Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Indrøm det bare. Du, der læser disse linjer, er jævnt træt af at høre om Syriens elendigheder. Død og ødelæggelse morgen, middag og aften. Og midnat med.
Der er få lyspunkter at finde i den mest brutale krig i nyere tid. Ganske vist er Islamisk Stat blevet tvunget på flugt fra deres rædselsherredømme i Raqqa i det nordlige Syrien, dér hvor de i et par år har nydt at udstille afhuggede hoveder og maltrakterede, korsfæstede lig.
Det er trods alt noget at lune sig ved, men ellers er der stadig kampe og elendigheder for de tilbageværende syrere. Et af stederne, hvor krigen føres uden den store internationale bevågenhed, er i hovedstaden Damaskus.
Det forståelige fokus på rædslerne i Aleppo for et lille år siden synes at have tappet såvel medier som offentlighed i vores del af verden for al videre interesse for den syriske tragedie.
Nu er »Save Aleppo« ikke længere på dagsordenen, i stedet må syrerne igen sejle deres egen blodige sø. I Damaskus foregår der således i disse uger et langvarigt slag mellem den islamistiske Faylaq-milits, der har forskanset sig i en forstad tæt på det historiske centrum, og regeringshæren, støttet af iranske snigskytter, Hizbollah-krigere og russisk logistik.
Tabstallene er høje, og når man er i byen, som også har sine mere fredelige områder, kan man ikke undgå at registrere, at der er krig rundt om hjørnet. Hvad man heller ikke kan undgå at registrere er, hvordan Vesten har tabt terræn.
Den russiske fremmarch
For nylig havde jeg besøg i mit hjem i et par dage af en syrisk ven og kollega.
Han er journalist, født og opvokset i Damaskus, og har i flere år dækket krigen for det fransk nyhedsbureau AFP. Han har Schengen-visum og rejser i ny og næ til Europa for at puste ud, men vender hver gang tilbage til sin familie og til den by, han elsker over alt på jorden.
Mens han og jeg en dag gik og talte langs Søerne i Kongens København, fortalte han, at det syn på Vesten – USA og Europa – som hans generation er vokset op med og har beundret på trods af – eller måske snarere på grund af – diktaturet, er ved at ryge ud på historiens mødding.
Han dokumenterede med billeder på sin mobiltelefon, hvordan flere skilte i Damaskus’ gamle by nu bærer kyrilliske bogstaver. I mangel af vestlige turister, som før i tiden holdt liv i hoteller og antikvitetsbutikker, har de syriske handlende nu bud efter russiske officerer på orlov fra fly- og flådebaserne i det vestlige Syrien.
Også i skolerne, fortalte min ven, er børnene begyndt at få undervisning i russisk. Han mente sågar at vide, at russisk til næste år ville afløse engelsk som fremmedsprog i den endnu intakte del af det syriske skolevæsen.
På husgavle i Damaskus kan man nogle steder se hyldestord til Vladimir Putin, og da jeg selv sidst var i Damaskus i november sidste år, så jeg tallerkener, kopper, bordskånere og sågar servietter med Putins kontrafej optrykt ved siden af Bashar al-Assad.
Krigen er langt fra forbi, som de aktuelle kampe i Damaskus, er et vidnesbyrd om, men når Syriens omstridte og af mange forhadte præsident i disse dage kan tage det mere roligt, skyldes det russernes bidrag.
Taberne? Den syriske civilbefolkning, som har gennemlevet ufattelige rædsler. Dernæst os, Vesten, som svigtede og ikke kendte vores besøgelsestid, da det gjaldt.
Vinderne? Ikke så meget Bashar al-Assad, men derimod hans russiske dukkefører i Kreml. Som min ven siger:
I Damaskus har folk lært at sige »spasiba«.
Adam Holm er historiker og journalist.