Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»I en tid, hvor maskingeværerne taler, er det vigtigt, at vi trodser dem«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidligere i år havde jeg en samtale med Aurelia, der er overlevende fra Bataclan. 130 mennesker mistede livet i og omkring Paris sidste år under terrorangrebet. 89 af disse mennesker blev dræbt på spillestedet Bataclan.

»Synet af alle de døde unge kvinder, der lå på gulvet i salen. Lugten af blod.«

Sådan husker Aurelia angrebet, og hun fortalte, hvordan hun reddede livet sammen med en gruppe mennesker, herunder flere sårede, ved at flygte ind i et rum, som blev barrikaderet, så godt det kunne lade sig gøre. Aurelias gruppe kunne høre, hvad der skete i salen: De højrøstede erklæringer, der blev fremsat om Frankrigs forbrydelser i Syrien. Skuddene, der pludselig faldt mere metodisk. Det var da terroristerne begyndte at henrette folk i salen ved skud gennem hovedet.

»Se ikke ned,« sagde de politifolk, der efter flere timer kom til undsætning og eskorterede Aurelias gruppe ud. Men med i gruppen var to helt unge mennesker. Aurelia fik politibetjentenes tilladelse til, at de unge kunne lukke øjnene helt og holde hende i hånden, da de gik igennem salen. Derfor var hun nødt til at selv at se, hvad »ingen civil person« nogensinde burde se.

I dag er Aurelia aktiv i 13onze15, en af de organisationer, der er opstået efter terrorangrebet i november sidste år. Her støtter man overlevende og familier til dræbte. Samtalen med Aurelia foregik i en kompakt udseende kommunal bygning i Frankrigs hovedstad med bevæbnet vagt foran. Det er ikke et tilfælde, at det er her, 13onze15 holder til. At hjælpe terrorens ofre er ikke længere en fuldstændig ufarlig sag. Frankrigs ældste organisation for ofre for terrorisme (AFVT), der har hovedkontor i Paris, og som markerer sig klart i den offentlige debat, har skærpet sikkerheden omkring deres kontor. De har forklaret mig, at det er sket, fordi de har haft en enkelt vældig ubehagelig gæst. Som ønskede at slå de ansatte ihjel.

Der er skrevet en del i medierne om dem, der 13. november i Paris mistede en søn, datter eller ægtefælle. Mindre kendt er det, at der også var enkelte børn, som mistede ikke blot den ene, men begge forældre på Bataclan, da terroristerne slog til. Jeg har adskillige gange spekuleret på, hvilket liv disse børn får?

Terror har ikke blot menneskelige, men også økonomiske implikationer. Vi hører sjældent, at det er det samme område i Paris, der er blevet ramt. To gange i 2015 er det 11. arrondissement blevet ramt af terror. Dertil kommer de voldsomme strejker, som byen i 2016 har været præget af, og som blandt andet foregår på Bastillepladsen. I en rapport, udarbejdet af AFVT, taler for eksempel ejerne af tøjforretninger i området, der særligt har deres store omsætning op til jul og omkring nytår, om 2015 som et »katastrofalt år«.

Sting spiller på Bataclan

Og hvor længe skal et område være præget af sorg og bugne af kort og blomster? Hvornår begynder hverdagen igen? På Bataclan har de længe hamret og bygget, og nu genåbner spillestedet. Den verdensberømte musiker Sting spiller her 12. november og donerer indtægterne til terrorens ofre. 13. november holder Bataclan lukket for offentligheden af respekt for ofre og pårørende. Sådan skal det naturligvis være.

Men kan man, som et nært familiemedlem af mig reflekterede over, feste igen et sted, hvor så mange mennesker blev dræbt?

»Jeg ved ikke, om jeg kommer ud i live,« sms’ede Aurelia til sin mand, mens hun 13. november 2015 forsøgte at holde modet oppe hos sig selv og andre i det barrikaderede rum. Men det gjorde hun, og den jakke, der er hendes foretrukne koncert-jakke, nægtede hun at smide væk, skønt den var sølet til af blod. Jakken ville hun rense og beholde som et symbol på, at terroristerne ikke skal vinde slaget.

Jeg tænker, at det muligvis er med hjertet i livet for dem fra Aurelias organisation, der måtte gå til Stings koncert denne aften. Og for den menige pariser. Jeg husker den overvindelse det var, at spadsere ind ad døren til et møde i maj 2015 med den svenske kunsthistoriker og muhammedtegner Lars Vilks, der var målet for angrebet på Krudttønden i København. Selvom mødet nu foregik på Christiansborg med maskinpistolbevæbnede politifolk udenfor og indenfor.

Men der var ingen vej udenom. Ikke blot fordi Vilks er min ven, men fordi der ikke er nogen vej udenom. Så jeg sender venlige tanker til Sting, for det kan også være med en vis overvindelse, han har sagt ja til at spille på Bataclan.

Lad musikken spille

En dag bliver Danmark måske ramt igen og i en helt anden skala end 14. februar 2015. Det kan være Tivoli. Nørreport. En debat om ytringsfrihed.

I en tid, hvor maskingeværerne taler, er det vigtigt, at vi trodser dem. Det gør man ikke mindst ved at generobre de områder, disse hellige krigere har mærket med terror. Så jeg siger: Hurra for, at musikken spiller igen på Bataclan.

Helle Merete Brix er freelancejournalist, forfatter og var medarrangør af det terrorramte møde i Krudttønden i København 14. februar 2015.