Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ikke al vigtig forskning kan hænges op på uddannelse

Bolette S. Pedersen Fold sammen
Læs mere

Det går stærkt med store nedskæringer på universiteterne i øjeblikket. Alt for stærkt. Hvis vi ikke tænker os rigtig godt om, risikerer vi med hurtige økonomiske fix at ødelægge forskningsmiljøer som bygger på årtiers – ja århundreders akkumuleret viden. Problemet er, at de økonomiske styringsinstrumenter som universiteterne har indrettet deres budgetter efter, lægger al vægt på uddannelsesøkonomien.

Det betyder, at det i længden er en budgetmæssig belastning at huse forskning, som ikke er direkte forbundet til en »økonomisk bæredygtig« uddannelse. Men der pågår rent faktisk vigtig forskning af højeste karat, der ikke har en uddannelse bundet i halen. Det ved man godt på Københavns Universitet.

Den økonomisk-politiske udvikling til trods har det i hvert fald hidtil været muligt at rumme forskningsområder, som ikke uddanner kandidater i stort tal. Det har været en prioritering, fordi man har anset det for væsentligt for universitetets og samfundets samlede vidensproduktion.

I foråret reducerede man medarbejderstaben på Københavns Universitet med 500 medarbejdere og lukkede flere uddannelser. Men det er ikke slut endnu. På Humaniora skal der spares yderligere 75 mio. kr. Et konsulentfirma er sat på opgaven, og naturligt nok, for det ligger i deres opdrag, har konsulentrapporten uddannelsesøkonomien som det vigtigste omdrejningspunkt.

Derfor er det ikke overraskende, at institutter med andre store opgaver falder igennem som »underskudsforretninger«, og det er derfor også dem, flaskehalsen peger på, når besparelserne skal findes. Men pas på! Rapporten usynliggør helt og aldeles den forskning, som ikke bidrager væsentligt med indtægter til uddannelsesøkonomien, men som – for at sige det på den måde – bidrager til vidensøkonomien.

På Nordisk Forskningsinstitut arbejder vi med samlinger, som er vigtige for Danmarks og verdens kulturarv, og som også er helt centrale, hvis vi vil forstå, hvad der sker med vores sprog lige nu. Vi forvalter og udvikler dokumenter og sprogdata, som udgør vigtige byggesten for humanistisk forskning – både i et historisk og et nutidigt perspektiv. De spænder fra UNESCO-fredede nordiske håndskrifter fra middelalderen (fx Codex Runicus fra ca. 1300 med den ældste melodistump, der er overleveret i Norden til en nordisk tekst, »drømte mig en drøm i nat om silke og prægtigt klæde«). Og til sprogdata udviklet til sprogteknologiske systemer, som kan sikre, at vi også fremover kan bruge vores modersmål, når vi kommunikerer digitalt.

Vi huser et af verdens største transskriberede samlinger af talesprog, så vi kan følge sprogets forandringer over tid, for ikke at nævne historiske kort og samlinger over danske sted- og personnavne, så vi kan forstå hvad navne betyder for vores identitet og rådgive de offentlige myndigheder om f.eks. nye stednavne. Og så huser vi en dialektordbog over ømålene, som beskriver de sprog og kulturer, der hørte til det danske landbosamfund.

Kendetegnende for disse projekter er at de langvarige, og at deres fortsatte eksistens kræver kontinuerlig overlevering af viden fra den ene generation af forskere til den næste. Folk, der ikke er trænede i at håndtere et middelalderhåndskrift eller gamle dialektoptegnelser, vil ikke kunne tyde dem! Det har samfundet og Københavns Universitet prioriteret og rummet i flere hundrede år, og det er et fattigt og historieløst samfund, der ikke forsat kan det.