Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I det skamfulde samfund er skeden navnløs og angsten endeløs

Læs mere
Fold sammen

I den aktuelle danske dokumentarfilm »Venus – Let’s talk about sex« bliver en række helt almindelige unge kvinder interviewet om deres helt almindelige seksualitet, og det bliver en pointe i filmen, at et flertal af dem ikke har et ord for deres kønsorgan. Skeden/vaginaen/fissen er simpelthen navnløs. Som en af mine kvindelige venner sagde efter at have set filmen: Jeg bliver simpelthen så ked af det på mit køns vegne.

Det forstår jeg godt. Tænk, at det mest liv- og nydelsesgivende sted på kroppen er så forbundet med skam og usikkerhed, at det fortrænges. Eller forandres, når helt unge kvinder får foretaget kønslæbekorrektion og lægger indlæg i trusserne, så det hele kommer til at dufte af roser og violer.

Det er sandsynligvis nogle af de samme unge kvinder – og mænd – der i hidtil uset grad diagnosticeres med depression og præstationsangst ude i landets studenterrådgivninger. Det er de teenagere, der lever stille med ensomhed og mangel på meningsfuld tilknytning. De børn, der ifølge børnelæger har stress som aldrig før.

En skamfuld generation

Jeg tror, at der er en sammenhæng mellem skam og stress. For når man skammer sig, er der noget, man skal skjule og undertrykke, og det gør man blandt andet ved at aflede og kompensere. Med 12-taller, med studiejob og med LinkedIn-profiler så lange som skammen selv.

Alle de ord, vi ikke har for vores nydelse og drifter, har vi tilsyneladende for vores ydelser og bedrifter. Og paradokset er jo, at de tårnhøje ambitioner ikke engang giver samfundsbundlinje – det giver forlænget studietid og sygemeldinger.

Billedet af den danske ungdom lige nu er et billede af et monstersvedende, manisk menneske med en skovl i den ene hånd og en pudseklud i den anden. Den ene arm begraver ethvert forhold til unyttig nydelse og skamløs drift, mens den anden arm finpolerer billedet af det målrettede og afklarede menneske. Resultatet er en generation så skamfuld over det uperfekte og ildelugtende, at de løber hurtigere og hurtigere for at distancere sig fra det.

Er svaret så bare mindre karriere – og mere kussesnak? Ja, egentlig, men så let er det nok ikke.

Den første og største opgave påhviler os, der har et barn, et gudbarn, en nevø eller et barnebarn. Altså cirka os alle. Vi skal lære dem at stræbe efter nydelse og at trække på skuldrene. Invitere dem på en lækker middag. Slæbe dem ind på et kunstmuseum. Vise dem en sengekantsfilm med rigtige bryster. Fortælle dem om alle de fejltagelser, som vi overlevede og blev klogere og mere attraktive af.

Hvis vi ikke gør det, bliver enden på den vestlige civilisation hverken Trump eller klimaforandringerne, men en generation af apatiske og angste mennesker uden lyst og evne til at være i og gribe det her korte og nydelsesfulde liv.