Men det er ikke nok at svinge pisken. Og Carina-debatten i efteråret afslørede, at det heller ikke er nok med guleroden. Hvis hverken pisk eller gulerod kan få kontanthjælpsmodtageren i arbejde - hvad kan så?

Arbejde handler i dag om så uendeligt meget mere end penge. I den velfærdsstat, som de fleste danskere (trods alt) bakker op om, er det ikke længere nødvendigt for overlevelsen at gå på arbejde. Punktum. Det bør prompte føre til erkendelsen af, at arbejdets værdi defineres ud fra helt andre kriterier end for 40 år siden. Et arbejde anno 2012 er en identitet. Så drop al snak om, hvorvidt mindstelønnen skal være større eller mindre end Carinas kontanthjælp. De såkaldt bløde værdier er i dag en langt større motivationsfaktor end lønnen. Udover julefrokoster, kaffepauser og kollegialt fællesskab handler arbejde om solidaritet. Solidaritet med velfærdsstaten, som er det forsikringssystem, vil alle kan få brug for på et tidspunkt i vores liv.

Når værdien af arbejde i dag skal findes helt andre steder end i lønningsposen, stiller det nye krav til os, der allerede har et job. For vi har nu et kæmpe ansvar for at leve op til arbejdets immaterielle værdi. Det er vores opgave at invitere kontanthjælpsmodtageren eller den nyuddannede akademiker ind i varmen. Og nej, det er ikke nok bare at stikke dem et job. Som arbejdsgivere, kolleger og samfundsborgere har vi pligt til at gøre op med tåbelige hierarkier, forældede upstairs-downstairs systemer og gedigen mobning, som desværre stadig er virkelighed på rigtig mange danske arbejdspladser. Ikke just befordrende for en kontanthjælpsmodtager med selvtilliden helt i bund, der træder sine første spæde skridt ind i arbejdslivets forførende fællesskab.

Hvis den aktuelle selvtilfredse foragt for de arbejdsløse får lov at brede sig på arbejdspladserne, kommer vi ingen vegne. Der er i stedet behov for imødekommenhed, inklusion og reel vilje til at lade andre komme til. Vi har nemlig pligt til at gøre plads til mange flere her i varmen.