Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I eksil i sig selv

Man skal være temmelig indbildsk for ikke at hylde det uperfekte. Omvendt giver skrækken og rædslen for den idealiserede krop i medier og reklamer mindelser om de amerikanske studerendes frygt for »mikroaggressionen«. Begge dele skrøbeliggører det moderne menneske, gør det til en sart og selvtilstrækkelig lille blomst, som i mødet med den store, stygge verden først af alt ser sig selv.

Det amerikanske magasin Atlantic Monthly beretter i sit septembernummer om et omsiggribende fænomen på amerikanske uddannelsesinstitutioner: Studerende kræver at blive skånet for ord, viden og ideer, som på den ene eller den anden måde vækker deres ubehag. Det kan være undervisning om voldtægtsparagraffer på et juridisk fakultet eller blot brugen af ordet »violate«, der kan forekomme krænkende eller ubehageligt for nogle studerende, hvis de selv eller nogen i deres omgangskreds har været udsat for et overgreb.

Magasinet lancerer udtrykket »mikroaggressioner«, tilsyneladende små ubetydeligheder, som imidlertid virker forstyrrende på en eller flere studerende, og som de derfor kræver beskyttelse mod. Eksempelvis spørgsmålet »hvor er du fra?« til en studerende af åbenlys udenlandsk herkomst.

På flere universiteter og andre læreanstalter i USA breder sig en bekymring over denne tendens, som gør den enkelte studerendes mere eller mindre skrøbelige følelsesmæssige tilstand til en stopklods for, hvad man må sige, hvad der må undervises i, og hvilke former for viden, man kan tillade sig at dele med andre. Med andre ord: En kortslutning af alt, man forbinder med dannelse og oplysning.

Historien fra USA minder mig om noget, nemlig sommerens debat om frisindet topløshed versus barmfagre undertøjsmodeller på busreklamer her i Danmark.

Den ofte fremførte skelnen, som går på, at det ene er et udtryk for kropslig frigørelse, mens det andet er en kommerciel seksualisering af kvindekroppen, er naturligvis ikke forkert, selv om der i begge tilfælde er tale om et kvindebryst.

Det er imidlertid en anden dimension, der får mig til at drage paralleller mellem denne debat og det amerikanske mikroaggressionsvanvid. Parallellen består i den selvcentrerede verdensopfattelse, man finder begge steder. Dels hos den amerikanske studerende, som kræver så store hensyn taget til sig selv, at vedkommende forlanger beskyttelse mod de mest banale ord eller den mest grundlæggende viden på en given uddannelse. Dels hos hjemlige debattører, der eksempelvis har problematiseret reklamebranchens brug af mere eller mindre afklædte kvinder med den begrundelse, at det udover en seksualisering udgør en idealisering af kvindekroppen, som almindelige kvinder ganske enkelt ikke kan tåle.

Synspunktet er, at mødet med en idealiseret krop betyder, at ikke-ideelle mennesker får det dårligt med sig selv, fordi de ikke selv er så perfekte som det billede, de konfronteres med. Altså bør de beskyttes mod disse billeder i det offentlige rum, f.eks. på busreklamer.

Debatten har afstedkommet adskillige initiativer, hvor man på aktivistisk vis har publiceret billeder af især kvinder, der defineres som »helt almindelige« og »uperfekte«; det kan være, at de er ældre eller måske blot lidt småtykke, sådan som mange af os jo er det.

Denne »uperfekte« bølge er på den ene side fin nok. Man skal være temmelig indbildsk for ikke at hylde det uperfekte. Omvendt giver skrækken og rædslen for den idealiserede krop i medier og reklamer mindelser om de amerikanske studerendes frygt for »mikroaggressionen«. Begge dele skrøbeliggører det moderne menneske, gør det til en sart og selvtilstrækkelig lille blomst, som i mødet med den store, stygge verden først af alt ser sig selv. Mærker sig selv. Føler sig selv. Og følgelig af omverdenen kræver den totale beskyttelse mod ethvert følelsesmæssigt ubehag, der kunne tænkes at forstyrre dette selv. Man går så at sige i frivillig eksil i sig selv. Sundt virker det ikke.