Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I den socialdemokratiske kirke er fællesskabet Gud

Der findes en særlig art af menneskeheden. Homo Socialdemokratis kunne man kalde den, fremavlet klonet og gensplejset gennem et århundrede. Velkommen til det socialdemokratiske menneske, nu med egen tro, kirke og menighed.

Nogen troede måske, at arten blev udryddet, da Bjarne Corydon og »nødvendighedens politik« gjorde et behjertet forsøg på at nedbringe bestanden. Men sådan er det ikke gået. Det socialdemokratiske menneske fremstår lyslevende. Og nu er der endda sat ord på væsenet i det, der hedder udkast til principprogram, »Fælles om Fremtiden.«

Det socialdemokratiske menneske er før alt andet en ansvarlig samfundsborger, der hver morgen, når han vågner, har én ting i tankerne: Fællesskabet. Hvordan går det mon i skoleklassen, i håndboldklubben, i boligforeningen, med kollegerne, har de det godt alle sammen? Er der mon noget, jeg kan gøre for dem her til morgen? Har naboerne det godt og familien? Og er affaldet sorteret godt nok?

Ordet »fællesskab« optræder i forskellige former hele 41 gange i Socialdemokratiets nye principprogram. Fællesskabet er ikke bare det lysende mål for det socialdemokratiske menneske, men også midlet til at opnå frelsen. »Plads for dem alle, plads for alle der vil«, sang socialdemokraterne engang. Men er det stadig sådan? Er der plads til sådan nogle halv-asociale mennesker, som helst bare vil være i fred og synes, at de fleste fællesskaber er plagsomme, som skulker fra oprydningen i gården og kigger væk, når fodboldtrøjerne skal vaskes efter kampen?

Programmet indledes med, at formand for programudvalget, Dan Jørgensen, i forordet slår fast, at det nye program er blevet til efter »Danmarks største politiske samtale«. Allerede der fornemmer man omklamringen. Vi er alle sammen forenet i troen.

I andet kapitel, »hjerteblod«, får vi at vide, at Socialdemokratiet »tror på fællesskabet«. Homo Socialdemokratis defineres:

»I et solidarisk fællesskab gør enhver sit bedste, og vi hjælper hinanden.« Pegefingeren er løftet så højt, at nogen af os desværre brødebetynget og med ondt i maven må kigge ned i gulvet. Findes tilgivelsen? Det gør den. I næste afsnit hedder det, at »ingen må føle sig til besvær eller tabt for fællesskabet.« Pyha. Hjem og på med fritidssættet – fællesskabet venter. Fællesskabet tror alt, håber alt og udholder alt. Og mens klokkerne ringer, mødes vi og bekræfter hinanden i, at paradiset eksisterer. Som det hedder i programmet: »I stærke fællesskabsinstitutioner mødes danskerne på tværs af økonomiske, sociale og kulturelle skel. Brede gruppers opbakning og deltagelse løfter alle og skaber social spejling.«

Det er i skolen, på hospitalet, på plejehjemmet og til forældremøde i børnehaven, at det socialdemokratiske menneske finder trøst ved at spejle sig i fællesskabets billede.

Er budskabet ikke helt sevet ind, kommer den endelige trosbekendelse i næste spalte. Fællesskabet er almægtigt: »Vi tror på fællesskaber i alle livets forhold. Familielivet, arbejdslivet, i fritiden og politisk,« hedder det. Og videre: »Vi søger stærke fællesskaber lokalt, nationalt og på tværs af grænser.«

Amen.

Lad de små børn komme til fællesskabet. Eller som det hedder i det socialdemokratiske principprogram: »Alle børn, der vokser op i Danmark, skal have mulighed for at blive en del af fællesskabet.«

Fra klasseparti til masseparti

Det socialdemokratiske menneske har pligt til at bidrage. Det skal ingen være i tvivl om.

»Uden flid, viljestyrke og samfundssind kan det danske velfærdssamfund ikke opretholdes,« hedder det

Hvis nogen tror, at de kan slippe af sted med at være fælles på skrømt, tager de fejl. Det socialdemokratiske menneske føler en dyb fælles taknemmelighed, som ikke er falsk. Den kommer fra hjertet.

»Vi skal altid føle, at vi tilhører det samme fællesskab, deler de samme grundværdier og har respekt for hinanden,« hedder det. Vi skal stole på hinanden og »føle samhørighed.« Ellers går det ikke.

Socialdemokratiet var oprindeligt et klasseparti. Men ikke mere. »Vi er til for hele Danmark,« hedder det. Der er plads til alle på træbænkene i den socialdemokratiske kirke. Og ingen skal undvære velsignelsen, selv de syndige:

»Fællesskabet søger at give tryghed og velfærd til alle,« hedder det i det socialdemokratiske evangelium under overskriften »velfærd og fællesskab.« Og videre:

»Vi bakker op om de stærke fællesskaber, fordi de skaber rammerne om et godt liv for den enkelte, og fordi vi spejler os i hinanden. Fordi vi hører sammen.«

Men selv om vi hører sammen, skal man ikke glemme, at det onde findes:

»Markedet skal underlægge sig styring og kontrol så det fungerer til fællesskabets bedste,« hedder det. Og de frafaldne og farisæerne findes også.

»Vi ser eksempler på nytilkomne, der lever uden for fællesskabet.« Det er uacceptabelt for det socialdemokratiske menneske.

»Vores vigtigste kamp bliver mod de kræfter, der truer med at undergrave vores fællesskab og vores velfærd. Kampen mod dem, der ønsker en anden samfundsmodel end den, der har bragt os til, hvor vi er i dag.«

»Danskerne er foreningsmennesker,« som det hedder. Og foreningslivet, kulturen, opdragelsen er til for fællesskabets skyld. Her skabes samhørigheden – og det evige liv.

»Kulturen og foreningslivet er omdrejningspunkt for vores fællesskab og dermed det kit, der binder danskerne sammen og giver os fælles identitet,« hedder det.

Hvis nogen, efter at have læst hele den lange prædiken, ikke har forstået budskabet fra oven, så hedder det igen i sidste sætning i udkastet til Socialdemokratiets principprogram: »Vi socialdemokrater tror på fællesskaber. Vi tror på fremtiden. Lad os forme den sammen. Fælles om fremtiden.«

Bent Winther er samfundsredaktør på Berlingske.