Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I kaster jeres mudder hen over hovedet på os

Snakken om de dovne unge – de politisk uengagerede unge – holder ikke stik. Vi interesserer os for politik, for samfundet og for hinanden. Men det lader ikke til, at politikerne tør gøre det samme.

Kiri Jo Ginnerup, Gymnasieelev Fold sammen
Læs mere

Vi unge er i fuld færd med at udvikle vores – også politiske – identitet. Mange er tvivlere, meget få kan kalde sig kernevælgere. Ungdommen er idealistisk, ungdommen er fremtiden; sådan har man altid sagt og sådan forholder det sig endnu. Men ungdommen har udviklet sig; vi har haft andre præmisser for vores opvækst end vores forældre havde. Vi har derfor også andre forventninger til fremtiden og andre overvejelser, når vi skal sætte vores kryds.

Mange af os unge vil mene, at vi er vokset op i noget nært et multikulturelt samfund og anser det derfor ikke som en fare, hvis politikerne en dag anerkender, at vi er eller bliver det. Vi er en generation, der er vant til at være unge sammen på tværs af køn, etnicitet og religion.

Vi er vokset op i vuggestuer, hvor de kvindelige pædagoger ligeså godt kunne bære tørklæder som blondt hår. Vi har haft klassekammerater, som har bedt deres bønner inden aftensmaden på lejrturen, og klassekammerater, som aldrig nogensinde har bedt en bøn.

Vi har venner, der spiser svinekød, og venner, der pænt takker nej. Vi har venner, der ikke drikker alkohol til fester og de har måske endda lært os, at en fest faktisk er sjovere, når den kan huskes dagen efter. Men vigtigst af alt så har vi alle sammen lært at ’vi’ og ’de’ og ’os’ og ’dem’ slet ikke er så stort et problem, som det tit bliver gjort til.

For ’vi’ er et fælles vi. Vi er alle vokset op på legepladsen, vi har siddet side om side på skolebænken og hjulpet hinanden i timerne, vi har heppet på hinanden på skøjte- eller fodboldbanen og vi har fulgt hinanden på Facebook og i virkeligheden.

Vi ser ikke de skel, som populistiske politikere eller salafister forsøger at fremmane i medierne. Vi bliver forfærdede og fortvivlede hver gang en politiker går med på den dominerende diskurs om, at majoriteten er radikalt anderledes end minoriteten.

Vi ved godt, at vi befinder os i en forfærdelig flygtningekatastrofe, men vi tror på, at de fordrevne flygtninge i fremtiden kan blive en del af det fællesskab, som vi selv er opvokset i. Vi er glade for at bo i et land, som folk flygter til og ikke et land, som folk flygter fra.

Selvfølgelig er der en grænse for, hvor mange mennesker vi kan kapere på dansk jord, og den skal da også debatteres. Men debatten om flygtninge og integration er gennemsyret af negative diskurser og hård retorik, som vi unge tænder fuldstændigt af på, fordi vi selv eller vores venner føler os ramt, når politikerne går i kødet på de ’fremmede’, som vi kalder vores venner. Vi vil gerne diskutere integrationspolitik, men ikke på de præmisser, som politikerne stiller op.

Vi kan sagtens acceptere politiske holdninger, som ikke er lig vores egne, men kun når de bliver fremlagt i en ordentlig tone og ikke underkaster sig den diskriminerende diskurs, som desværre dominerer i debatten.

Vi var og er børn og unge under krigen mod terror. Vi har fået tudet ørerne fulde om Danmarks deltagelse i diverse krige ligesom vores forældre fik tudet ørerne fulde om Den Kolde Krig. N,u når vi endelig er blevet gamle nok til at forstå konflikterne, er der ingen som gider at tale om dem. Hidtil har valgkampen ikke berørt konsekvenserne af Danmarks krigsindsats i Mellemøsten og spørgsmålet om, hvorvidt vi bør ændre den danske udenrigspolitik, og det er endda på trods af, at vi endnu har kampfly i Irak. Dagpenge er vigtige, men det er dansk udenrigspolitik altså også – det hele hænger jo sammen, udenrigspolitisk og indenrigspolitisk

Et andet emne, som vi har lært meget om i skolen, er den globale opvarmning. Vi har lært, at klimakrisen er menneskeskabt, men vi har også lært, at vi er håbet. Vores forældres generation har forbrugt kloden uden at tænke på klimaet.

Det er vores generation, der bliver nødt til at tænke grønt og bæredygtigt, hvis også de fremtidige generationer skal nyde godt af den klode, som vi kender. Men miljø- og klimapolitik er kun blevet sporadisk berørt i valgkampen. Ligesom den danske udenrigspolitik, har det overhovedet ikke været et emne i de to statsministerdueller på trods af, at det nok er fremtidens største udfordring.

Diskursen om de dovne unge – de politisk uengagerede unge – holder ikke stik. Vi interesserer os for politik, for samfundet og for hinanden. Men det lader ikke til, at politikerne tør gøre det samme. Deres opmærksomhed går til mudderkastning og spin, og her overser de igen de unges præmisser.

Vi er en generation af unge, der er vokset op med de sociale medier og har haft samfundsfag som dominerende gymnasiefag. Vi kan godt gennemskue politikernes populisme og forsøg på at sætte sig selv op på en piedestal og samtidig nedgøre alle andre. Hvis partierne ønsker at fange de unge vælgere, bliver de nødt til at ændre diskurserne og diskutere andet end dagpenge i debatterne.

Nu er der kun fem dage tilbage af valgkampen, og det må være på tide at få noget nyt på banen. Alene unge på landets ungdoms- og videregående uddannelser kan tilsammen rykke 20 mandater, hvorfor politikerne burde anstrenge sig mere for at gøre sig attraktive, nu når der fortsat er næsten dødt løb mellem rød og blå blok.