Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I rest my case

Anders Scheel Frederiksen: Når det meste af et menneskes vågne tid bruges på at fostre og udvikle vedkommendes professionelle barn - karrieren - bliver der mindre tilbage til genpuljebørnene. Dette gælder, hvad enten man er mand eller kvinde. Alt andet er urealistisk.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dennis Nørmark har 21. januar afgivet en kronik. Hans pointe er, som jeg læser det, at karrierekvinder har brug for en syndebuk for egen dårlig samvittighed for ikke at være tilstrækkeligt gode mødre. Og derfor har karrieremoderen opfundet begrebet »speltmor«. Karrieremoderen Mettes Mølbaks kommentar 28. januar understreger pointen. I rest my case ... lad den lige stå et øjeblik.

Med fare for at kategorisere og generalisere unødigt og stereotypificere, hvor det ikke er berettiget, tillad mig at bemærke: Det er fint, at Mette kan fortælle om objektive facts, der dokumenterer, at kvinder bruger så og så lang tid på direkte og indirekte omsorg, og at de bruger »hele« 30 minutter mere på det i dag end i 1987, og at højtuddannede karrierekvinder bruger mest tid - i forhold til ikke så veluddannede. Puha, så er samvittigheden da klaret. Og så kan I jo nok se alle sammen, at de ER gode mødre, ikke?

Det er dog i øvrigt lidt svært at følge Mette, når hun taler om, hvad ligestillingsdebatten har bevæget sig fra, uden at hun kommer ind på, hvor den er på vej hen eller har bevæget sig til. Det kan være, at pointen kommer i kommentaren til min kommentar?

Men pointen ligger ikke i nogle forskningsenheders udspørgen af tilfældige forældre om, hvor meget tid de bruger på deres børn (man kan hertil stille spørgsmålet, om samvittighedsplagede karrierekvinder nogensinde ville fortælle sandheden af frygt for at blive hængt ud af deres dæmoner - speltmonstret?). Det handler derimod om det subjektive - altså hvad der foregår inden i os, og hvor stor realitetssans vi er udstyret med. Efter min mening, i hvert fald.

Jeg befinder mig selv i krydsilden mellem »work« og »life«. Det ER en krydsild, og der findes ingen balance, når den ene part i parforholdet har karriere og bruger på anden side af 55 timer om ugen på karrieren, mens den anden part i parforholdet »bare« er på 37 timer, men skal lægge transport til og fra arbejde oveni. Realistisk set.

Så når karrieren tager tid fra privatlivet, bliver der skudt fra privatlivet, og når privatlivet tager tid fra karrieren, bliver der skudt fra karrierens side.

Men vi skal jo det hele, for det siger alle idealerne - alle de kulørte blade, alle mødregrupperne, alle speltmonstrene - som med den ene hånd kan hente og bringe børn i institutionen, så de kun er der i 6,5 time om dagen, lave bouillon på marvben og oksekødssuppe fra bunden, altid, købe ind, gøre rent, samtidig med at man som chef og til stor tilfredsstillelse for arbejdsgiver klarer en afdeling af 30 »faglærte« (som jo ikke ved bedre) med overholdelse af budgetter og tidsplaner og udvikling af udviklingsstrategier og herudover giver partneren mental og fysisk tilfredsstillelse med den anden hånd - alt sammen i en smuk harmoni, uden stress.

Not! 24 timer på et døgn er en absolut og ikke en elastisk størrelse, og når den vågne tid i al væsentlighed bruges på at fostre og udvikle éns professionelle barn - karrieren - må og skal der blive mindre tilbage til genpuljebørnene. Dette gælder, hvad enten man er mand eller kvinde. Andet er urealistisk.

Besidder man ikke den realitetssans - som Mette Mølbak eksempelvis mangler - har man enten behov for at retfærdiggøre sig selv og derfor skabe speltmonstre, man kan gøre nar ad (og dét, Mette, er Dennis Nørmarks pointe) eller også taber man nogle af sine forpligtelser på gulvet uden at opdage det eller uden at ville erkende det.

Mette, hvis alle i dit arbejdsliv er glade for din indsats og synes, at du gør dit arbejde godt nok og bruger tilstrækkelig tid på det, så prøv at spørge din mand, om han har samme opfattelse af din indsats. Eller prøv at spørge en af pædagogerne i dine børns institution, hvor godt de fungerer. Hvis alt spiller, er du ikke i målgruppen og bør derfor beklageligvis lade være med at opfatte dig selv som karrierekvinde. Hvis alt ikke spiller, må du nok kigge lidt indad.

Og tillad mig så at tage på skiferie med drengene og overlade mit hjem og mine børn til min hårdtarbejdende hustru.