Kommentatorer

I et demokrati må præmissen være, at vi er lige, også når vi ikke er ens

Mange danskere oplever, at det er en udfordring, at tale om deres erfaringer med racisme og diskrimination. Til trods for at rigtig mange udsættes for det i hverdagen, er vi som fællesskab ikke gode til at anerkende det.

»I sin nytårstale opfordrede Dronningen i overført betydning til, at folk med forskellige ståsteder og holdninger mødes på broen frem for at stå på hver sin side,« skriver Mira C. Skadegård. Keld Navntoft

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

»Det sværeste er alle de gange (og det er rigtig mange) hvor mine nære (hvide) venner, partnere og bekendte har tvivlet på, om de ting, jeg oplever, nu var racistiske eller »på grund af min hudfarve«. Eller de gange, de siger, jeg ikke skal tage det så tungt. Det er et svigt, når de hellere vil tvivle på min dømmekraft end at indse, at det er et rigtigt problem. Og det er det altså også i »harmløse« situationer.« Det er svært nok selv at tyde i mange situationer, så når jeg siger det højt, er det fordi, jeg er sikker. Det er pissehårdt, når man ikke kan tale om det med vennerne. Man er bare alene med det …« (Tim)

Andre læser også

  • Kommentatorer
    Abonnement
    Mange mænd fortryder deres første skilsmisse – og det er der en grund til
  • Kronikker
    Abonnement
    Efter 16 år i parforhold og 16 år som single er dommen klar: Jeg vælger at være alene, og det er der særligt én grund til