Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I Norge stemmer de om kongehuset

Der er flere forklaringer på kongehusets meget større popularitet i Danmark end i Norge, som samtidig er forklaringen på, at ingen politikere herhjemme vover officielt at bringe spørgsmålet om monarki versus republik op i Folketinget.

Lars Hovbakke Sørensen: »I Norge bakker 67 pct. af de vælgere, der har taget stilling til spørgsmålet, op om monarkiet, mens 33 pct. går ind for republik. I Danmark er de tilsvarende tal hhv. 86 og 14 pct.«
Læs mere
Fold sammen

I modsætning til i Folketinget fremsættes der med jævne mellemrum forslag i Stortinget om afskaffelse af monarkiet, og politikerne stemmer om det. I Danmark tages den massive opbakning til kongehuset (såvel blandt politikerne som i befolkningen) derimod for givet. Og det ville være nærmest politisk selvmord at foreslå kongehuset afskaffet i det land i Europa, hvor institutionen er allermest populær. I Norge bakker 67 pct. af de vælgere, der har taget stilling til spørgsmålet, op om monarkiet, mens 33 pct. går ind for republik. I Danmark er de tilsvarende tal hhv. 86 og 14 pct.

For få dage siden skete det igen. Det norske Storting skulle stemme om monarkiets fortsatte eksistens. Et flertal af politikerne stemte for. Men der var alligevel et ikke ubetydeligt mindretal på 28 af Stortingets 150 medlemmer (svarende til knap 20 pct.), der stemte for indførelse af republik. I befolkningen er tilslutningen til republikkens indførelse som sagt endnu større. Og såvel i befolkningen som i Stortinget er der folk fra næsten alle politiske partier blandt republikanerne (selv om de fleste tilhører enten Arbeiderpartiet, partiet Venstre (som svarer til Radikale Venstre herhjemme) eller venstrefløjspartiet SV (som svarer til SF)).

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor går så mange politikere – især socialdemokrater – ind for monarkiets afskaffelse i Norge, når det samme ikke er tilfældet i Danmark? Hvorfor går så mange norske vælgere ind for republik, mens det kun er et meget lille mindretal blandt danskerne? Og hvorfor stemmer man jævnligt om spørgsmålet i Stortinget, når man aldrig gør det i Folketinget?

Der er flere forklaringer på kongehusets meget større popularitet i Danmark end i Norge, som samtidig er forklaringen på, at ingen politikere herhjemme vover officielt at bringe spørgsmålet om monarki versus republik op i Folketinget.

En af dem er den store dygtighed, hvormed kongehusets centrale personer, Dronningen og Kronprinsparret, har forvaltet deres opgaver gennem de seneste mange år. En anden er, at kongehuset i Danmark er meget mere upolitisk end det norske kongehus. I Norge bliver navnlig kronprins Haa-kon jævnligt beskyldt for at være alt for politisk, f.eks. i sine udtalelser, og når han stiller sig i spidsen for forskellige konferencer og arrangementer, som har meget konkret politisk indhold.

Men en tredje forklaring er, at Norge er en meget yngre stat end Danmark. I Norge har man en tradition for at stemme om monarkiet, fordi Norge blev selvstændigt, og nordmændene derfor skulle tage stilling til spørgsmålet på et tidspunkt, hvor det var blevet almindeligt med demokratiske afstemninger.

I 1905 stemte 21 pct. af nordmændene, og ikke mindst mange af Arbeiderpartiets vælgere og politikere, imod kongedømmets indførelse med den danske prins Carl som norsk konge. Dermed blev der grundlagt en republikansk tradition, som vi aldrig har haft tilsvarende i Danmark, og som stadig i dag kan være med til at forklare den store forskel mellem danskernes og nordmændenes holdning til kongehuset, som endnu en gang blev demonstreret med afstemningen i Stortinget i sidste uge.