Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ikke alle Trump-tilhængere er gakkelakkere

»De glæder sig i Trumpland. Ikke fordi de alle sammen er dårlige, ureflekterede mennesker, som mange synes at tro. Men af den simple grund, at det nu er deres tur til at bestemme. Like it or not.«

Jeg var ved at bestille den uortodokse, men ikke uefne kombination af cæsarsalat og pommes frites, da min danskeraccent afslørede mig. Herren ved siden af spurgte nysgerrigt, hvor jeg kom fra, og så kørte snakken mellem to fremmede, som den ofte gør i USA. Vi sad på en hotelrestaurant i Charleston, hans dialekt var bred som Mississippideltaet, og ordene rullede i samme adstadige tempo som en bedaget Buick.

Et par timer senere, da fritterne havde taget permanent ophold på lårene, havde vi været omkring det meste. Hans succes med at bygge et firma op, der i årtier har leveret aircondition til sommervarme amerikanerhjem. Hans kristne religiøsitet, som han havde taget op til overvejelse, da hans to børn viste sig at være homoseksuelle. Hans glimrende forhold til selvsamme, nu voksne yngel, som han elsker højt, selv om de er »liberal as hell«. Og selvfølgelig hans udelte begejstring for USAs nye præsident, som han i den grad har stemt på, og som han føler, endelig har sikret en almindelig, hårdtarbejdende amerikaner ordentlig repræsentation i Washington.

I en tid, hvor Donald Trump er globalt samtalestof på alt fra dates til forretningsmøder, og hvor rituelle mishagsytringer nærmest er obligatoriske, er det nemt at lulle sig ind i forestillingen om, at hans tilhængere er en flok rednecks, der befinder sig på gakkelak-siden af normalitetsbegrebet. Et par dage i de røde stater vil overbevise de fleste om, at Trumps fanbase ikke bare er bredere, end de fleste tror, men også så loyal, at de fleste danske politikere ville dåne af misundelse. Jo, jo, Trump er måske nok rigeligt rap på den verbale aftrækker, men ændrer det på, at han er den rette mand i Det Hvide Hus? Aldrig i livet! Og skulle de vakle i troen, får den hurtigt ny næring af den dæmonisering, de oplever fra resten af verden.

Den lange tabsliste

Trumps sejr har gjort mange til ofre for det demokrati, de engang hyldede.

USAs Demokrater har tabt magten og deres umiddelbare tro på fremtiden. De moderate republikanere har mistet deres parti i en grad, så flere af dem nu savner den notorisk upopulære George W. Bush. Eller som en af mine republikanske venner sagde forleden: »Hell, at this point I even miss Bill Clinton!« Europæerne har vinket farvel til den trygge nattesøvn, de engang sov, i visheden om, at USA havde deres ryg.

Tabslisten er lang.

Men den ukomfortable sandhed er, at millioner af amerikanere har fået præcis den præsident, de ønskede sig. Hver gang Trump gennemfører et valgløfte, fyrer en svada af på Twitter eller deler lussinger ud til de liberale medier, klapper hans vælgerbase i hænderne. Og jo mere de udskammes af omverdenen, jo højere klapper de.

De glæder sig i Trumpland. Ikke fordi de alle sammen er dårlige, ureflekterede mennesker, som mange synes at tro. Men af den simple grund, at det nu er deres tur til at bestemme. Like it or not.