Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I 2.g knækkede filmen. Marie fik stress, depression og spiseforstyrrelse

Marie Stougaard Fold sammen
Læs mere

Jeg er droppet ud af gymnasiet. Allerede nu må du gøre dig nogle forestillinger om, hvad jeg er for en: En bumset teenager der ryger pot, og hører høj musik, en af dem der sad bagerst i klassen, som aldrig rakte hånden i vejret og nægtede at lave sin del af gruppearbejdet. Jeg kan gøre dine forestillinger til skamme. Forestillinger, der engang var mine egne.

Jeg var hende, der sad forrest i klassen, var medlem af diverse udvalg og havde et snit på 11,2. Et glansbillede i uddannelsessystemet med en succesrate, der kun syntes at fortsætte opad. Så hvad gik galt?

I midten af 2.g knækkede filmen fuldstændig for mig. Jeg følte mig så presset, at jeg gik ned med stress, depression og fik en spiseforstyrrelse. Men hvor kom presset fra? Mine forældre? Skolen? Vennerne? Og havde jeg overhovedet lov til at føle mig presset i et land som Danmark?

Jeg lever i en tid, hvor jeg hverken er begrænset af mit køn eller økonomi. For en pige som mig er mulighederne uendelige. Jeg kan alt, og derfor skal jeg nå alt. Hele verden ligger for mine fødder, og det forventes, at jeg med 110 km/t styrter ud for at erobre den.

Ingen generationer før mig har haft det fuldt ud frie valg, som jeg har nu. Hvis jeg ikke griber mulighederne og springer ud i livet med ubegrænset overskud, skal man høre for det, og ve den teenager, der klynker over stress.

Privilegeret teenagerøv

Med »dengang jeg var ung…« har bedsteforældrene spillet det ultimative trumfkort i fortællingen om, hvor privilegeret min slatne teenagerøv er. Nej, jeg skal ikke på en længere dagsrejse for at komme i skole, og nej, mine lærere tæsker mig ikke med kæppe med en radius som en knytnæve.

Men kære morfar, du skulle ikke direkte ned i Fitness World efter en syv timer lang skoledag for at lave spin ups, launches og træne baller. Via snapchat fredag efter fredag vise, hvordan venner vælter ind af vinduerne for at nyde godt af dit selskab. Lørdag deler du med hele verden, at du til morgenmad spiser ymer med passionsfrugt, og sidder klistret til telefonen i takt med, at likes tikker ind.

Du er en succes. Hvis folk ikke tror dig, kan de tjekke dine utallige profiler på de sociale medier. Her er hvert øjeblik af dit perfekte liv dokumenteret, og et selfie eller to, tre… fire hundrede selfier med hvide strande og verdenskendte monumenter i baggrunden.

Vi uploader og uploader, fylder millioner af gigabytes på internettet. Slår fast med syvtommersøm, at vi ikke er fiaskoer, for vi ved, at med det frie valg følger et kæmpe ansvar. DU havde alle valg i verden, og DU, DU alene, må have valgt forkert, siden det gik galt.

Hvis du fejler, bærer du nedturen fuldstændig alene. Nedturen er og bliver kun din egen. Så vi snakker ikke om nedture, og deler ikke nedture, som vi deler alt andet på internettet. De må jo skyldes vores egen dårlige dømmekraft, valg der fejlede, muligheder vi ikke greb.

Presset til det yderste

Så ungdommen slider i det. Med sociale medier retfærdiggør vi os selv, for vi er bevidst om vores muligheder og privilegier. Vi unge presser os selv til det yderste.

Derfor skal der ikke meget til, at bægeret flyder over. Skolepsykologer har travlt som aldrig før med at fortælle deprimerede unge mennesker, at det er helt normalt at være ked af det eller at have en dårlig dag. At det er fint nok bare at spise en brunlig banan, og til tider slaske rundt i plettede joggingbukser der- hjemme. Men hvordan skulle vi dog vide det?

I vores øjne lever alle andre perfekte liv, og vi selv er nogle særlinge, der går alene med de skamfulde tabubelagte følelser som sorg, usikkerhed og ensomhed. Bag vores virtuelle liv findes der måske mennesker, der i bund og grund bare gerne vil bekræftes, respekteres og elskes?

Unge mennesker, der er på en endeløs jagt efter accept gennem uploads af morgemads- billeder og selfies på de sociale medier?

Det er måske ikke så mærkeligt, at unge (herunder jeg selv ) føler sig presset og stresset. Vores liv svarer jo til to fuldtidsjobs i bestræbelsen efter det perfekte.

Stop op

Men måske skulle vi stoppe op og spørge os selv: Hvad er det egentlig, jeg skal nå? Hvor mange billeder skal jeg uploade, hvor mange 12-taller skal jeg få, og hvor mange venner skal jeg have, før jeg er tilfreds? Måske behøver man ikke gribe alle muligheder, ligge i en evig konkurrence med alle andre om likes og bekræftelse, og man må bestemt ikke føle sig tvunget til at uploade morgenmadsbilleder.

Hvad ville der ske, hvis vi en dag kiggede op fra mobilerne eller steg af motionscyklen?

Marie Stougaard er studerende.