Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I Danmark er vi blevet historieløse

Foto: Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere

Fredag 24. marts befandt jeg mig på Plaza de Mayo i Buenos Aires. Ligesom menneskehavet omkring mig, havde jeg stillet mig her, fordi det var 41 år siden at deres guerra sucia – beskidte krig – begyndte. Den dag blev jeg rørt til tårer, og det skyldtes de unge mennesker omkring mig med deres arme dækket i tal – 30.000 liv forsvundet – og deres stemmer, som kunne alle parolerne fra dengang. Selvom de var født mange år efter militærdiktaturets fald, tog de landets historie til sig, og disse stemmer skreg både for et offentligt traume og for en ny tid. Det satte nogle tanker i gang hos mig, for hvordan håndterer min egen omgangskreds vores lands historie?

Vi kender til den, men som regel med en kølig afstand – det er Danmarks historie, ikke vores. Det synes jeg også afspejler sig i vores samfundsengagement. Forholdet mellem velfærdsstat og borger bliver i vores prisme ofte til forholdet mellem kreditor og skyldner. Det er et problem, fordi det øger distancen mellem de laveste og højeste lag i samfundet.

Polarisering

Unge københavnere som jeg føler, at vi gør en ekstraordinær indsats, når vi accepterer, at vores skattepenge også bruges på kontanthjælp og ulandsbistand, og dette diskursive magtforhold, mener jeg, bidrager til den polarisering, som truer vores tro på demokratiet. En polarisering, som kan implodere, hvis de højere klasser påtager sig lidt ydmyghed, der kan erhverves gennem en emotionel tilknytning til Danmarks historie – for er en historisk bevidsthed ikke bevidstheden om individets plads i samfundet? Du er vigtig nok til at ændre det, men aldrig så vigtig, at samfundet bør centreres om dig. Deslige tror jeg, at historisk erkendelse er en vigtig nøgle i bestræbelsen på at blive et godt menneske; ikke blot at blive opmærksom på, men at erkende, at ethvert menneske, der passerer dig på gaden, kommer til at elske og kæmpe og dø.

Jeg mener, at vores distance til Danmarks historie skyldes den generelle distancering til danskheden i min omgangskreds. Med højrefløjens monopolisering af nationale symboler får de den præcist modsatte virkning af, hvad de burde kunne. I stedet for at virke forenende, skaber disse symboler associationer til fremmedhad og små sko.

Der skal et klogere hoved end jeg til at besvare, om nationalismen altid har tiltrukket disse ting, og om den kan fungere anderledes. Dette debatindlæg skal bestemt ikke ses som et løsningsforslag, men som en invitation til debat og et ønske om, at den nationale stolthed kan blive et fælleseje, som trænger gennem Dannebrog og tvungne frikadeller for at nå frem til noget indeni os.

Mit håb er, at vi vil opfinde og påtage os en kultur i national enhed, så landets historie igen bliver vores, og at det en dag ikke er Plaza de Mayo, men Christiansborg Slotsplads, hvor jeg skriger mig hæs i en kamp, der ikke er min egen.