie er i de bedste hænder, men specielt historien efter Anden Verdenskrig har store problemer.

Arkiver kan ikke arbejde som tidligere, hvor man ventede på, at håndværksmesteren døde, og arvingerne efterfølgende betænkte dem. Man kunne så i ro og mag hente papirer fra kældre og lofter. Den tid er slut. I dag skal digitale breve og databaser indsamles, mens de stadig er i brug. Datasystemer lever kun meget få år uden konvertering.

Museerne har tilsvarende problemer. At bevare hele fabriksanlæg er en saga blot. Bruunshaab Papfabrik ved Viborg er nok den sidste danske fabrik, hvis historiske anlæg stadig kan ses intakt og i funktion. Efterkrigstidens fabrikker er for store og komplicerede. Bevaring af enkelte genstande er også et problem. En kreds af endnu aktive flymekanikere kan holde en Douglas DC-3 fra 1944 på vingerne. Derimod vil ingen om 100 år se et passagerfly fra SAS i luften.

Størrelse er ikke eneste problem. Om 100 år vil man ikke kunne vise, hvorledes dagens droner fungerede. De elektroniske kredsløb kan ikke repareres, og gummi og andre kemiske stoffer nedbrydes – men vi kan stadig se og reparere en dampmaskine fra 1800-tallet.

Kulturministeriet nedsatte et arkivudvalg i 2017, men pålagde det kun at beskæftige sig med den offentlige forvaltnings digitalisering. Hverken bevaring af erhvervslivets eller borgernes historie skulle diskuteres.

To visionsgrupper har skrevet diskussionsoplæg om museerne, men Kulturministeriet har kun ønsket en diskussion af organiseringen af økonomisk støtte til statsanerkendte museer. Den konkrete bevaring af kulturarven indgår ikke i diskussionen.

Den manglende diskussion har flere årsager. De lokale politikere ønsker ikke, at deres museum skal dele tilskud med nye museer, Kulturministeriets bureaukrater er så langt væk fra kulturbevaringens dagligdag, at de ikke kan se behovet for en indsats, og værst: Ingen i Danmark har overblik over museernes aktuelle indsamling. Det hedder ellers flot i betænkningen til museumsloven, at museerne skal skabe et fælles museumsvæsen. Uden et overblik kan museerne ganske enkelt ikke koordinere indsamling.

Tidligere præsenterede tidsskriftet »Nyere Tid« alle museers projekter, men i 2004 nedprioriterede Nationalmuseet sin landsdækkende opgave og nedlagde tidsskriftet. Det daværende Kulturarvsstyrelsen lovede en digital erstatning, hvilket aldrig kom.

Museernes fælles database kunne give et overblik, men omkring 29 pct. af samlingerne mangler stadig. Databasens ringe kvalitet gør den ubrugelig, hvor Rigsrevisionen i 2014 fandt, at 80 pct. af de daværende indberetninger ikke levede op til Kulturstyrelsens retningslinjer.

Derfor opfordres alle historisk interesserede til at sørge for, at vi får en debat om bevaring af den nyeste historie.