Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I hjerternes milde hegn

Det er meningsfyldt ikke at dele Danmark med alle, for så ophører landets eksistens. Men det er samtidig sværere for en rig mand at komme i himmerig end for en kamel at komme igennem et nåleøje.

Foto: Søren Pind

Det er nemmere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Som bekendt.

En evig påmindelse om, at det at samle til hobe i denne verden er at vende ansigtet bort mod det egentlige. Alligevel gør vi det alle. Samler, sanker og sparer.

Vi gør det, fordi vi ønsker sikkerhed og tryghed. For at sikre os mod pludselig omstyrtning og jordiske tsunamier. Og for mange af os fylder bekymringen og livsangsten og behovet for at skabe denne sikkerhed så meget, at vi glemmer det mest centrale budskab: Nemlig at vi kun er her en tid, og at den tid bør man bruge frejdigt og karsk i livets tjeneste. »Frygt ikke« er det vigtigste budskab af dem alle. Og meget ville være bedre her på Jorden, hvis flere fulgte buddet.

I det lys skal man se den danske udlændingepolitik.

Berlingske og Søren Pind lancerer ny podcast, »Den smukke borgerlighed«.

 

Livets evige forandring

Den er udtryk for, at vi som folk vil sikre os mod livets evige forandring. Vi stemmer op, bygger mure og skaber regler, der beskytter det, vi har og søger at fastholde den kultur, som er vores.

Derfor indførte den regering, jeg var en del af, en smykkelov, hvor velstillede folk, der krydsede grænsen, værsgo havde at aflevere, såfremt de selv kunne bidrage til deres underhold. Derfor spærrer vi afviste asylansøgere og deres børn inde og nægter dem samkvem med det øvrige samfund i det omfang, det overhovedet er muligt. Derfor bygger vi centre, der skal være i ordets bogstaveligste forstand utålelige, så utåleligheden i sig selv får de uønskede til at rejse, og afskrækker andre fra at komme hertil.

»Hver eneste gang, vi bruger magt for at beskytte det, vi har, skylder vi at tænke, om det tjener til at beskytte det, vi egentlig vil beskytte, eller om midlet i sig selv ændrer den kultur, vi egentlig vil beskytte.«


Vi gør det, fordi vi ønsker at bevare den kultur, der var vores: De husker den nok. Frisindets kultur. Den lykkelige kultur. Den kultur, der er sammenfattet bedst hos Ingemann med ordene: »En ørn var mit hjelmemærke, på brynjen stod korsets tegn, på skjold bar jeg løverne stærke, i hjerternes milde hegn.« Vi har ingen formummet skælme hos os – og vi er samtidig, som Helge Rode skriver det, gladest ved det milde. Det kan synes paradoksalt at tale om stærke løver og hjerters milde hegn i samme sætning – men ikke for danske. Det er netop kernen i den kultur, der er opbygget over århundrederne.

Det er en kultur, som er vel værd at bevare. Er den bedre end andre kulturer? Det synes jeg – men jeg er også dansk. Jeg mener ikke, at den er bedre i chauvinistisk forstand. Men den er min. Og den findes ikke andre steder i verden. Det er en værdig kamp.

Men kampen fordrer, at man erkender, hvad man gør. Nemlig at give sig bekymringen, grådigheden og magten i vold. Vi har noget jordisk kostbart for os, og vi vil beskytte det med, hvad vi har. Grundlæggende har vi noget, vi ikke vil dele med alle andre.

Det er meningsfyldt ikke at dele Danmark med alle, for så ophører landets eksistens. Men det er samtidig sværere for en rig mand at komme i himmerig end for en kamel at komme igennem et nåleøje. Det er sagen.

Ondskabens våben

Når vi bekæmper ondskaben, er vi af og til tvunget til at bruge ondskabens våben. Men vi må aldrig gøre det samvittighedsløst. Vi skal være besjælet af tvivlens nådegave og være bevidst om det, vi gør. I modsat fald er der tale om dæmoni.

Når vi beslutter at træffe modforanstaltninger for at sikre det, vi har, skal vi se og erkende, hvad vi gør. Vi skal se det enkelte menneske, vi holder ude – ikke en flodbølge af kødmasse. Vi skal se den lille døde dreng på stranden – ikke vrænge ad ham og fornægte det. Vi skal synde tappert – uden at miste empati og blik for ondskaben i verden.

I modsat fald forhærdes vi. Og hvad medfører forhærdelsen i en kultur, der bryster sig af hjerter og løver? Det medfører, at det bliver floskler og tomme ord. Og det medfører, at glæden og frisindet i vores fællesskab lige så stille forsvinder til fordel for bekymring og formørkelse. I det tilfælde må man stille sig selv det spørgsmål, hvad det så egentlig var, man forsvarede. Hvis man er i tvivl, så læs Ringenes Herre og betragt Gollums forvandling fra den venlige hobbit Sméagol.

Vi kendes som mennesker og som land på de midler, vi anvender, for at klare os igennem livet og opbygge det fællesskab, vi har. Det er ikke ligegyldigt hvordan. Hver eneste gang, vi bruger magt for at beskytte det, vi har, skylder vi at tænke, om det tjener til at beskytte det, vi egentlig vil beskytte, eller om midlet i sig selv ændrer den kultur, vi egentlig vil beskytte.

Hvis man mister blikket for det enkelte menneske og kun ser massen i den sammenhæng, har vi allerede mistet meget. Hvis vi mister troen på menneskets evne til at forstå og erkende og lader os dominere af racemæssige og religiøse fordomme, har vi allerede mistet meget.

Jeg har taget min del af slæbet på udlændingepolitikken blandt andet som integrationsminister. Men hvis udlændingepolitik bliver et spil om, hvilket parti der kan tage sig hårdest ud, fremfor en reel optagethed af at sikre den kultur, der er overgivet os fra tidligere generationer og som kun findes her, så har vi allerede mistet meget.

Midlerne må aldrig blive deres eget formål. Formålet skal skabe midlerne. Og kulturen tilsige, om midlet står mål med formålet.