Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I hamammen er der en anderledes intimitet end ude i samfundet – måske har den været savnet

Hamammerne er et vigtigt stykke mellemøstligt kulturhistorie, da de traditionelt har været et mangfoldigt sundheds- og forsamlingssted gennem et par tusind år. Nu har folk tilsyneladende igen fået smag for de gamle badehuse.

ISRAEL-ODDLY/
Da det blev almindeligt med varmt vand og badeværelser i hjemmene, blev det nærmest taberagtigt at bruge hamammerne. Men nu er tendensen tilsyneladende vendt. Her bader to israelsk-arabiske mænd i en hamam i Acre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix

Efter at have været forsømt, glemt og overladt til forfald siden 1970erne er det 700 år gamle badehus eller hamam, al-Ayn, som ligger i Østjerusalem, tæt på grædemuren og klippehelligdommen, nu blevet gennemgribende istandsat med respekt for badehusets æstetik og historie, og denne sommer åbner det for de badende gæster igen. Det ser jeg personligt frem til.

Jeg kommer selv til Jerusalem og omegn som kulturrejseleder et par gange om året og bor ikke langt fra det flotte, gamle badehus.

Hamammerne er et vigtigt stykke kulturhistorie, da de traditionelt har været et mangfoldigt sundheds- og forsamlingssted gennem et par tusind år. Det var oldtidens grækere, som var de første til at oprette primitive offentlige badehuse. Med inspiration fra Grækenland byggede romerne større badeanlæg med flere forskellige badtyper og glidende temperaturovergange, som kunne anvendes til rensning og pleje af huden.

Naser Khader Fold sammen
Læs mere

Al-Ayn-badehuset, som altså nu har slået dørene op igen, er bygget i 1300-tallet og blev oprindelig brugt af muslimske pilgrimme, som gjorde første ophold ved al-Aqsa-moskeen i Jerusalem, islams tredjehelligste sted, før de fortsatte pilgrimsrejsen til blandt andet Mekka og Medina. Dette har dog ikke kunnet lade sig gøre, siden Israel erobrede og annekterede Østjerusalem i 1967.

Lige indtil 1970erne blev hamammerne i den muslimske verden brugt af alle – dels af hygiejniske årsager, dels som forsamlingssted. Derefter blev det almindeligt med varmt vand og egen badeinstallation i hjemmet. Det blev taberagtigt at tage i de offentlige hamammer.

Men nu er tendensen tilsyneladende vendt. Folk har igen fået smag for de gamle badehuse, som nu genopbygges. Derfor har man altså også investeret i en omfattende renovering af al-Ayn-hamammen.

Røverhistorier og magtkritik

Da jeg var barn, var det en helt almindelig del af livet af gå i hamam, som kort og godt betyder »at blive vasket«.

Vi gjorde det oftest i slutningen af ugen – som regel om torsdagen. Der var særlige dage for kvinderne og særlige dage for mændene.

»Jeg husker hamammen som et sted, hvor der blev udvekslet vittigheder og røverhistorier, men også talt om politik og magtkritik.«


Folk havde dengang ikke rindende varmt vand i hjemmene. Jeg husker, at min mor måtte koge store gryder med varmt vand, når vi skulle i bad og vaskes derhjemme. Derfor var det at gå i fællesbad ude i byen både bekvemt for min mor, og noget jeg selv så frem til.

Jeg husker hamammen som et sted, hvor der  blev udvekslet vittigheder og røverhistorier, men også talt om politik og magtkritik.

Mest af alt husker jeg hamammen som kendetegnet af afslappethed, nøgenhed og naturlighed. Bademestrene – mænd hos mændene og kvinder hos kvinderne – vaskede og masserede, og man hjalp hinanden med at vaske hår og skylle sæben ud af håret igen. Man kom ganske tæt på hinanden.

Hamammerne blev oprindelig i den muslimske kultur tilpasset de religiøse dogmer, og hamammen er langtfra haram (forbudt). Her var intimiteten anderledes end ude i samfundet.

Måske er det det intime fællesrum, som har været savnet, siden tendensen er, at man nu igen skal samles i de gamle badehuse.

Jeg vil opfordre læserne til at besøge al-Ayn-hamammen, hvis man skulle komme til Østjerusalem. Jeg ser selv frem til at besøge den på min næste rejse dertil.