Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I en lille båd der gynger

Mads Lebech, adm. direktør, Industriens Fond Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er mere sol og sommer i Bamses gamle hit om den lille båd der gynger og hvad der giver livet værdi, end man denne sommer har kunnet opleve at vejrguderne har tildelt Danmark.

Tusindvis holdt som følge heraf også i desperat kø medio juli – efter sigende op imod fem timer – for at slippe ud af Danmark og sydpå via færgen fra Rødbyhavn.

Samtidig har mange andre i en mere alvorlig desperation søgt den modsatte vej. Intet smukt eller poetisk kan man spore i de synketruede blikspande, som transporterer flygtninge fra særligt Syrien og det afrikanske kontinent mod friere og tryggere forhold i Vesteuropa.

Desuagtet har der netop været premiere på et teaterstykke, der omhandler historien for en del af de skæbner, som har ladet familie og venner, samt deres livshistorie bag sig. Og Bamses omkvæd har lagt navn til teaterstykkets titel.

Stykkets instruktør har udtrykt, at det som har slået ham mest ved arbejdet med de flygtninge, der i opsætningen lægger livsberetning til handlingen, har været den indre styrke, som mange af dem har oparbejdet.

I Danmark ser vi dog mere flygtningene som problemer. Og nuvel. Det er reelt et problem, når tilstrømningen øges. Hvordan sikrer vi tålelige forhold for dem som flygter? Sikrer tag over hovedet og mening i hverdagen. Men ikke mindst på en måde, så der er respekt og accept hos befolkningen mere bredt. Derfor må der også sondres mellem krigsflygtninge og dem, der mindre pænt, men reelt, kaldes velfærdsflygtninge.En stor udfordring ligger i, at der ikke opstår et rodet og misvisende »fremmed«-begreb, som går endnu videre.

Politikernes største opgave er reelt ikke de danske grænser. Nuvel, der er en politiopgave, særligt fælleseuropæisk, i at bekæmpe menneskesmuglernes ruteplanlægning, så det ikke er smuglerne, der på urimeligvis fordeler flygtninge ud i Europa efter pengepungens formåen.

Men det mest presserende på nuværende tidspunkt er at hjælpe de lande, hvor flygtningebådene slæbes ind. Det vil være en såvel menneskelig som politisk katastrofe, hvis det italienske og græske asylsystem reelt bryder sammen.

Diskussionen kører, om vi i Danmark kan værne os mod at ligge »i midten«, når det gælder flygtningemodtagelse i en europæisk skønhedskonkurrence. Der studeres modeller »ude i verden«. Fra den australske yderpol med asylbehandling i ingenmandsland og deportation, hen over den østrigske model med lejre til det, vi kender i dag i Danmark.

Når debatten raser, må man ikke glemme historien og geografien bag de valgte modeller. Australien ligger som en velfærdsoase i en fattig og udpint, økonomisk såvel som demokratisk, del af Asien. Og Østrig har levet med Jerntæppet som nabo op gennem det 20. århundrede, og måtte med kort varsel i begyndelsen af 90’erne håndtere hundredtusindvis af flygtninge, da Ungarn som det første land lavede hul i hegnene.

Hvert land må med sin historie og sine muligheder byde sig til. Men også vurdere og sortere, så man ikke risikerer, at ens egen identitet og evne til at holde sig flydende kommer i fare. I den danske model bør vi ikke mindst sikre, at alle »udefra« ikke pludselig slås i hartkorn.