Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I stedet for at lyve om en lys, grøn fremtid burde landets politikere fortælle os sandheden

I klimakampen er der lige nu to veje til en løsning: Bright Green og Dark Green. Men der er også en tredje vej – Right Green.

»Ingen politikere ønsker at fortælle den triste historie om, at overbefolkning og overforbrug kan medføre, at staten må træde til som en paternalistisk Big Brother med bøder og vold,« skriver Timme Bisgaard Munk. Her ses Morten Østergaard, Uffe Elbæk, Pernille Skipper, Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Landets politikere fra højre til venstre er enige om én ting efter valget. Klimakatastrofens løsning er blot en massiv investering i teknologi. Det tekniske fix vil sikre, at vi uforstyrret og uforandret kan leve videre.

Det er en lille grøn løgn. Der er desværre ingen vupti moonshot Silicon Valley-løsning. Der kommer ingen god løsning i morgen eller i overmorgen. Lad mig forklare.

I klimakampen kan man skelne mellem to veje til en løsning: Bright Green og Dark Green. I den lysegrønne Bright Green-variant er der ingen, som skal spare eller stoppe op. Ingen skal ændre deres liv eller skamme sig over deres forbrug. For hokus-tekno-pokus er det beskidte og skamfulde fly blevet til det uskyldsrene, elektriske fly.

Timme Bisgaard Munk Fold sammen
Læs mere

Her går vækst og bæredygtighed hånd i hånd. Ja, de er hinandens forudsætning mod en lys og grønnere fremtid. Jo mere vækst, jo flere penge til grøn omstilling. Teknologi er den magiske løsning og Mister Fix-It-All. Alt er godt, alle må godt være med, og alle små skridt tæller. De store multinationale virksomheder er visionære helte og pionerer.

I modsætning hertil står Dark Green. Her handler det om at skrue ned, leve asketisk, at rejse mindre og leve mere som i de gode, gamle dage. Her er teknologi fjenden. I Dark Green er mennesket og dets opfindelser problemet – lige modsat Bright Green. I Dark Green er kapitalisme og vækst skurkene modsat dens optimistiske modsætning. Her er det multinationales skamløse rovdrift på naturgrundlaget problemets kerne.

Dark Green er politisk tabu og en tabersag. Ingen politikere ønsker at fortælle den triste historie om, at overbefolkning og overforbrug kan medføre, at staten må træde til som en paternalistisk Big Brother med bøder og vold. Noget, der uden tvivl kan ende i en øko-fascistisk stat såvel som en ny øko-terrorisme, som vi kender det fra dyrerettigheder. For ja, prisen for en grøn, brat omstilling vil være økonomisk ulighed og muligvis en semi-totalitær, strengt bæredygtig stat, som dramatisk vil kriminalisere klimaovertrædelser i en desperat kamp for overlevelse.

Ja, fremtiden er mørk, for meget snart smelter immigrationskrisen bogstaveligt sammen med klimakrisen, når temperaturen stiger dramatisk omkring ækvator. I stedet for at lyve om en lys, grøn fremtid for alle uden alt for meget besvær, burde landets politikere fortælle sandheden.

Socialdemokratismens store politiske filosof, Anthony Giddens, fandt engang på begrebet den tredje vej, positionen mellem socialisme og liberalisme. Det var blandingsøkonomiens vej, hvor man fik det bedste fra stat og marked. Det var succesopskriften bag den danske velfærdsstat. I klimakampen er der også en tredje vej mellem Bright Green og Dark Green. Lad os kalde den Right Green. Her er løsningen både protestantisk askese og teknologiske fremskridt. Her sparer man, hvor det nytter, og opfinder, hvor det løfter noget.

Det vil kræve et smertefuldt opgør med væksttænkningen og ikke mindst vækst som vejen til smertefri omfordeling, fordi kagen bare blev større i efterkrigstiden. Nu er den væsentligt mindre, fordi det er dine og mine børnebørns fødselsdagslagkage, vi prøver at stjæle fra dem. Socialdemokratiet solgte med succes den tredje vej til den skandinaviske middelklasse. Nu skal vi som et samlet Norden sælge den tredje Right Green-vej til den globale middelklasse. Alt andet er varm luft og fake news. To ting verden allerede er alt for fuld af.