Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I ferien finder vi hjem

Jeg elsker at rejse. Men når jeg opholder mig i udlandet, drages jeg tilbage af hjemmets magnetiske kraft.

»Måske vil klimakrisen tvinge flere til at tage toget på ferie eller blive hjemme. Men så lærer de også deres hjemland bedre at kende. Og det er kun godt. For som med rejser, således også med vores hjem: Det tømmes efterhånden for erfaringer,« skriver Kasper Støvring. Arkivfoto: Simon Bohr/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

I disse sommerdage ferierer mange danskere, og det sker ofte ved at rejse til udlandet. Så lad os meditere lidt over, hvad det vil sige at rejse ud – og vende hjem. For ligesom det nære bliver tydeligere på afstand, opdager vi også betydningen af at have et hjem, når vi er i det fremmede.

For mit vedkommende gik rejsen igen i år til Italien – Europas bedste ferieland! – og som altid med fly. Det er nemt, bekvemt, billigt og især hurtigt.

Men noget går dermed tabt. For at rejse er at sanse og lade det hele tage sin tid. I min og Mikael Jalvings bog »Danmark under angreb« taler vi om, at det at rejse betyder mindre i vores hastighedskultur.

Når jeg ser de gamle nattog, der er gemt bort på rustne spor blandt vilde roser, minder det mig om dengang, jeg rejste ned gennem Europa på Interrail. Det var lange dage og nætter vuggende i kupeernes bløde sæder til duften af gammelt læder og lyden af tunge hjulslag over skinner af jern.

Kasper Støvring Fold sammen
Læs mere

I dag flokkes jeg med alle de andre rejsende i lufthavnene på hastig gennemrejse med kufferterne fulde af kolde souvenirs og et hoved af flygtige indtryk. Rige på oplevelser, der snart glemmes, men fattige på erfaringer.

For kun det eksistentielt vigtige, der knyttes til vores identitet, bliver til erindrede erfaringer. Som min langsomme Interrailrejse.

I evig transit

Måske vil klimakrisen tvinge flere til at tage toget på ferie eller blive hjemme. Men så lærer de også deres hjemland bedre at kende. Og det er kun godt. For som med rejser, således også med vores hjem: Det tømmes efterhånden for erfaringer. Det tab har dog ikke at gøre med oplevelsen af tiden, men af rummet.

»Vi lever alle under den samme himmel, men har forskellig horisont«, sagde Konrad Adenauer.

Mennesker, der hører hjemme et bestemt sted, ser verden fra et autentisk sted under himlen og inden for en begrænset horisont.

I dag forstår mange imidlertid sig selv som såkaldt globaliserede verdensborgere, der mener at høre hjemme overalt og have en bred horisont. Men de har slet intet hjem og ingen horisont, for de befinder sig i evig transit. De flytter meget rundt, og når de kommer til et nyt sted, finder de hurtigt ud af, hvor supermarkedet, skolen, kontoret og fitnesscenteret ligger. Men rummet imellem dem bliver tavst, som sociologen Hartmut Rosa har udtrykt det.

Hvis stedet ikke skal være fremmed og uhyggeligt – »unheimlich«, som tyskerne siger – må det fortælle en historie for på den måde at kunne knyttes til menneskers erfaringer.

Drømmen er bedre end virkeligheden

Det sted, man er forankret og hører hjemme, er der, hvor slægt efter slægt har sat sine spor. Her rækkes en hånd fra de døde frem til de levende og slår en kæde rundt om vores fælles sted, om det så er byen, sognet, landsdelen eller nationen, som så også kan blive et hjem for de endnu ufødte.

Generationerne før os har præget stedets kultur, dets kirker, skoler, butikker, haller, veje, jernbaner, broer og marker. Her taler det historiske rum i strålende tegn som en hemmelig billedskrift, der kan tydes af de erfarne beboere, som er indviet i stedet gennem kærligheden til det. Og de er næppe globalister.

Jeg elsker at rejse. Men når jeg opholder mig i udlandet, drages jeg tilbage af hjemmets magnetiske kraft. Også min helt er Odysseus, der afviser gudernes skønhed og livet i paradis, for han vil hjem, genforenes med sin trofaste Penelope, tilbage til hjemstavnens trygge, varme leje, dens stemmer, dufte og smage.

Jeg vil også hjem til bøgetræerne og nybagt rugbrød med lun leverpostej og en kold snaps mellem regnbygerne. Men jeg har lov at drømme om rejsen sydpå til næste sommerferie.