Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I skyggen af rendyrket racisme

Byline Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Filosoffen Peter Tudvad har netop udgivet en ny bog. Den handler om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der i nazitidens Tyskland kæmpede mod den tyske kirke, der i samklang med Hitlers magtovertagelse mere og mere dyrkede tanken om blod og race. Bonhoeffer blev henrettet i 1945, og han står i dag som en slags moderne kristen martyr. Bogen kan anbefales, om end de godt 700 sider - i dette første bind - kræver sin mand. Men til gengæld beriges man med en vigtig påmindelse om den historisk unge platform af skræmmende racetænkning, vi alle står på.

Det er tankevækkende at læse, hvordan det i 30`ernes Tyskland blev nødvendigt at understrege, at fællesskabet i kirken ikke er »bestemt ved blodet og derfor heller ikke ved racen, men ved Helligånden og ved dåben.« Sådan lød nogle af ordene i den bekendelse, der på teologisk vis modsagde nazismen, og med Peter Tudvads bog understreges det klart, at racetænkningen ikke er langt væk. Hverken i tid eller bevidsthed.

Og sagen er da også, at den konstant lurer under overfladen, og muligvis er vi mere styret af nazismens rædsler, end vi er klar over. For når det antiracistiske i så høj grad gennemsyrer tiden, kan det jo tolkes som en slags omvendt underlæggen sig en grusom ideologi.

Vi kender det fra Sverige, hvor samfundsforskere er begyndt at påpege, hvordan politikerne i deres stædige dyrkelse af antiracisme har svigtet indsatsen for integration. Men også her i landet kender vi til den følsomhed, der er forbundet med at diskutere kultur, folk og nationalitet. En del bemærkede nok, hvordan filminstruktør Ole Bornedal onsdag aften hos Clement Kjersgaard udfoldede netop den vrede, der ikke blot kommer af almindelig politisk uenighed. Den kommer af den dybtfølte foragt for modparten, der kan opstå, når man anser denne for at have et racistisk og beskidt menneskesyn. Bornedal afslørede ikke blot her for åbent tæppe, at hadet til Dansk Folkeparti kan gennemsyre et kunstnerisk virke ikke så lidt. Men også at man kan komme til at se sig selv som den, der bekæmper selve ondskaben.

POINTEN ER, at det gjorde Bonhoeffer. Og efter en del timer i selskab med ham og hans modpart - den rendyrkede racisme - må man unægtelig studse lidt over de skæve proportioner, vi siden har opbygget. Og som utvivlsomt er præget af den store påvirkning fra den racetænkning, der vanrøgtede Bonhoeffers fædreland. For jo mere man ser dén overalt, desto hurtigere når man hen til punktet, hvor et andet menneske kan dømmes som beskidt. Det ligger som en skygge over mange af tidens temaer, og jeg forstår bedre og bedre, hvorfor folk så ofte siger til mig, at de slet ikke orker at tage diskussionen om kultur og nationalitet. Man kan alt for nemt blive ramt af den perfide form for vrede, der forleden karakteriserede Ole Bornedals optræden. Og som fremstår så dum og malplaceret.

Særligt når man lige med Dietrich Bonhoeffer har genopfrisket det nazistiske racevanvid, der får én til at bøje sig i støvet for den, der dengang risikerede alt for at bekæmpe det onde. Vi lever i dag i en underlig forkrampet afglans af den kamp, hvor antiracismen næsten er blevet til en ny hadefuld ideologi. Og hvor faren er, at vi kommer til at banalisere racismen som den modbydelighed, den i sandhed er.