Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ingen arme – ingen småkager

Karin Sloth: Mens de velbjærgede brækker sig over de fattige og tror, at de trækker diagnoser og bistand i automater, så lever stadig flere psykisk syge unge på gaden. De har ikke overskud til at bede om hjælp

Der er ingen hjælp at hente, hvis man som psykisk syg ikke kan gennemskue, hvor man kan få denne hjælp, hvordan man skal søge den, eller bare ikke kan magte at gøre det, fordi hele ens liv er kaos – hvilket er ret normalt hos psykisk syge. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Og så får de bare en diagnose, så de ikke behøver at arbejde.« Citatet er fra Radio24syv lørdag morgen i en diskussion om, hvorvidt der er fattigdom i Danmark. Ordene kom ud af munden på professor i filosofi Ole Thyssen, CBS. Og senere fortsatte han med at sige: »Når de bare har fået en diagnose, så står der nogle klar til at gribe dem og sørger for alt i deres liv.«

Den virkelighed, jeg som mor til en psykisk syg ung oplever, ser noget anderledes ud. Der er ingen automat i »velfærdssystemet«, der deler diagnoser ud, og selv når den syge har fået en diagnose, så er der ingen, der til at gribe. Tværtimod møder den syge stribevis af teflonbelagte mennesker, der med en beklagende mine konstaterer, at den syge ikke passer ind i den kasse, de er sat til at administrere.

Enkelte gange kan man være heldig og møde en repræsentant, der er klar til at gribe. og så lyder beskeden:

»Hvis du selv sørger for at fremskaffe følgende dokumentation og underskrevne erklæringer, som skal være fremsendt inden xx dage, så vil vi kigge på sagen. Men du skal være klar over, at hvis du ikke når det inden for tidsfristen, så bortfalder ansøgningen.«

Det er måske også derfor, at vi i sidste uge kunne læse SFIs seneste opgørelse, der viser, at der nu er over 1.000 unge, der ikke har tag over hovedet, fordi dette samfund, gør alt andet end det, professoren og hans meningsfæller tror.

Ingen griber de svageste, der ikke magter at bede om hjælp. Meget kort kan man sige »Ingen arme - ingen småkager.« Der er nemlig ingen hjælp, hvis man som psykisk syg ikke kan gennemskue, hvor man måske kan få hjælp, hvordan man skal søge den, eller om man magter at gøre det, fordi hele ens liv er kaos - hvilket er en normal tilstand for psykisk syge.

De unge kan sagtens være i gang med en behandling uden, at en eneste tjekker, om de har penge til at forsørge sig selv. De unge kan også sagtens være på kontanthjælp, uden at en eneste tjekker, om de får den psykologbistand, de skal have, mens de venter et halvt til et helt år på den relevante behandling. De psykiatriske skadestuer udskriver selvmordstruede unge til et kollegieværelse, uden at informere de nærmeste pårørende og uden at henvise til en behandling.

Jeg kan måske godt forstå, at professoren og andre med ham tror, at vi har et samfund med et solidt og stærkt sikkerhedsnet, der hjælper de svageste. Jeg har også selv haft den naive forestilling. Men af egen erfaring kan jeg i hvert fald konstatere, at de mange tilbud man kan læse om i hvert fald ikke gælder for borgere, der er i gang med en uddannelse og på SU.

Der er en masse regler for, hvordan kommuner og behandlingsstedet skal samarbejde. Men de studerende hører ikke til i kommunen - men i staten, og her er ingen at koordinere med.

Der er tre muligheder for økonomisk hjælp, men ingen holder hånden under den psykisk syge studerende.

1. Handicaptillæg, men kravet er, at studiet skal gennemføres på normeret tid.

2. Ekstra SU-klip, men kravet er, at den syge skal være studieaktiv, ellers bliver de ekstra SU-klip ikke udbetalt.

3. Revalidering i kommunen, men så må man ikke allerede være tilmeldt et studie, og det skal gennemføres på normeret tid.

Hvis den studerende i en periode er gået i sort med en depression, og derfor ikke er studieaktiv, så mister de alle muligheder for at få økonomisk hjælp og retten til studiebolig.

Når den studerende så henvender sig i kommunen er beskeden, at vedkommende først kan få hjælp når de har orlov eller helt melder sig fra uddannelsen. Da studerende har ikke ret til orlov på grund af sygdom vælger mange at droppe deres uddannelse. Når de så forsøger at vende retur og blive genoptaget på en uddannelse, så stopper den kommunale hjælp, og de skal søge SU. Når de så ikke kan læse på fuld tid på grund af deres sygdom, så løber de tør for SU-klip. Og så begynder cirkusset forfra.

Egentlig er vi ikke så langt fra fortidens tankegods, der ordinerede indespærring, dårekister og piskestraf som behandlingsform til psykisk syge. Jeg ved godt, at det ikke er præcis det, Ole Thyssen og andre superliberalister siger, men selv med min allerbedste vilje kan jeg ikke tyde bemærkningerne om, at de svage har det for bekvemt og ikke vil tage ansvar for at forsørge sig selv, som andet end arvegods fra den fortid, hvor man mente, at sygdom og svagelighed kunne udryddes med straf og sanktioner.

PS: Ikke alle unge psykisk syge studerende havner på gaden. Nogle holder fast i drømmen om at klare sig selv og nægter at melde fra på studiet, selv når de ikke kan få SU. De håber at de i næste semester er i stand til at følge deres studie. De må leve i månedsvis uden en krone på lommen, låne penge af familien plus »skralde« - altså lede efter spiselige rester i butikkernes containere. Min søn er en af dem.