Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ikke et ord om Eva Kjer

De blå partiledere må pinedød holde sammen på trods af forskellene, være uenige på en skikkelig måde og så derudfra producere robuste løsninger.

Jesper Beinov: »Karakteristisk nok går det bedst for de blå, når de tøjler uenigheder og formår at producere robuste resultater. Der var masser af borgerligt-liberale resultater i VKO-årene 2001-11, og Lars Løkke Rasmussen har formået at gentage kunststykket siden regeringsdannelsen i sommer. Når det går godt, er der en respektfuld uenighed.« Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Når de blå slås sammen, vinder de, mens de taber, når de slås indbyrdes.

For mig at se kan de indbyrdes relationer mellem de blå partier bedst sammenfattes i udtrykket »Dødsfjende-Hjertenskær«, i øvrigt titlen på et erindringsbind af den frisindede Agnes Henningsen, i dag bedst kendt som P.H.s mor.

Historien er den store læremester i så henseende. De gamle dage var slet ikke så gode endda. Fra 1920erne kæmpede Venstre og Det Konservative Folkeparti om, hvem der var det mest blå parti. Til sidst overspillede Konservative deres kort, og det kostede de blå magten fra 1929-1945. Den mest harmoniske borgerlig-liberale regering var vel VK-regeringerne fra 1950-53, hvor konservative fik regeringsansvar – før det havde de kun været med i besættelses- og befrielsesregeringen. Og hvor det gik så godt for VK-sammenholdet, at Radikale blev jaloux og udløste regeringens fald i 1953, mens Venstre sagde nej til Radikale til at få magten alene i 1957, fordi K ikke skulle snydes, og så forærede R magten til Socialdemokratiet.

Så gode venner blev VK i den periode, at Venstres Erik Eriksen i 1965 antydede, at de to partier skulle forenes i et parti. Det var medvirkende til at udløse Venstrehøvdingens fald, og efterfølgeren Poul Hartling slog da også fast, at VK skulle slås sammen mod venstrefløjen og ikke slåes sammen til et parti. Det blev set som et svigt af K. Den konservative belønning kom da også i 1968, da der var VKR-flertal. Her forærede K Statsministeriet til de Radikale. Det kom der en regering ud af, der stod for en skattestigning uden sidestykke.

Af gode grunde gjorde dette – og andet – blå vælgere rasende. Siden fik vi Jordskredsvalget i 1973, og uanset at der kom flere blå partier til, sloges de konstant til gavn for den røde side. Sådan gik det i årene frem til, Poul Schlüter genialt byggede bro i form af Firkløverregeringen i 1982. De borgerlige regeringer endte i 1993, da der gik tamiler - ikke termitter - i regeringstaburetterne.

De sidste årtier er anskuelsesundervisning i henseende til blå splittelse. Vinderen er hver gang rød blok, når der er bal i den borgerlige. I 1990erne lykkedes det fermt S-finansminister Mogens Lykketoft at splitte VK-samarbejdet ved at give de konservative solide indrømmelser for et brud med V. Først i den konservative kæmpe Per Stig Møllers formandstid fra 1997 klinkede han og Uffe Ellemann-Jensen skårene, og de to partier formåede at holde sammen. Siden kom andre blå partier til i form af Dansk Folkeparti og senest Liberal Alliance, og de fire blå partier har både haft perioder med harmoni og skyttegravskrig.

Karakteristisk nok går det bedst for de blå, når de tøjler uenigheder og formår at producere robuste resultater. Der var masser af borgerligt-liberale resultater i VKO-årene 2001-11, og Lars Løkke Rasmussen har formået at gentage kunststykket siden regeringsdannelsen i sommer. Når det går godt, er der en respektfuld uenighed. Der finder politiske brydninger sted, der er gentagne holmgange, som naturnødvendigt afspejler mandatfordelingen partierne imellem. Sådan er det jo, og sådan skal det være. Hvis ikke der var uenigheder, kunne de lige så godt danne »Blå Blok United«.

De blå kan jo godt, når de vil. Op til valget i 2011 producerede de en række udspil, der nu er retningsgivende for regeringen. Og så er vi ved 2016, hvor der nu lurer en ny, farlig splittelse. Hver især har de blå partier legitime ønsker, og de skal ikke være enige i alt. Men de blå partiledere må pinedød holde sammen på trods af forskellene, være uenige på en skikkelig måde og så derudfra producere robuste løsninger. Det forventer vælgerne. Og de fortjener det også.