Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I emokratiet er julemanden den store stemmesluger

Det positive budskab er, at det er langt nemmere at være emotionel, når man ikke har magten. Magten har det med at føre politiske ledere ind i en tunnel af rationalitet og fornuft. Heldigvis.

Foto: Iris/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Hvis julemanden stillede op til Folketinget, ville han formentlig blive valgt ind med alle sine rensdyr. En overordentlig venlig, folkelig og karismatisk leder, god ved børn og dyr og med sækken fuld af gaver. Feelgood over hele paletten, fuld af løgn, sære anekdoter og ren indbildning. Fremtidens mand.

På godt og ondt lever vi i et moderne emokrati – et emotionelt demokrati, hvor sympatier, stemninger og følelser har en tendens til at overtrumfe fornuft og rationalitet i vores valg. Oprøret fra de nationalkonservative, fra Donald Trump og »det gule Sønderjylland« er styret af venstre hjernehalvdel og en udefinerbar og irrationel stemning af vrede og forladthed. Sådan lyder i hvert fald en gængs analyse af det oprør, som den vestlige verden oplever i disse år, andre mener at netop det at påstå, at det bare handler om følelser og ikke fakta – at verden er blevet postfaktuel – er endnu et forsøg fra elitens side på at slå folket og det folkelige politiske engagement i hovedet. Så måske handler emokratiets sejrsgang mest om måden at kommunikere på, i hvert fald ser det ud til, at et nyt paradigme smitter af på de gamle, etablerede regnearkspartier.

Kommentar: Journalister lader sig friste af ordet populisme

For nylig sagde den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, til Berlingske, at Socialdemokratiet, hvis man skal vinde næste valg – og det vil man gerne – som det første må lære lektien af den nye virkelighed. At følelser kommer før fornuft, når vælgerne skal hen og sætte deres kryds. I Thorning-tiden havde man desværre fået vendt rundt på tingene, så fornuften kom først, sagde Sass, derfor gennemførte man en stribe upopulære reformer, solgte en del af DONG til stygge amerikanere og holdt de kommunale udgifter i et jerngreb.

»Vi har fået byttet rundt på fornuft og følelser,« mener Sass Larsen, så hans rationelle og »fornuftige« socialdemokratiske forfædre af mekanikere i velfærdssamfundets maskinrum må vende sig i deres grave. »Vi kan ikke længere bare appellere til den rationelle mand med de rationelle valg,« tilføjede han med den forklaring, at Donald Trump brugte hele sin valgkamp på at strø om sig med løgne og grovheder, som i den gamle verden for længst ville have diskvalificeret ham til præsidentposten. Når han vandt, var det, fordi han ramte en følelse af håbløshed og vrede, som fik folk til at stemme på ham. Det samme skete i Sønderjylland ved det seneste valg, mener Sass.

Selv om sønderjyderne generelt er ret godt stillede, har større huse, større biler, højere indkomster og mindre ledighed end man har på den københavnske Vestegn for eksempel, så følte de sig forladt og utrygge og stemte i protest på Kristian Thulesen Dahl. De væltede regeringen og fravalgte Bjarne Corydons Socialdemokrati.

Et hjertevarmt EU

Da Venstres medlem af Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard, i denne uge svarede på Sass Larsens budskab om, at Socialdemokratiet i den nye emotionelle politiske verden skal være mere EU-kritiske, sagde han, at EU skal vinde de europæiske hjerter med engagement og hjertevarme. »Vi bliver nødt til at få et følelsesmæssigt forhold til det at være europæer,« sagde Løkkegaard. Uden følelser går det ikke.

En lineær argumentation med to streger under facit er ikke længere i højeste kurs, hvis den nogensinde har været det. Det specielle er, at det står i modstrid til mange andre af livets forhold. De fleste ville formentlig skrækslagne råbe om hjælp, hvis de var indlagt på hospitalet med en alvorlig sygdom, og julemanden trådte ind ad døren til stuegang. Det var heller ikke ham, man ville overlade sine sparepenge i håb om, at få dem til at yngle på børsen. Men når det gælder politik, har vi ikke noget problem med at lade os forføre.

Politik har altid balanceret mellem en appel til hjerne og hjerte, og folkeforførere har i demokratiets historie kunnet vinde opbakning med simple emotionelle budskaber. Det nye er måske den tydelige forskydning, der er sket i retning mod hjertet. En ny generation af politisk kommunikation har taget over. I mange år talte man om, hvad der ville følge efter spin, spindoktorer og den designede og strategiske kommunikation, som har været lagt for had længe. Det ved vi nu.

Socialdemokrater vil være EU-skeptiske: »Det er helt på Månen«

Med spinbølgen, som Tony Blair og Bill Clinton indledte i 90erne, satte spindoktoren sig ind i forhandlingslokalet, ind ved siden af magten i »the warroom«, og fejede alle de nok så rationelle og fornuftige forslag af bordet, som ikke kunne sælges. Upopulære beslutninger blev tvistet til ukendelighed eller sendt ud på en pressemeddelelse juleaften. I det nye emokrati er spindoktoren skiftet ud med en filminstruktør, der ikke nøjes med en drejebog og kontrol med skadevirkninger, han skaber sin egen verden med skurke og helte, forbrydere og dem, der fanger dem. Der er gode og onde, sort og hvidt, himmel og helvede. Der er folk og elite, skruppelløse magthavere, som har snydt sig til deres poster og fine biler, og deres ofre, som betaler prisen, der er udkant og bonede gulvede, politisk korrekte og dem, der siger tingene ligeud. I den verden er sandheden mindre vigtig.

Og det, der gør emokratiet virkelig sprængfarligt, er, at politikernes jagt på følelser understøttes af medierne. Spørg enhver redaktør, hvad der sælger, hvad der skaffer flest læsere, lyttere, klik, flest seere og flest abonnenter. Følelser. Når det handler om politik og medier, så vil vi forføres, forarges, græde, grine, væmmes og juble. Det positive budskab er, at det er langt nemmere at være emotionel, når man ikke har magten. Magten har det med at føre politiske ledere ind i en tunnel af rationalitet og fornuft. Heldigvis.