Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Identitetskrise i hønsegården

Camilla Paaske Hjort: Brød på bordet og tag over hovedet falder ikke ned fra himlen. Men den realitet overses tilsyneladende af de pæne akademikerpiger, der udlever deres midtvejskriser i Berlingskes spalter i debatten om det rette moderliv.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

I den seneste tid har man i Berlingske kunnet følge en bizar og skinger fløjkrig mellem såkaldte »speltmødre« og såkaldte »karrieremødre«.

Befrielsen fra denne konstruerede modsætning mellem to moderne kvindetyper kom ikke, før Laura Nyholm Christensen - såkaldt karrieremor - placerede en sydende lussing fra virkelighedens ubekvemme verden i fjæset på Østerbro-segmentet af både spelt- og karriereorienterede debathøns. Hun skrev ganske simpelt i Berlingske 4/2: »Jeg synes, det er på tide, at vi får lidt realitetssans ind i debatten. Mit eget valg af arbejdsliv og familieliv afspejler selvfølgelig bl.a. også det kedelige og meget lidt selvrealiserende faktum, at jeg sammen med min mand skal betale vores regninger.«

Åh, tak! Et menneske, der påpeger, at brød på bordet, tag over hovedet og tøj på kroppen ikke er goder, der falder ned fra himlen. En realitet, der hidtil, ganske utroligt, synes at være blevet så nydeligt overset af de pæne akademikerpiger, der har udlevet deres feminine midtvejskriser i Berlingskes spalter ved at positionere sig i debatten om det rette moderliv.

De regninger, som Laura Nyholm Christensen så prosaisk tillader sig at nævne, er et livsvilkår, der er blottet for enhver relation til bollebagende husmoderromantik og til abstrakt, karrieredyrkende ophøjelse af arbejdslivet som tilværelsens mening. Regninger kønsdiskriminerer som bekendt ikke; de skal betales, uanset, om der står Bertha eller Bent på dem, og det er ganske relevant for debatten om danske kvinders reelle muligheder for at give den fuld spelt derhjemme sammen med lille August eller lille Amalie.

Følgende tre muligheder eksisterer for den kvinde, der ikke er villig til at bo med sit barn i en indkøbsvogn under åben himmel og dermed skal leve med det faktum, at hun hver måned får tilsendt en stak regninger:

1. Hun kan have et arbejde, der giver hende en indtægt, som gør hende i stand til at betale dem.

2. Hun kan tage imod en ydelse fra det offentlige - det være sig dagpenge, kontanthjælp, SU, sygedagpenge, førtidspension eller det tillæg til hjemmegående forældre, der gives i nogle kommuner - som gør hende i stand til, helt eller delvist, at betale dem.

3. Hun kan blive gift med en velhavende mand, der kan betale dem for hende.

Det sidste er utvivlsomt, trods 50 års larmende feministisk propagandering for det modsatte, drømmen for mange kvinder. Men denne drøm er i Danmark ikke alene kraftigt tabuiseret i kønsneutralitetens navn, men også særdeles urealistisk. Skattefar tager som bekendt en meget anselig sum fra de gode, danske, arbejdende mænd hver måned, og inden Mandse kan nå at sige »spelt«, har han betalt mere til Cirkus Velfærd, end han får lov til at beholde og gøre godt med over for sin egen kone og sine egne børn. Et sørgeligt faktum af mange årsager, og det borgerlige Danmark burde være samlet om at begrænse denne vor tids største frihedsberøvelse: Den økonomiske frihedsindskrænkning, som staten daglig udøver over os alle. At man var samlet om dette ville være at foretrække fremfor at borgerlige koner bruger deres energi på at skrige »spelt« og »karriere« efter hinanden i en sært konstrueret debat, hvor forudsætningen synes at være, at børn ikke har brug for gode materielle vilkår, men kun for, at der sidder en voksen - det være sig »mor« på den ene fløj, eller »pædagog« på den anden - og kigger på dem dagen lang.

For vi ved det jo (forhåbentlig) godt. Livsstilsvalg træffes ikke i et fritsvævende rum, upåvirket af de økonomiske rammevilkår, der nu engang eksisterer. Faktum er for eksempel, at der findes masser af hjemmegående mødre i Danmark, men der findes ikke ret mange familier, der betaler for det selv. Antropolog Dennis Nørmark efterspurgte de famøse speltmødres eksistens i sin Berlingske-kronik 20/1, men det er uklart, om han derunder også mente de mange, mange danske mødre, der er arbejdsløse eller sygemeldte og dermed i praksis er hjemmegående med deres børn. Det gjorde han dog næppe, for dem er der vist som regel ikke meget »spelt« over. De tilhører nemlig en anden, mere »ufin« og mindre selvovervurderende samfundsklasse end de ordgøglere, der på disse debatsider har taget betydelige mængder af tid ud af deres meningsmættede og velovervejede tilværelser for at konstruere speltmoderen og karrieremoderen.

Billedet er det samme, når vi retter fokus på den anden lejr, de såkaldte karrieremødre. Dem er der sørme også en del af i Danmark, hvis et almindeligt 37-timers job da er at betragte som en »karriere«. Men igen, så er HKeren og kassedamen ligesom knap så »fine« som de »rigtige« karrierekvinder (hvem de så end er). Så de snakkende klassers repræsentanter i Berlingske orker ikke at sætte et prædikat på dem. De udgør, sammen med de mange reelt hjemmegående kvinder på overførselsindkomst, en stor, grå masse af ganske almindelige »frikadellemødre«, der passer deres børn og/eller deres arbejde, fordi det nu engang er sådan, man gør, når livet har tilsmilet én med børn og/eller lønnet beskæftigelse.

Men det er uinteressant for medierne at bruge spalteplads på folk, der blot lever og agerer i en konkret virkelighed, uden at de benytter deres liv og handlen til en hellig, selvovervurderende positionering på en konstrueret skala, der går fra »spelt« til »karriere« (hvem filen har forresten råd til speltmel, hvis de ikke har et job?). Medierne interesserer sig nemlig i sagens natur primært for folk, hvis fremmeste talent er deres snakke- eller rettere skrivetøj. De velskrivende er personer, hvis økonomi ofte er bedre end gennemsnittets, som har fleksible arbejdsforhold, spændende karrierer med mentale udfordringer og stor indflydelse på eget arbejdsliv, mulighed for hjemmearbejdsdage, mulighed for at tjene til livets ophold ved at sidde derhjemme og skrive, mv. Godt for dem (os). Men det er værd at huske på, inden tonen bliver for selvsmagende og debatten for selvkredsende, at der findes en knap så knevrende, frikadellegrå virkelighed derude, som flertallet af den danske befolkning er en del af, hvor ordene »spelt« og »karriere« ikke er buzzwords, der er styrende for hverken livsfilosofien eller den praktisk udlevede tilværelse. Her styrer derimod ofte noget så profant som nødvendighedens love, og de forsvinder ikke, uanset hvor mange indlæg om korrekt børneomsorg, vi fra knevre-segmentet skriver i dagbladene.

Lad mig til slut nævne et andet i denne kunstigt opsatte debat fortiet forhold end det, at livets valg begrænses af økonomiske og arbejdsmæssige muligheder. Nemlig det forhold, at når der tales og skrives om børn i de danske medier, tales og skrives der næsten altid om kun et eller to børn. Det er simpelthen udgangspunktet, at selv om man eventuelt har valgt at være hjemmegående fuldtidsmor, er det stærkt begrænset, hvor mange børn, man orker at gøre samfundet godt med. »Speltmor« og »karrieremor« har det til fælles, at de - ud fra en biologisk betragtning - har fået børn sent, og at de ikke har tænkt sig at få ret mange. Begge veltalende og overskudsramte kvindetyper (i det omfang, de eksisterer) bidrager altså til den hen over de sidste mange årtier kraftigt dalende fertilitet i den danske befolkning, som er en faktor, der allerede er i gang med at forandre Danmark til et land i aldrende forfald.

Hovedproblemet med de danske børn er ikke, hvor meget speltgrød de får, og hvorvidt den serveres i en daginstitution eller derhjemme. Hovedproblemet er, at de danske børn simpelthen ikke fødes i tilstrækkeligt omfang. Måske er det derfor, vi taler så meget om dem.