Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Idræt i gymnasiet er et dannelsesfag

»Karakterer gives til alle på lige præmisser, og gennemsnit beregnes ens for alle. Det er retfærdigt. Ændrer vi på dette, træder vi et skridt nærmere et system, hvor alle får stort set de samme karakterer uanset præstation.«

16debStigMejlbjerg.jpg

11. april stiller gymnasieelev Julie Hagedorn Thomsen i Berlingskes Opinion følgende spørgsmål: »Kan det være rigtigt, at et utilstrækkeligt boldøje eller kluntet fodarbejde skal koste gymnasieelever det magiske snit på eksamensbeviset?«

Hendes svar er selvsagt nej, og argumentationen går på, at idræt ikke har noget med optagelsen på videregående uddannelser at gøre, og således bør karakteren i idræt ikke medregnes i gennemsnittet.

Årsagen til at denne argumentation ikke holder, skal findes samme sted som årsagen til eksistensen af fag som oldtidskundskab, musik og/eller billedkunst. Det kan siges så kort som: Dannelse.

Gymnasiet er et studieforberedende foretagende. Her skal man lære de mere komplekse sider af matematikken, man skal lære kildeanalyse, udvikle sin evne til at formulere sig på skrift og meget mere. Og så skal man lære, at ikke alt i hverdagen bringer os tættere på et mål, som kan måles, vejes og parametriseres.

Det er en vigtig lektie for eleverne, at ikke alle fag på et gymnasium måles med de samme metoder. Nogle gange er man tvunget til at foretage sig ting, som ikke synes i ens umiddelbare interesse. Jeg fik fornuftige karakterer i musik uden at lære at læse noder eller spille på et instrument. Jeg brød mig ikke om faget i starten, men det års undervisning ændrede mit syn på musik for altid, og jeg glæder mig over det hver dag – på trods af, at musik ikke var et adgangskrav til mit studium.

Jeg fik fornuftige karakterer i idræt uden nogensinde at lave strækøvelserne rigtigt, uden at kunne kaste en bold eller løbe særligt hurtigt. Karakteren blev givet efter forståelsen af at træne sin krop og efter den udvikling, som vi alle gennemgik. Lærerne var meget opmærksomme på at forklare os, hvad vi skulle præstere for at hæve karakteren. Karakteren havde intet at gøre med tiden på 800-meteren.

Hvis idrætskarakteren virkelig er i fare for at koste pladsen på drømmestudiet, foreslår jeg, at man taler med sin idrætslærer. Fagets mål er ikke at måle elevernes fysiske formåen på den samme skala, men at lære eleverne, hvorledes de udvikler deres krop. Karakteren gives efter, hvor godt de demonstrerer at have forstået undervisningens indhold. Det var da, hvad jeg fik at vide.

Thomsen afslutter med et forslag om at ændre »spillereglerne« så de bliver mere retfærdige. Det er de såmænd allerede. Karakterer gives til alle på lige præmisser, og gennemsnit beregnes ens for alle. Det er retfærdigt. Ændrer vi på dette, træder vi et skridt nærmere et system, hvor alle får stort set de samme karakterer uanset præstation. Skulle det være mere retfærdigt?