Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ikke altid gevinst på lykkehjulet

Byline billede: Sognepræst Marie Høgh Fold sammen
Læs mere

The reality is: sometimes you lose. And you’re never too good to lose. You’re never too big to lose. You’re never too smart to lose. It happens.«

Ja, så enkelt er det. Så enkelt blev det sagt af Beyonce i et interview efter en konkurrence, hvor hun mod alle odds, ikke vandt. Ja, sådan er virkeligheden: nogle gange taber man. Man er aldrig for god til at tabe. Man er aldrig for stor til at tabe. Man er aldrig for smart til at tabe. Det sker.

Men alligevel er lykke bare blevet et borgerligt ombud. Et mantra. Vi skal være så fandens lykkelige. Ja, forestillingen om lykken er blevet en tyran, der er med til at tabuiserer forhold i menneskelivet, der i virkeligheden er højrisikable sociale eksperimenter uden garanti for at resultaterne bliver lykkelige. De bliver bare, som de nu bedst kan.

Lykkelige skilsmisser – hvem tror på det længere? Og myten om de lykkelige sammenbragte familier punkterede Anne-Sophia Hermansen i et hudløs ærligt blogindlæg (Berlingske 13.03), mens Eva Selsing er varsom med at idealisere kernefamilien, selvom konstruktionen, som Selsing skriver, er noget nær ideel (Berlingske 20.03). Om det er skilsmisse, kerne- eller sammenbragt familie – så har konstruktionen bare at være lykkelig. Det er et symptom i tiden.

Familieforholdene er hårdt prøvet i jagten på lykken. Vi forventer os simpelthen for meget. Vi skal helst kunne være i stue sammen med både dem vi holder af, holder ud og ikke kan holde ud. Ingen må fejle. – Ingen kan leve op til det, og vi sætter hinanden under et voldsomt pres for at blive lykkelige. For der er bare ikke altid gevinst på lykkehjulet. Gu’ ved hvad de havde forestillet sig på Kristeligt Dagblad, da de for et par år siden bragte en »lykketest«?

Ønsket om lykken er selvisk. Ønsket om »ikke forstyrrende negative ting i livet«. Er lykken ikke bare det vi stræber efter, for at have en undskyldning for at være ulykkelige? Måske. Vi er lykkejunkier og villige til at gå langt for at få et fix, som Lone Frank drager den yderste konsekvens af i »Lystens Pioner«. Dystoper, men læs den!

Så er lykken i virkeligheden ikke bekymringens bror? For måske er lykken det, der var der, mens vi bekymret ledte efter den, men ikke havde viljen til at holde det nærværende for lykken? For måske er lykken det, der var der, mens vi ledte efter den? John Lennon havde jo ret: »Life is what happens while you’re busy making other plans.« (Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.)

Og pludselig lander lykkehjulet så på gevinstfeltet. – Men hvorfor er lykken så lunefuld? Fordi vi er nød til at tage hele menneskelivet på os. – Lykken ligger jo i pletter.

Svantes lykke varede også kun én dag, eller en morgenstund. Danmark er et af verdens lykkeligste lande, med størst forbrug af psykofarmaka, og vi elsker Svante! Den lykkelige vise om kaffen der er klar, Nina med nøgen hud, brusebad og ostemad. Storheden i det nære. Selvom »the reality is: Sometimes you lose« – så må lykken være, at være fri for at jage lykken.