Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Indvandringen eskalerer volden

Antallet af ikke-vestlige indbyggere vil stige med mindst 173.000 mennesker frem mod 2020. Politikerne vil ikke gøre noget effektivt ved dette massive samfundsproblem, fordi de ikke vil bringe sig i konflikt med FN, EU og Angela Merkel ved at opsige de internationale konventioner.

Kasper Støvring. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nye tal fra Finansministeriet viser, at antallet af ikke-vestlige indbyggere i Danmark mindst vil stige med 173.000 mennesker frem mod 2020. Det koster så meget, at der hverken er råd til skattelettelser eller det høje velfærdsniveau. Dertil vil stigningen medføre en yderligere eskalering af voldskriminaliteten.

Regeringen vil ikke gøre noget effektivt ved dette massive samfundsproblem. Dansk Folkeparti og de andre partier lurepasser, så det er godt, at Nye Borgerlige efter alt at dømme kommer i Folketinget efter næste valg. Hvorfor politikerne ikke vil gøre noget ved problemet, der ellers er relativ let at løse? Fordi de ikke vil bringe sig i konflikt med FN, EU og Angela Merkel ved at opsige de internationale konventioner, der svinebinder Danmarks selvstændighed.

Det er f.eks. konventionernes bestemmelse om ret til familieliv, der forhindrer, at Gimi Levakovic udvises af Danmark. Manden har ellers 23 fængselsdomme for vold, røveri og afpresning, og hans familie har kostet landet over 70 millioner kroner. Politikere agerer forargede og taler om stramninger. Men det gjorde de allerede for flere måneder tilbage, da Levakovic-sagen også var til debat. Men intet skete dengang, og intet vil ske nu på grund af de hellige konventioner.

Den bølge af vold, der følger af indvandringen, får stadigt nye udtryk. Efterretningstjenesten advarer nu om, at de kriminelle miljøer bliver »rugekasser« for terrorister. For nylig kom det frem, at hver tredje indsat i danske fængsler har udlændingebaggrund, ligesom der er sket en stigning i vold ifølge Danmarks Statistik 2016. F.eks. er knivvold på højeste niveau i fem år.

Sidste år steg kriminaliteten begået af migranter i Tyskland med 79 procent, herunder seksuelle overgreb og mord. Tallene fra overgrebene i Köln nytårsaften er endda ikke med. Her blev der ifølge den officielle rapport registreret 1.527 lovovertrædelser, herunder 529 seksualforbrydelser. Altså på en enkelt nat i en enkelt by! Ud af 153 identificerede gerningsmænd er 149 udlændinge.

Fire ud af fem, der fremstilles i dommervagten i København, er udlændinge. Det er en stigning på 15 procentpoint på otte år. Omkring halvdelen af alle overfaldsvoldtægter begås af udlændinge, det varierer dog efter år. Regeringen vil »løse« problemet med en kampagne, der fortæller udlændinge, at man ikke må voldtage danske kvinder. Det er absurd, for den slags mennesker skal selvfølgelig overhovedet ikke lukkes ind i landet.

Man kan roligt regne med et meget højt mørketal. Først skal der overhovedet anmeldes, så skal politiet tage sagen, så skal de finde og arrestere gerningsmanden, så skal han for en dommer, så skal dommeren fælde en dom... Der går altså en lang, stenet vej fra den kriminelle handling til dens optagelse i statistikken. Læg dertil, at antallet af politianmeldelser, som politiet ikke har ladet indgået i statistikken, på syv år er steget 25 procent til 83.674.

Vil man have anskuelsesundervisning i, hvor galt det hele kan gå, kan man kigge på Sverige. Her var der i 1990 ifølge den kurdisk-fødte politolog Tino Sanandaji tre eksempler på parallelle samfund. I dag er der 180, hvoraf 55 er deciderede »no-go zoner«, som politiet ikke har magten over.

Vil man gå alle disse tal efter, kan man læse med på min blog her i avisen, hvor jeg fremlægger kilderne. Dog må jeg gøre opmærksom på, at dette ikke er en særskilt diskussion om islam. Debatten handler primært om en importeret lov- og normløshed fra Afrika og Mellemøsten.

Tilbage til politikernes manglende vilje til at forhindre en eskalering af volden. Hvis man har fulgt folketingspolitikere på tæt hold, ved man, at de ligger under for konventionerne, og det vil i virkeligheden sige de embedsmænd, der fortolker dem og vejleder politikerne. Magten ligger altså især hos politiserende jurister, der, som Lars Kaaber har påpeget, gang på gang fremhæver skrækscenarier om, at Danmark kommer »på kant med konventionerne«, at udvisninger er nærmest umulige at gennemføre, at ligheds- og proportionalitetsprincipperne i lovgivningen står for fald, og at problemet med kriminelle udlændinge er meget mindre, end pressen gør det til.

Danske borgere kan kun sikres mod kriminelle udlændinge, hvis politikerne har modet til at træffe beslutninger, der gør dem upopulære i ministerierne og overnationale organer. Den slags politikere har vi ikke særlig mange af i Folketinget. Endnu.

Et populært argument mod at opsige konventionerne går på, at vi dermed destabiliserer det retssystem, der har domineret Europa siden efterkrigstiden. Det argument fremførte bl.a. Radio 24/7-redaktøren Simon Andersen forleden. Men det er en typisk »legalistisk« fejlslutning og et argument, der, skønt det fremføres som fornuftsbegrundet, appellerer stærkt til følelserne: Barbariet kommer, hvis konventionerne suspenderes.

Men det er jo ikke konventionerne, der skaber et retssamfund. Det er ikke nok at nedskrive lovene, de skal også efterleves af borgerne og implementeres af institutioner, der har legitimitet. Folket skal kunne identificere sig med de myndigheder, de regeres af, og de skal anerkende lovene som »deres« love. Spørgsmålet er, hvor megen legitimitet f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har. Og spørgsmålet er, om ikke borgernes retsfølelse svækkes alvorligt, når dybt kriminelle udlændinge ikke kan udvises af hensyn til overnationale konventioner.

Før man overhovedet kan sige, at lovene og institutionerne er »vores«, må man kunne sige »vi«. Borgere er ikke primært bundet sammen i politiske og retslige fællesskaber, men derimod i kulturfællesskaber. De er kilden til identitet. Eller sagt anderledes: Det er kun den kulturelt homogene nationalstat, der sikrer et stabilt retssamfund, fordi den bygger på sammenhængskraft indadtil og løser problemet med grænsestridigheder udadtil. Først i en velfungerende nationalstat er borgerne villige til at adlyde love, der ikke er i deres egen snævre interesse.

Det er altså nationalstatens love og institutioner, der skal nyde forrang, ikke overnationale konventioner, der i værste fald nedbryder både sammenhængskraften og retssamfundet.