Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»I Danmark opfattes politikere på 70 år som særprægede zoologiske fænomener«

Læs mere
Fold sammen

På de konferencer for forskere og mediefolk om minoritetsproblemer, jeg i tidens løb har deltaget i rundt om i verden, er Danmark altid blevet fremhævet for to helt enestående ting: Måden, vi har løst spørgsmålet om nationale mindretalsforhold på i Nordslesvig, og hjemmestyreordningerne for Grønland og Færøerne. Alligevel skal vi gang på gang hænges ud af Europarådet med beskyldninger om, at der hersker arpartheidlignende forhold i det gamle kongerige. Som nu igen i Europarådets nye, netop offentliggjorte rapport. Man kan stille grundspørgsmålet, om Europarådet ikke har overlevet sig selv. Det blev oprettet i 1949 som en af de talrige foranstaltninger, der efter Anden Verdenskrigs tilbagevenden til barbariet skulle bringe Europas lande til at leve sammen på civiliseret vis, men dets ideelle opgaver varetages i dag langt mere effektivt af EU. Og Ruslands medlemskab af Rådet spiller alligevel ingen rolle.

Men Europarådet bliver næppe nedlagt. Det forlener jo de 636 folkevalgte, heraf ti danske, der sidder i Rådet, med en særlig følelse af betydning og med visse goder. I erkendelse heraf vil jeg foreslå, at Rådet, når det nu er her, foretager sig noget nyttigt, og det kunne være at lave en rapport om aldersdiskriminationen i Danmark.

Diskrimination er blevet et modebegreb, der efterhånden udnyttes af hvem som helst, der af den ene eller anden grund synes, at tingene går ham imod. Det kan være, at en anden snupper den plads i bussen, han havde udset sig. Eller at han ikke får den stilling, han mener sig selvskreven til. Dengang diskrimination kun betød racediskrimination eller kønsdiskrimination, var begrebets betydning mere klar. Men det er vigtigt at vide, hvad man taler om. Hvis vi ikke afgrænser betydningen, når vi til, at livet i sig selv er groft diskriminerende, fordi det udstyrer os med forskellige egenskaber. Hvor er det ligestillingsnævn, jeg kan henvende mig til med min klage over, at jeg ikke er udstyret med en hjerne som Niels Bohrs? Eller en energi som Johannes Møllehaves? Eller en iagttagelsesevne og humor som Lise Nørgaards? Alle andre end de mest fanatiske nyfeminister må kunne indse, at hvis man ikke afgrænser diskriminationsbegrebet, fører det ud i det absurde.

Lad os derfor benytte Institut for Menneskerettigheders definition, der i al sin korthed lyder, at diskrimination er »usaglig forskelsbehandling, som medfører, at en person får en ringere behandling end andre«. Denne definition kalder selvfølgelig på nye definitioner. Hvad forstås eksempelvis ved usaglig forskelsbehandling? Helt konkret: Hvad er det saglige i, at førtidspensionister får en langt større pension fra staten end folkepensionister? Eller: Hvorved er det udtryk for saglig forskelsbehandling, at en familie, der modtager folkepension, kun får omkring det halve af, hvad en asylansøgerfamilie får? Eller: Hvorfor får mennesker, der selv har sparet op til pension, kun folkepensionens grundbeløb – en ren almisse på 6.000 kr. om måneden – og hvis de har en indtægt på godt 600.000, får de slet ingenting, selv om de i de fleste tilfælde har betalt en enorm skat?

Til alle spørgsmålene er svaret, at der er tale om politiske beslutninger. Det vil sige, at »saglig« er lig med »politisk«. Det vil nok overraske de fleste vælgere, at saglig skulle være det samme som politisk. Bag den politiske diskrimination af folkepensionister ligger en fordom om alder, der også viser sig i bestræbelsen på at opretholde en bestemt alder for kørekortfornyelse samt i den af Højesteret netop velsignede regel om, at arbejdende i folkepensionsalderen ikke kan være medlem af en arbejdsløshedskasse.

Aldring er en grundbetingelse i livet. Men i alderdomsforskningen opererer man – ved jeg fra en bekendt, der er en internationalt fremtrædende gerontolog – med en tommelfingerregel på plus/minus 20 år: To personer fra samme fødselsår kan fysisk ældes med meget forskellig hastighed. Psykisk er der endnu større forskel. Forskningen konstaterer, at de forskelle, der er mellem mennesker, bliver endnu større med alderen. Den kan også konstatere, at egenskaber som kreativitet og fornyelse ikke er knyttet til bestemte aldre, men til bestemte mennesker. Sådan nogle som os, vi bliver aldrig gamle, sagde Albert Einstein engang til Niels Bohr.

Men Danmark er domineret af politikernes og mediernes stereotyper om alder. Ifølge disse klicheer er det rigtige menneske en person på mellem 28 og 40 år. Børn og unge opfattes som nogle, der er på vej til at blive rigtige mennesker. De ældre og gamle opfattes som rynkede børn, der kan spises af med lidt almisser. Der findes også stadig politikere og debattører, som tror på den med »ældrebyrden«, skønt alle økonomiske fakta viser, at det er de ældre, der betaler gildet, mens de yngre giver underskud. I Danmark opfattes politikere på 70 år som Marianne Jelved og Bertel Haarder som særprægede zoologiske fænomener, der egentlig burde udstilles i montrer i Christiansborgs vandrehal. I andre lande er alder, erfaring, modenhed en kvalifikation. I Danmark et handicap. Der er nok at tage fat på for Europarådet, hvis det vil beskæftige sig med noget væsentligt.