Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Ikke alle har tid til flextid, Manu«

Når Socialminister Manu Sareen udtaler, at familierne bare skal droppe yoga og klidbollerne er der fare for, at alle børnefamiliers udfordringer reduceres til individuelle valg. Det overskygger helt og ændrer ikke på, at måden vi indretter vores samfund på, påvirker familierne.

Foto: Torkil Adsersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til et forældremøde i en daginstitution foreslog en far, at vi forældre skulle aflevere børnene op ad formiddagen - der er jo flere fremmødte pædagoger, argumenterede han. Sympatisk. Men langtfra en mulighed for sygeplejersken eller postarbejderen, der har faste mødetider og døgnarbejde. Mediernes debatspalter har de seneste dage været fyldt med karrieredamer, der har svært ved at få tid til børnene i tidslommen mellem et BBC-interview og en Pilates-time. Det er rigtig nok klynk, og bør ikke være et samfundsmæssigt problem. Men når Socialminister Manu Sareen udtaler, at familierne bare skal droppe yoga og klidbollerne er der fare for, at alle børnefamiliers udfordringer reduceres til individuelle valg.

Det overskygger helt og ændrer ikke på, at måden, vi indretter vores samfund på, påvirker familierne. For det er ikke klynk, når familier med døgnarbejde og faste mødetider har udfordringer med familie/arbejdslivslivs-balancen. Sådan er hverdagen bare. Det er derfor man hver morgen kan se sosu-assistenter og politimænd stå foran vuggestuerne klokken 06.30 og utålmodigt vente på at smide ungerne i armene på de første pædagoger. Og søndag aften, når ungerne er lagt, sidder de med ægtefællen i sofaen og sammenligner vagtplaner. Det er kalendergymnastik, der ikke bliver lettere af lukkedage, og at alt for få institutioner har lange åbningstider. Familie- og arbejdslivskommissionens rapport pegede allerede i 2007 på, at 900.000 erhvervsaktive danskere har udfordringer med familielivsbalancen, hvor både individet, arbejdsmarkedet og politikerne har et ansvar. Hvorfor er det så slemt, at bede politikerne forholde sig til det?

I dag har vi heldigvis mere billig take-away, opvaskemaskiner og Ramasjang. Vi har gennem overenskomsterne fået længere barsel, omsorgsdage og ret til barns første sygedag. Men det ændre ikke på, at nutidens børnefamilier oplever en presset hverdag. Førhen gik vores bedstemødre hjemme. De lavede mad og gjorde huset rent. En gang om ugen kunne mormor passe, når mor og far skulle arbejde. I dag er bedsteforældrene stadig på arbejdsmarkedet, og pensions- og efterlønsreformen betyder, at fremtidens bedsteforældre vil få sværere ved at passe børnebørn. Hertil skal lægges at storbyens huspriser tvinger nutidens lønmodtagere til at bruge flere timer som pendlere på indfaldsvejene end vores forældre gjorde. Om det er blevet lettere eller hårdere at have børn, er ikke så let at opgøre.

Men hvorfor i det hele taget reducere nutidens børnefamilier til klynkere og negligere deres udfordringer, bare fordi fortidens forældre måske også havde det hårdt? En sygeplejerske og tvillingemor fortalte lykkeligt, at hun netop er gået ned i arbejdstid. Hun taber selvfølgelig pensions- og lønkroner på det. Men det er et valg, hun har truffet, fordi kombinationen af fuldtidsarbejde i weekenden, om natten, i aftentimerne og i tolv-timersvagter, bare passer dårligt sammen med enhver mors drøm om at se sine børn, mens de er vågne. Nogle sygeplejersker på skiftehold vil gerne fra fuldtid til deltid. Men arbejdsgiverne er af en anden opfattelse – de har ligefrem erklæret krig mod deltidskulturen.

Derfor opslås alle stillinger på hovedstadens sygehuse nu som fuldtidsstillinger. Men fuldtid skal vel være et valg, og ikke en tvang? Her mangler anerkendelse af, at børnefamilier med skæve arbejdstider kan have brug for at skrue op og ned for arbejdstiden. Vi forstår forargelsen over karrierekvindernes klynk. Men lad venligst være med at reducere hele debatten om familie- og arbejdsliv til et spørgsmål om, at forældre blot skal skrue ned for deres selvrealisering og speltboller. For langt hovedparten af almindelige fuldtidsarbejdende forældre med skæve arbejdstider, kræver det samfundsmæssige forandringer at opnå forbedringer. Et godt sted at starte er med anbefalingerne fra Familie- og arbejdslivskommissionen. Det ville klæde socialministeren at holde sig fra klicheerne og finde reelle konkrete løsninger på, hverdagslivets udfordringer for familier med skæve arbejdstider. Vi fra personaleorganisationerne bidrager gerne til dette.