Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Identitetspolitikken er ulykkelig. Den kæmper for noget, den ikke kan få

Det er en hård kamp at finde sin identitet. Nogle gange kan det føles, som om andre modarbejder en, at andre vil bestemme, hvem man er. Ofte kan man heller ikke selv finde ud af, hvem man er. For er man den, man er, eller er man det, man gerne vil blive, og blive set som?

»Jeg har spillet med fremtrædende politikere, direktører, håndværkere, skuespillere, muslimer, hinduer og op til flere bedemænd - når man samles i omklædningsrummet og smider slipset, arbejdsbukserne, præstekraven og tager kamptrøjen på som passede for 15 kilo siden, så er man bare et hold. Hvad man ellers laver er totalt ligegyldigt,« skriver Karsten Møller Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det er noget af det bedste, jeg ved. At pakke tasken med de pudsede fodboldstøvler og de stinkende gamle Select-benskinner fra dengang, man var juniorspiller, og så cykle afsted til endnu en fodboldkamp.

Jeg flytter møder for at være med, planlægger ferier efter kampprogrammet, argumenterer for at man godt kan holde gudstjeneste uden præstelig medvirken bare for at spille. Kampdag er helligdag, og omklædningsrummet er helligdommen.

Det er næsten aldrig for kampen. Spillet i veteranklassen er ofte decideret pivringe. Jeg spillede engang på et hold, hvor vi ikke vandt i tre år, og det var i serie 5. Vi rykkede ned hvert år. Der var bare ikke noget lavere at rykke ned til.

Det er for at sidde i omklædningsrummet bagefter med en kold øl, en smadret krop og et stort smil. Alle der har siddet i et eller andet omklædningsrum ved, hvad jeg taler om.

Jeg har spillet med fremtrædende politikere, direktører, håndværkere, skuespillere, muslimer, hinduer og op til flere bedemænd – når man samles i omklædningsrummet og smider slipset, arbejdsbukserne, præstekraven og tager kamptrøjen på, som passede for 15 kilo siden, er man bare et hold. Hvad man ellers laver, er totalt ligegyldigt. Hvem man er derhjemme og gerne vil være derude, er ikke væsentligt. Alle problemerne, alle forskellene, er for en aften, i et nedslidt omklædningsrum uden vinduer og kun to brusere, der virker, helt væk. Fred.

Identitet

Identitet er noget, man kæmper for, fra man er helt ung. Identitet er adskillelse og tilblivelse. At samle sig sammen i det indre ved at skille sig ud i det ydre. Man finder ud af, hvem man er ud fra, hvem man ikke er. Fortæl hvem du er, og du vil på et tidspunkt blive nødt til at fortælle, hvem du ikke er.

Man starter med at skille sig ud fra sine forældre, så søskende, så klassekammerater, og sådan fortsætter det. I kampen for ens identitet ser man forskellene, og man mærker tilhørsforholdene.

Det er en hård kamp at finde sin identitet. Nogle gange kan det føles, som om andre modarbejder en, at andre vil bestemme, hvem man er. Ofte kan man heller ikke selv finde ud af, hvem man er. For er man den, man er, eller er man det, man gerne vil blive, og blive set som? Og hvad vil det sige, når andre siger, at man bare skal være den, man er? Hvem er det?

Identitetspolitikken vil det gode, men har ikke gjort det lettere. Den vil stille alle med lige muligheder. Det går alle vel ind for. Alligevel kan man se, at står vi bare lidt mere lige, så står vi også meget langt fra hinanden. Måske er det sådan, det må være, når man kæmper for noget, kaos for en tid. Men det er ikke bare det. Der er nemlig den paradoksale begrænsning i ethvert forsøg på at opnå identitet, at den ikke kan gøre op med forskelle, for den bygger selv på dem.

Identitetspolitik

Identitetspolitikken er ulykkelig. Den kæmper for noget, den ikke kan få, og som den heller ikke vil have, om den så fik det.

»Vi kæmper for retten til at bære det tøj, vi har på, og kan ikke vente med at tage det af. Des mere man lægger i sit job, des hurtigere er man til at smide uniformen.«


Jeg tror, at der er to modsatrettede bevægelser i os. En efter at finde frem til hvem man er, og styrke den man er, og så en anden bevægelse, en som går den modsatte vej, en som vil af med en selv, opløse sig selv i de andre. Vi kæmper for retten til at bære det tøj, vi har på, og kan ikke vente med at tage det af. Des mere man lægger i sit job, des hurtigere er man til at smide uniformen.

Vi vil gerne ses som dette særlige menneske, vi kæmper for retten til selv at definere, hvem vi er, og samtidig vil vi inderst inde slet ikke være noget andet end alle de andre. De lykkeligste øjeblikke i livet er, når vi ikke tænker over, hvem vi er, men bare er. Det er min påstand; dybt i os findes en længsel efter at blive et med alle. Det grænseløse kan ingen leve i, det forskelsløse kan man ikke fungere i, det bliver kaos, men vi har også en længsel efter at nedbryde det opstillede, at gøre verden til en, for først her bliver vi et med verden.

Det ulykkelige i tiden er, at vi i den anden ikke ser os selv, men noget helt andet. Kvinder og mænd, kristne og muslimer, mørke og lyse, venstre og højre. Vi kan debattere, vi kan lovgive, vi kan prøve at ændre kulturen, vi kan skrive nye personalehåndbøger, det kan alt sammen gøre meget godt for ligestillingen, men ligeværdet ligger i blikket; ser du dig selv i den anden?

Der er kamp på onsdag, sidste kamp i år, et nedrykningsdrama. Måske skal jeg købe nogle nye benskinner. Eller det kan egentlig være ligegyldigt. Vi taber nok alligevel. Til gengæld vinder vi også hver gang i omklædningsrummet. Pakker tasken om lidt. Og glæder mig til at lade identitetskortet blive hjemme.

Karsten Møller Hansen er sognepræst ved Tårnby Kirke