Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Inden der lægges ligklæde over Dansk Folkeparti, så tjek lige partiets resultater

Mens kommentatorerne snakker, har Dansk Folkeparti på det seneste fået indført et paradigmeskift i flygtningepolitikken, presset statsministeren til at sløjfe regionerne, de facto nedsat den kriminelle lavalder til ti år og fået medieforliget genåbnet.

»Dansk Folkepartis største bedrift er at få eksporteret form, stil og indhold til andre partier,« skriver Anne Sofie Allarp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Chokket er til at føle på. Dansk Folkeparti, der er gået fra sejr til sejr i stort set hele sin levetid, står til omkring 14 procent af stemmerne ifølge flere målinger.

Ved valget i 2015 fik partiet 21,1 procent, hvilket har fået kommentatorerne til at flokkes som ådselgribbe om dissekeringen af partiets »krise« og dets »farvel«.

Det er tilbagetrækningsalderen, det er DFs legitimering og flirt med Socialdemokratiet, eller måske er det konkurrencen fra total-teatret helt yderst på fløjen. Sådan lyder nogle af de analyser, som lige nu farer rundt i medie-Danmark.

Men det er svært at have rigtigt ondt af så bragende en succes som Dansk Folkeparti, der stadig svinger taktstokken over langt hovedparten af Folketinget.

Mens kommentatorerne snakker, har Dansk Folkeparti på det seneste fået indført et paradigmeskift i flygtningepolitikken, presset statsministeren til at sløjfe regionerne, de facto nedsat den kriminelle lavalder til ti år og fået medieforliget genåbnet.

Taktisk har partiet placeret sig i en situation, hvor de er garanteret indflydelse: Fortsætter blå blok, så bliver det med Dansk Folkeparti om bord. Og skulle Socialdemokratiet have et såkaldt »rødt« flertal bag sig, har Dansk Folkeparti lovet at komme ilende med sine mandater. Det vil samtidig bevirke en endnu dybere splittelse inden for »rød blok«. Det er slet ikke dumt.

Men Dansk Folkepartis største bedrift er at få eksporteret form, stil og indhold til andre partier.

For hvad skal man med 20 procent af mandaterne, hvis langt hovedparten af medlemmerne af Folketinget alligevel støtter ens national-idiosynkratiske projekt af håndtryk, beklædningskontrol og statsautoriseret smykketyveri?

Hvis man kan påvirke selveste tidsånden til at fortolke alt, hvad der ikke er moralsk anløbent, som endeløst naivt? Hvis det er lykkedes at konvertere den offentlige samtale til noget, der primært foregår gennem forenklede, fordrejede og forsimplede budskaber, og hvis man har haft held til at væsensforandre andre partier, så de i påfaldende grad minder om en selv?

»Tænker man politik som muligheden for at påvirke samfundsudviklingen afgørende, må Dansk Folkepartis ledelse simpelthen gå rundt på Christiansborgs gange, flæbende af lykke.«


Det er som bekendt ligegyldigt for retstilstanden og ikke mindst de borgere, der bliver berørt af en given lovgivning, om forligskredsen støttede loven af taktiske hensyn. Til gengæld kan årtiers strategiske spejling af et parti som Dansk Folkeparti placere selv regeringsbærende, historisk afgørende partier i et identitetstab, som kan være svært at komme sig over.

I dag er partiet Venstre synonymt med sin grænsesøgende, kage-spisende udlændinge- og integrationsminister. Og Socialdemokratiet er synonymt med Dansk Folkepartis politiske projekt på afgørende værdipolitiske områder. De to partiers politik er grundlæggende forandret af tilstedeværelsen af Dansk Folkeparti, og jeg tvivler på, at de to partier ville kunne finde hjem til deres oprindelige politiske identitet i dag, selvom de forsøgte.

I et politisk landskab, hvor valghandlinger primært handler om partifarve-klanens genansættelse og muligvis forfremmelse til en ministerbil, er det naturligvis en smule abstrakt at tænke i et politisk partis konkrete politiske indflydelse og dets forandringskraft.

Men tænker man politik som muligheden for at påvirke samfundsudviklingen afgørende, må Dansk Folkepartis ledelse simpelthen gå rundt på Christiansborgs gange, flæbende af lykke.