Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ikke en sag for ministeren

Marie Høgh, Sognepræst Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi må ikke være fedtede med Vorherre – heller ikke når det gælder asylansøgere! Hvad enten de er muslimer, der ønsker at konvertere, eller forfulgte udøbte kristne, skal vi selvfølgelig gå ud fra, at de banker på kirkens dør – ikke for at søge asyl, men fordi de søger Guds rige.

Men nu mener kirkeminister Bertel Haarder, at det ville være en god ide, at de venter med dåben til deres asylsag er behandlet, »for at befri dem for mistanken om, at de gør det for at få asyl« lyder det i en pressemeddelelse fra kirkeministeriet. Kirkeministeren kan ikke nære sig, han vil også gerne vide »hvor mange der lader sig døbe efter de har fået asyl, sammenlignet med hvor mange der lader sig døbe før de har fået asyl« (Kristeligt Dagblad 6.04.2016).

Gider han lige styre sin nysgerrighed? Hvad bilder han sig ind? Det er ikke præsternes sag at granske hjerterne, men enhver præsts pligt at døbe enhver, som tror. Vi skal sørge for sjælen – ikke for politiske forhold.

Et stigende antal asylansøgere bliver kristne, som Berlingske gjorde opmærksom på i en artikel forleden. (Berlingske 4.04.2016). Og vi skal være varsomme med motivgranskning, ikke mindst når vi ved hvilken pris, den kristne dåb har for asylansøgere hvis de vender hjem. De kan få hugget hovedet af. Og får de asyl og bliver i Danmark er forfølgelser, æresvold og udstødelse i de muslimske miljøer ofte konsekvensen af at blive døbt.

Den kristne dåb kan koste asylansøgere livet – og det er ude udmærket selv klar over. Det medfører heller ikke statsborgerskab. Det ved de også. Og dåben er heller ikke et spørgsmål om folkekirkeforhold. Dåben kan have til følge, at man optages i folkekirke. Men ikke nødvendigvis. Dåben har i sig selv intet med folkekirken at gøre. Folkekirken er ingen frelsesanstalt, og den kristne dåb er jo ikke et sakramente, der er indstiftet af kirkeministeren, men af Kristus. Hvem kan så give os ret til at nægte dåben? Ingen!

Tværtimod udgår der en dåbsbefaling, ikke fra kirkeministeren, men fra Kristi egen mund (Matt. 28,18-20). Den lyder ved hver en kristen dåb og består af to dele: »Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.« Det er vores teologiske eller pastorale ombud. Vi døber med vand og Helligånd fordi Kristus siger det. Punktum. »Og,« lyder anden del, »idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.«

Det er dåbsoplæringen dvs. oplæring i og oplysning om kristendommen. Det er ikke en prøve til dåbsbefalingen, men en troens gave. Og det er den del, vi som præster har ansvar for gennem samtaler og undervisning. Og varetages dette samvittighedsfuldt er det i øvrigt den bedste vej til integration, idet Danmark er et kristent land, som kirkeministerens regering selv har meldt ud. Det er så vores opgave at sørge for, at de bliver taget imod og får en plads i vore kristne fællesskaber.