Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ikke et ord om grænsekontrol

»Handlingslammede regeringer straffes, handlingens folk belønnes. EUs stats- og regeringschefer vil snart komme til at ændre udviklingen. Terroren, migrantkaos og sammenbruddet af de ydre grænser udgør det nødvendige momentum for fælles EU-handling. Sammen kan vi mere end hver for sig.«

Foto: Linda Kastrup. Jesper Beinov.
Læs mere
Fold sammen

Angst og frygt for sammenbrud er herskende stemninger i Europa lige nu. Migrantkrise, terror og økonomisk smalhals sætter sig spor i os. Europas fald er næppe forestående. En kombination af de praktiske problemer og et vælgermæssigt pres på det politiske system skal og vil nemlig forårsage en brat og snarlig opvågnen, som fører til, at ansvarlige politiske ledere handler på en sådan måde, at udviklingen vender.

Tanken om Europas fald er et gammelt billede. Som i den grad greb mig ved DRs Nytårskoncert i Koncerthuset, hvor man spillede Maurice Ravels »La Valse«. Det lyder så moderne i al dets splittethed, selvom det lille orkesterstykke er skrevet for så længe siden som i 1919 – året efter Første Verdenskrigs afslutning. Værdiernes sammenbrud var tydelig med krigens over 15 mio. dræbte. Såvel den gamle verdens harmoni som den glade wienervals var endegyldigt brudt sammen. Hos Ravel er der mørke, kaos og indimellem klange af den forsvundne vals. Et sindbillede på en verden af i går.

Selvom vi i Europa og Danmark langtfra er der endnu, tager bekymringen til. Så meget at en af mine yndlingshistorikere – engelske Niall Ferguson – for nylig drog parallellen mellem vor tid og Roms fald. Det er den mest udbredte undergangsforestilling, som er dukket op så mange gange i historiens løb. Sammen med forfaldshistorier er de blevet brugt som modbilleder, modstillinger og dermed et spejl på vores egen tid.

Faktisk har man kendt dem siden romerrigets dage for knap 2.000 år siden, hvor historikeren Tacitus sammenlignede de udlevede romere med de livsduelige germanere – et moralsk modbillede til romerne selv. Roms langt senere fald, som er sat til 476 e.Kr., har været genstand for masser af spekulation. Allerede i 1700-tallet skriver Edward Gibbon »Det romerske riges forfald og undergang« om dette imperium, hvis definitivt sidste suk blev draget med Byzans’ fald i 1453, hvor de tyrkiske osmanner invaderede, hvad der siden blev Istanbul.

Teorier har været mere eller mindre vidtløftige, og der er spekuleret i enkelte eller flere årsager: Blødagtighed, et splidagtigt korrupt politisk system, faldende kamp- og forsvarsvilje, økonomisk krise, borgerkrig og folkevandringer. Tænk hvor meget det ligner, hvad der siges i dag. I USA har der siden Irak-eventyret og finanskrisen været ekstra gang i dommedagsmaskinerne. »Er vi Rom?« spurgte f.eks. den amerikanske skribent Cullen Murphy i en bog fra 2007. Og pegede på USAs moralske, neokonservative udenrigspolitik som fejlslagen og på det politiske systems manglende evne til at fungere.

Bøger og artikler af samme slags ser vi nu i Europa. Der lyder røster om »Europas sidste dage«, som en titel lyder på en ret alarmistisk bog. At Europas ændrede demografi og befolkningssammensætning kan ændre stat og samfund, hurtigere end vi tror, er ubestrideligt. Tillige kan terrortruslen gøre os angst. Men fremfor skrækblandede forestillinger, som historien er så rig på, må vi kræve resolut handling. Handlingslammede regeringer straffes, handlingens folk belønnes. EUs stats- og regeringschefer vil snart komme til at ændre udviklingen. Terroren, migrantkaos og sammenbruddet af de ydre grænser udgør det nødvendige momentum for fælles EU-handling. Sammen kan vi mere end hver for sig. Uden handling viger frygten ikke for den optimisme, vi har så meget brug for i 2016.